Resultaterne af Democracy Perception Index 2018 gjorde indtryk på mig. Allerede dengang var det nærliggende at spørge: Er demokratiet blevet gammeldags? Seks år senere tyder alt på, at frygten var berettiget.

Resultaterne af undersøgelsen blev præsenteret på Copenhagen Democracy Summit 2018, og fik skræmmende lidt opmærksomhed. Når man læser den tale, som den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt ved den lejlighed, forstår man, hvor lidt interesse politiske ledere er for demokrati som fænomen og princip. Jeg reagerede selv, og skrev en artikel om rapporten. Siden da er alt blevet værre.

Demokrati er det bedste

En af mine yndlingsfilm er Heartbreak Ridge med Clint Eastwood i rollen som en hærdet sergent i U.S. Marine Corps. Jeg har selv brugt et citat fra denne film mange gange:

Democracy isn`t perfect. But it beats the hell out of what comes in second place.

Jeg ved faktisk ikke med sikkerhed, om citatet er helt korrekt. Men det føles sandt. Churchill sagde noget lignende:

Indeed it has been said that democracy is the worst form of Government except for all those other forms that have been tried from time to time.

Når man læser undersøgelsen, og ser, hvad der er sket siden da, er det let at tro, at demokratiet er udløbet. Hvad er meningen med demokrati, hvis det får de mennesker, der lever og lever i demokratiet, til at have mindre tillid til, at ledere handler i befolkningens bedste interesse? Hvad er meningen med demokrati, hvis 64 % mener, at deres stemme sjældent eller aldrig bliver hørt?

I november 2023 skrev The Hill om en ny undersøgelse, som viser, hvordan unge amerikanere har mistet troen på demokratiet. Men deres analyse af problemerne er skurrende. De unge er klart mest optaget af retten til at bære våben, systemisk racisme og klimakrisen.

Our democratic institutions have done little to address issues about which the younger generation is very concerned, including the epidemic of gun violence, systemic racism, homelessness and global warming.

Men hvorfor er disse problemer vigtige for unge amerikanere? Det skyldes formentlig, at den såkaldte elite i mange år har gennemført massiv propaganda, der har ført USA ind i en woke dystopi af massepsykose, og de unge er hårdest ramt. Nu er det jøderne, der skal hades, noget vi har set på utallige universiteter, der tidligere var respekterede institutioner, men nu oplever totalt forfald.

Hvorfor skulle vi beholde dette fejlslagne system? Er det ikke bedre at have en “stærk leder”, som kan “skære igennem” og løse problemer? Måske få togene til at køre efter tidsplanen?

Det har vi hørt før, og det endte med fascisme og nazisme. En anden løsning var kommunismen. Ingen af ​​disse løsninger frister mange mennesker. Hvad skal vi gøre?

Vi har ikke længere et demokrati

Først må vi indse, at de socialliberale demokratier er døde. Det er ikke almindelige mennesker, der har svigtet. Det er vores såkaldte ledere. Hovedproblemet er, at politik ikke længere er et kald, men en karriere. Hvis folk er utilfredse, er det ikke politikerne, der bliver skiftet ud. Derfor er grænserne blevet afskaffet, både i USA og i Europa. Resultatet er en masseinvasion af migranter, der koster enorme summer, øger voldsniveauet, øger splittelsen og umuliggør national enhed.

Vi ledes af urealistiske fagpolitikere, der ikke kan tale uden hjelp av fjorten kommunikationsrådgivere. Politikere bør forbydes at have kommunikationsrådgivere. De skal selv kunne formulere deres ideer. Det er ikke for meget forlangt.

Alt det vi “almindelige mennesker” kan lide, vi som er demos, bliver set som noget nærmest ulækkert og usmageligt. Hvis noget er populært, bliver det afvist som populisme. Det bruges nærmest som et bandeord, et symbol på et usofistikeret forslag, der må være dårligt, eftersom de dumme, almindelige mennesker kan lide det. DDE, sydentur og camping ligeså.

Men det var campingturister, der satte livet på spil for at redde ungdommen på Utøya. Mens den intellektuelle AUF-elite flygtede med halen mellem benene, og bevæbnet politi greb ikke ind.

«A basket of deplorables», sagde Clinton om halvdelen af ​​befolkningen i USA. Og væsentligt nok tog en forenet europæisk politisk elite sig på hendes side, mod en fyr, der havde en mærkelig frisure og så usofistikerede ideer som Make America Great Again og America First. Da folket alligevel valgte Trump, blev det besluttet, at dette ikke skulle gentages i 2020. Valget var ren svindel, med støtte fra blandt andet statslige institutioner som FBI og CIA, samt selvfølgelig Big Tech.

Massemedierne hænger på. For et par år siden skrev den norske avis VG, efter at en undersøgelse viste, at et flertal af europæere ønskede et stop for muslimsk immigration:

Et flertal af europæere er ekstreme.

Læs den sætning igen: Det er det første bud for mange af de politikere, der udfylder de magtfulde poster i vores demokrati: Den offentlige mening er ekstrem.

Folkeafstemninger er uønskede, og når resultatet ikke passer til vores oplyste elites ønsker, prøver de blot igen. Nu har de fået Big Tech og regimemedierne med ombord, Demokraterne i USA drømmer om at indføre en etpartistat. Derfor bliver Trump gang på gang tiltalt, mens hans vælgere fængsles uden sigtelse eller dom.

Jeg kunne give mange eksempler, men nævner kun tre eksempler.

Norges befolkning har to gange stemt om spørgsmålet om EU-medlemskab. Begge gange var der massivt flertal i den politiske elite og i medierne. Begge gange stemte det norske folk nej.

Alligevel er vi medlem af EØS, vi skal følge alle mulige direktiver, og vi har ikke stemmeret. Vi har ikke engang mulighed for at sende nogen protestkandidater til det impotente EU-parlament. Tak skal du have, Gro!

Klimagalskaben er et andet eksempel. Vidende og villigt sørger myndighederne i USA, EU og Norge for, at de ødelægger almindelige menneskers økonomi. Ingen bekymrer sig om dem, der arbejder, betaler skat og må tåle tabt købekraft og høje renter.

Indvandring

Det største forræderi, og det, der i højeste grad undergraver den demokratiske idé, er i hvert fald den hovedløse og (af befolkningen) uønskede masseindvandring, især fra såkaldte MENA-lande, som er i gang med at underminere hele den europæiske civilisation. De er utilfredse med os, folket. Så de har besluttet at erstatte os.

Som Bertholdt Brecht udtrykte det:

Var det ikke da enklere
om de oppløste folket
og innførte et nytt?

Den postmoderne venstrefløj har misforstået både Brecht og Orwell:

Det var en advarsel, ikke en opskrift.

Derfor er vores politikere godt i gang med den såkaldte konspirationsteori The Great Replacement. Vi må derfor nægte at tro på, hvad vi kan tælle og se med egne øjne i de fleste store byer i Europa og USA. Mens vi må acceptere den fuldstændig usynlige klimakrise som videnskab. The Science is Settled!

Såkaldte menneskerettigheder har skubbet klassiske borgerrettigheder ud i kulden. Men det er borgerne, der betaler skat. Allerede i 1215 krævede de engelske baroner princippet: Ingen beskatning uden repræsentation. Det samme var baggrunden for den amerikanske revolution.

Nu er alt vendt på hovedet. Vores stemmer betyder ikke længere noget. Ingen repræsenterer os. Men skatteniveauet er skyhøjt: I 2013 betalte en gennemsnitlig nordmand allerede 57 pct. i skat. I dag er niveauet formentlig omkring 70 pct., hvis man medregner alle skatter og afgifter. Så er man ret tæt på kommunismen, i verdens største stat pr. Og du kan, ligesom den svenske virksomhedsleder, spørge dig selv:

Hva fan får jag for pengarna?

Derfor flygter milliardærerne fra Norge og fra Californien. Dermed bliver skattetrykket for dem, der ikke kan flytte med det samme (et eller andet sted, som David Goodhart beskrev det) kun værre.

Parlamentarismen bærer en stor del af skylden. Mange europæiske lande har små, ekstreme partier på kanten. I Sverige regerede mikropartiet Miljöpartiet i en årrække immigrationspolitikken. Resultatet er en nation på randen af ​​ruin.

Samme tendens har vi i Norge. Vi har haft kontantstøtte i årevis, selvom et stort flertal i Stortinget ønsker at afskaffe ordningen. En regering med Fremskrittspartiet lukkede over 30.000 “flygtninge” ind på et år. Sidste år blev der tildelt mere end 40.000 nye statsborgerskaber. Samtidig nærmer antallet af flygtninge fra Ukraine sig de 80.000, og de fleste af disse ønsker at blive i Norge også efter krigen. Man kan sympatisere med ukrainere, men det vil under alle omstændigheder koste enorme beløb, og den ikke-vestlige migration er ikke sat i bero.

De hadede almindelige mennesker går på arbejde og betaler regninger, bekymrer sig om børnene og fremtiden. Og der kræves hvert år enorme summer i skatter og afgifter, hvoraf en stor del går til bistand uden påviselige positive effekter, og til at dække de enorme omkostninger, som indvandringen påfører os.

Hjælpen koster en normal familie på fire ca. 40.000 kr hvert år.
Immigration koster den samme familie et sted mellem 100 og 200.000 kroner. Hvert eneste år.

Hvis man protesterer, selv forsigtig, er man racist, nazist, en kloakrotte og alle mulige fornærmelser. Mens de samme mennesker brokker sig over højrefløjens “retorik”.

Demokratiets død er også vores skyld

Demokrati er stadig bedre end alle alternativer. Problemet er, at vi ikke længere lever i et demokrati. Vi lever i det, man kalder demokratur: et system, hvor visse udvalgte personer med de “rigtige” meninger bestemmer, hvad der er acceptable holdninger.

Der afholdes valg, men valgets udfald har ingen indflydelse på, hvem der styrer.
Vi lever i et moderne feudalt samfund. Et totalitært globalt tyranni ser ud til at være målet.

Vores ledere elsker at kritisere politikere som Trump og Orbán. Men de bør indse, at disse ledere nyder langt større tillid end de selv. Under 20 procent ønsker at stemme på Støres regeringsparti.

Folk taler om truslen fra øst, men er ikke interesserede i truslen, der kommer indefra, den femte kolonne, som Franco kaldte den, inden de gik ind i Barcelona under den spanske borgerkrig.

Der er et spirende oprør i gang. Truckerne, landmændene i EU, modstand mod vindkraft, bompengeaktion – men også konstant nye frie medier. Document ansætter nye journalister, mens regimets medier afskediger folk. En lillebitte redaktør vover at sætte spørgsmålstegn ved etablerede sandheder. Vi har ikke altid konklusionen, men vi tillader spørgsmålene. Den nedværdigelse, der følger, er en selvfølge, men den preller af.

Tidligere talskvinde for det norske parti Miljøpartiet De Grønne, Une Bastholm, viste, hvordan hun kan lide offentlige aktioner, når små børn dropper ud af skolen for at strejke for klimaet. Men når folk protesterer mod betalingsringe, er det “dybt uansvarligt” og ikke demokratisk. Vi så det samme, da Black Lives Matter organiserede en stor demonstration i Oslo, midt under pandemien, i et år, hvor vår nationaldag 17. maj blev aflyst. De, der demonstrerede mod myndighedernes tyranni under pandemien, blev udstødt, nogle af deres egne familier.

Demokrati er en smuk drøm, og som alle utopier bærer det kimen til sin egen undergang i sig. Min pessimisme burde være bekendt for almindelige læsere. Men vi må simpelthen ikke give op på demokratiet. Det er den eneste vej frem, og vi skal starte med et par skridt tilbage.

Vi som individer skal holde op med at være bange for at udtrykke vores meninger. Vi skal turde risikere alt, som vores forfædre gjorde. Vores bedsteforældre var krigssejlere, vi behøver ikke at klynke. Vores børn er forkælede, det er vores skyld.

Hvis vi lader demokratiet dø, og overlader fremtiden til Erna, Støre, Macron, von der Leyen og Biden/Obama, så har vi ingen at bebrejde andre end os selv. Vi står på kanten af ​​klippen. Vi har ikke brug for superhelte, kun almindelige mennesker, der tør stå for deres meninger.

Vi har ikke tabt – endnu!

Købe hos Tales: Sådan døde Danmark        Købe hos Saxo: Sådan døde Danmark