I Norge er vi vant til, at børn går i 17. maj-tog med glæde, men ikke til, at børnetog har en eftersmag af vrede.

Katedralen knejser i skyggerne, mens solen hviler over Stavanger og fuglesang høres i det fjerne. Pludselig bliver roen afbrudt af faste råb fra en 14-årig dreng et par stenkast væk. De voksne skubber barnevogne, nogle prydet med palæstinensiske flag. Andre små håbefulde boltrer sig hånd i hånd med mor og far. Børnetoget starter snart, kun få timer før ramadanen begynder.

Drengen indleder sin appel med at hilse på både arabisk og derefter norsk. På tre minutter taler han om “folkedrab”, “undertrykkelse”, “sult” og om “terrorlandet” Israel. Han læser fra det skrevne manuskript, tilsyneladende nervøs. På hovedet er en hvid hat med den sorte Kaba-sten fra Mekka trykt på panden. Det stopper, og han læser sætningen op igen.

Langt over halvdelen af ​​de omkring 100 deltagere kommer fra muslimske lande, vi allerede kender: Tyrkiet, Iran og Syrien, for at nævne nogle få.

»Vi må ikke glemme grådet fra de forældre, der har mistet deres børn,« siger han.

I appellen bruger han ord som “kolonialstat” og “boykot”. Man kan undre sig over, om de tilstedeværende børn ved, hvad en kolonistat er? Ved de, hvem der er berørt af boykotten? Ved børnene, at der er jødiske gidsler, inklusive børn som dem, taget til fange af en terrororganisation kaldet Hamas inde i Gaza?

Det er næppe sandsynligt, at drengen skrev sin appel alene, for han nævner ikke Hamas et ord.

Børnetog Stavanger 10 marts 2024 Foto: Joachim Berg/Document

Hvor mange af børnene får noget at vide om, hvad der sker med gidslet Kfir Biba, som ufrivilligt “fejrede” et-årsdagen i Hamas-fangenskab? Kfir er en helt almindelig jødisk dreng, som børnene i børnetoget i en helt anden sammenhæng og kontekst kunne have sparket fodbold med i en skolegård eller gået i 17. maj-tog sammen.

Documents journalist observerede ingen slogans blandt de tilstedeværende, der viste støtte til de israelske børn, der har været holdt som gidsler i mere end fem måneder. Ingen slogans udtrykte krav om, at gidslerne øjeblikkeligt blev løsladt af Hamas.

Da den internationale kvindedag blev afholdt i Oslo for nylig, blev flere personer, der ønskede at vise støtte til voldtagne jødiske kvinder, forhindret og mere eller mindre jaget ud  af toget den 8. marts af vrede demonstranter fra Palæstina-komiteen.

Nogle af de spørgsmål, der yderligere kan hjemsøge tilfældige forbipasserende, er: Er børnene kommet frivilligt til demonstrationen? Hvorfor leger de ikke i det gode vejr? Får de is som belønning for at deltage i dette? Må de deltagende børn lege med jødiske israelske børn i skolen? Hvordan behandler børnene jødiske børn?

Toget starter. Ved første øjekast ligner det hele en børnehaveudflugt, indtil du ser flagene og hører råbene om “Boykot Israel! Befri Palæstina!”. Så tager noget uhyggeligt over. De voksne skubber børnene foran sig.

Da børnetoget nærmer sig sin afslutning, råbes det gentagne gange gennem megafonen: “Fra floden til havet vil Palæstina være fri!”.

Børn er berørt på begge sider af konflikten, og Hamas bærer hovedansvaret for de børn, der er blevet dræbt i Gaza; det gælder også for de israelske gidsler, der blev dræbt, og dem, der stadig er i live. Bidens håb om en våbenhvile før ramadanen blev ikke til noget. Hvorfor våbenhvilen ikke finder sted, hvem brød den første våbenhvile, som massakrerede 38 børn på deres egen alder den 7. oktober og kidnappede 42 børn samme dag – nej, det vil børnene i Stavanger-toget nok ikke høre noget om fra deres forældre.