Regeringens ekstremisme kommission lancerede sin rapport i fredags.

Gennem 400 sider har de, blandt andet, forsøgt, at analysere ekstremistiske voldsudøvere, for at se, om der er ligheder mellem dem. Og om der kan findes svar på, hvad der skal til, for at forhindre radikalisering, skriver Dagsavisen.

Så langt det har været muligt, har udvalget set på 20 gerningsmænds opvækst, liv og helbred.

Kommissionens rapport viser tydeligt, at langt de fleste voldelige ekstremister i Norge er udlændinge.

“De fleste mennesker er født uden for Norge, eller har forældre født i udlandet. I 15 af tilfældene, var personen norsk statsborger. Af de udenlandsfødte, kom ni til Norge som børn, mens tre kom som voksne. Seks havde en baggrund som asylansøgere,« står der i rapporten.

I de fleste tilfælde havde personen også haft andre oplevelser, der kunne være traumatiske, såsom krig eller konflikt i hjemlandet, flugt, anden vold end familievold, mobning eller andre krænkelser.

I to tredjedele af tilfældene havde gerningsmanden økonomiske problemer, og over halvdelen af ​​dem havde modtaget en form for ydelse. De fleste af gerningsmændene var enlige, og mange af dem, der var gift og havde børn, havde været i kontakt med de sociale myndigheder.

Mange havde et konfliktfyldt privatliv, og mere end halvdelen havde tidligere begået kriminalitet. En tredjedel af disse sager vedrørte voldskriminalitet.

Arbejds- og inkluderingsminister, Tonje Brenna, bemærker, at ingen af ​​de ekstremistiske voldsudøvere i Norge har haft et arbejde.

– At de værste terrorhændelser i Norge er blevet udført af gerningsmænd, der ikke har haft arbejde, er et klart udtryk for, at udenforstående står i fare for at blive radikaliseret, siger hun.

Justits- og beredskabsminister, Emilie Enger Mehl, er i høj grad optaget af, at rapporten handler om forebyggelse.

– Jeg tror, ​​at deling af information mellem etater, er noget, vi skal se nærmere på. Hvordan vi kan forhindre, at stive regler, eller manglende viden om reglerne, gør at der ikke deles oplysninger i tilstrækkeligt omfang, fx mellem politi og sundhedsforvaltningen. Der er en udfordring knyttet til radikal, voldelig ekstremisme, men også psykiatri og angreb udført af psykisk syge. Og det er vigtigt at have kendskab til det trusselsniveau, vi lever i, og at der er god kontakt også med PET.