De danske myndigheder, herunder Beredskabsstyrelsen, Center for Cybersikkerhed, Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen arbejder tilsyneladende på at øge danskernes hjemmeberedskab i tilfælde af krig, krise eller en akut national nødsituation. Officielt har regeringen flere gange afvist behovet. De havde styr på det, lod de os forstå. Men i kulissen er man så småt gået i gang med at forholde sig til det faktum, at Danmarks grænser er porøse, for ikke at sige ubeskyttede, og at landet er nemt at ramme eller lamme.

Politikere og myndighederne er kronisk bagefter. I årevis har flere og flere danskere forberedt sig privat på urolige krisetider, og fænomenet har naturligvis et amerikansk betegnelse.

Førhen grinede vi ad dem, skriver Kristeligt Dagblad (2/3) om de såkaldte ”preppere”; nu anses det for klogt at forberede sig på krig og kunne undvære det, vi ellers tager for givet: vand, mad, varme og el. I hvert fald i en uge eller to. Derefter må amerikanerne godt komme og redde os, tak.

Det var typisk nok svenskerne, der begyndte. Allerede i begyndelsen af januar advarede forsvarminister Carl-Oskar Bohlin (M) om, at fjenden findes, og at det svenske folk skal holde en dør på klem i den forstand, at de må være beredte på politisk usikkerhed, brudte forsyningskæder, materielle mangler, oversvømmelse, naturødelæggelse, invasion, ja, i teorien hvad som helst.

»Døren«, sagde ministeren, »går ind til et rum, hvor vi bliver konfronteret med spørgsmålet: Hvem er du, hvis krigen kommer?«

Ja, hvem er du? Hvem er vi egentlig som folk?

Spørgsmål som disse er blevet ignoreret i årtier, især af politikere og myndigheder i Sverige, Norge og Danmark. De er blevet hånet, spottet og latterliggjort. Den slags eksistentialer var fiktive, komiske, konservative, hvis ikke ligefrem gakkede. Som om nogen ville os det ondt. Som om vi havde fjender. Underforstået: Vi er jo de gode, os kan ingen tæske.

Finland er en anden sag, det skal understreges. Landets sikkerhedspolitiske neutralitet har medført, at Finland har taget forsvarssagen i egen hånd og kan mønstre op mod 250.000 kampberedte soldater i løbet af få uger og endnu flere i løbet af få måneder. Det er eksemplarisk i en europæisk sammenhæng, og nu er de så også blevet medlem af Nato.

Tilbage til Danmark, hvor en voksende gruppe borgere tager deres egne, private forholdsregler. De opbygger private lagre, depoter og forrådskamre, muligvis fordi de ikke stoler på politikerne, muligvis fordi de har et større behov for kontrol end andre. De siger det måske ikke højt, ja, tænker det måske slet ikke. Men deres adfærd antyder, at efterkrigstiden er på vej mod sin afslutning.

Efterkrigstiden, smag på ordet. Det er karakteristisk for den måde, man i 80 år har tænkt og talt om krigen på. I dag vil flere nok være tilbøjelige til at anskue begrebet anderledes og måske endda erkende, at alle tider må opfattes som en slags mellemkrigstider. Ingen kender fremtiden. Derfor lever vi snarere mellem krige end efter krige. 

Keld Molin, psykolog og beredskabsofficer af reserven, er klar over dette skifte i synet på fremtiden. »Måske var efterkrigstiden en mellemperiode«, udtaler han til Kristeligt Dagblad og fortsætter: »I det højteknologiske samfund er er mange ting meget abstrakte, mennesket kan godt lide konkrete ting. Krigen er et meget abstrakt fænomen. Men dåsemad er konkret.«

Uanset hvor abstrakt det lyder, er krig faktisk normalen, mens fred er undtagelsen. Ser vi bare lidt tilbage på Danmarkshistorien, kan krig simpelthen ikke være et fremmed fænomen, end ikke for de åh, så fredelige, pilsnerdrikkende danskere. 

Vi har i den grad ført krig, f.eks. under Enevælden (1660-1849). Her besad kongen våbenmonopolet i en periode, hvor statsmagten oprustede og militariseredes i højt tempo. I dag diskuterer vi et forsvarsbudget på 2 pct. af bnp. For 300 år siden lagde hær og flåde beslag på mindst halvdelen af de offentlige midler. Altså, i fredstid. I krigstid nærmede andelen sig 80 pct. Kun Sverige og få andre fyrstedømmer kunne dengang konkurrere med os, når det gjaldt organiseret voldsparathed.

Alt dette er dagens preppere muligvis ikke bekendte med. De tænker på dåsemad og rent vand. Det gør de klogt i. Vi andre ligeså. Men vi kommer ikke udenom at tænke mere kollektivt på vores forsvar. Hvem er vi som folk? 

Eller rettere: Er vi stadig et folk?

Af Mikael Jalving