Der er to retsordener. Den ene fremgår af Grundloven, der blandt andet fastslår statens voldsmonopol, dvs. at ingen må tage sig selv til rette. Den anden retsorden er den, der i det daglige sætter grænser for, hvad borgerne kan sige og gøre uden frygt. I dette tilfælde er der ingen domstole, ingen lovparagraffer, ikke noget officielt dokument, som borgerne kan holde sig til. Grænserne for deres udfoldelse sættes af selvbestaltede ordenshåndhævere, der uddeler deres straffe uden anden hjemmel, end at de ikke bryder sig om dine synspunkter eller i øvrigt lovlige handlinger.

Det er nemt at efterprøve denne juridiske teori. Prøv at sige din mening om islam, og se hvad der sker.

Det bliver ikke sjovt, for som Ayaan Hirsi Ali har bemærket, ligger fuldbyrdelsen af den islamiske lov i hænderne på enhver muslim. Har du været fræk mod profeten, er enhver muslim bemyndiget til at slå dig ihjel. Ifølge den danske grundlov er det ganske vist ulovligt, men i den sidste ende bliver det et spørgsmål om magt. Har den retsstat, som vi hørte om som børn, viljen til at håndhæve vore rettigheder, eller er den så slap og forræderisk, at den overlader den faktiske retshåndhævelse til imamerne og deres håndgangne mænd?

Hvis du vil hytte dit skind, gør du bedst i at indrette dig efter den uformelle, men reelle retsorden, der udgår fra moskeerne, for dens håndhævere er mere beslutsomme end statens.

Det synes danskerne at acceptere og stemmer derfor ved valg efter valg på politikere, der udbreder ammestuehistorier om islam som alle tiders religion, som vi ikke kan få nok af.

Det kan politikerne og deres journalister heller ikke. Indtil den dag, den slange, de har næret ved deres barm, bider dem.

Men i mellemtiden har de haft det sjovt.