Mangt og meget er blevet skrevet i Danmark, Norge og Sverige i forbindelse med toårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine. Det mest slående blev imidlertid sagt af franske Pascal Bruckner i et interview til Berlingske (24/2): Europa har mistet sin soldaterdyd, og ofrene er de nye helte. Bruckner bemærker, at vi klapper og hylder personer, det er synd for, i stedet for af dem, der udretter noget. Hertil kommer, at vi ikke længere går i krig; til gengæld går vi hjertens gerne på gaden for at kæmpe for højere løn, Palæstina, klimaet, aktiv dødshjælp eller eksistensen af 117 køn. Vores forståelse af kamp er blevet mere og mere abstrakt.

Her er det så, at krigen i Ukraine minder os om, måske på et ubevidst plan, at selvforsvar kan blive nødvendigt, men det er trods alt bedre, at ukrainerne gør det for os, end at vi selv skal foretage os noget, der bare tilnærmelsesvist ligner et ydre og indre forsvar.

Mens vi snakker, analyserer og udlægger siddende præsidenters og regenters hensigter til snart sagt ethvert middagsselskab, har vi i årtier lukket en gruppe af mennesker ind i Europa, hvis normer og religiøsitet udgør en tikkende bombe under vort snakkende, liberale demokrati – og vigtigere – vores børns fremtid. Det hænger simpelthen ikke sammen. Forsvar er godt – bare ikke her.

Det må være derfor, vi flagger fra alle bygninger og busser for ukrainerne. De kæmper en kamp, vi ikke længere kan forestille os værdien af og omkostningerne ved. Noget indeni os, der tidligere hed instinkter, hvisker til os, at det er godt at kæmpe, til trods for at prominente kvinder og mænd står i kø for højlydt at affærdige disse instinkter som giftige og mandschauvinistiske.

Det var naturligvis verdenskrigene, der gjorde os til pacifister, optagede af små, narcissiske femidebatter i medier og underholdning. Før Første Verdenskrig nød soldater, politibetjente og andre myndighedspersoner bred offentlig anerkendelse. Efter krigen ændrede moralen sig. Særligt i Vesteuropa gik man væk fra at se soldater og andre, der risikerer at betale med livet, som helte, og med årene forsvandt soldatens rolle mere og mere fra et samfund i feminismens vold. Til sidst blev soldaten anskuet som en stakkel à la en parkeringsvagt i Hjemmeværnet.

»Det er naturligvis ikke forkert at undgå krig, det er bedre at tale om tingene. Men det har betydet, at man fuldstændig miskrediterer soldaten som figur«, siger Bruckner.

I takt med denne progressive udvikling er forsvar og militær blevet stadig mere usynligt, afrustet og udsultet. Ansatte i det danske forsvar har vidst det i årtier, men ingen i politik med ansvar for afviklingen har erkendt det og sagt det højt, at vores styrker – fraset luftvåbenet – kan sammenlignes med Tivoligarden, og at vi får stedse dårligere kontrol over klaner, bander og kriminelle udlændinge. Donald Trump havde og har stadig ret: Det er på høje tid, at europæerne investerer i deres eget forsvar og efterretning. I en multipolær verden kan vi ikke nøjes med at ringe efter Nato.

Samtidig er soldaterdyden forsvundet fra de vesteuropæiske samfund, der svælger i forbrug, underholdning og karnevalsstemning, hvorfor krig opfattes som en anakronisme, hvis ikke ligefrem en forbrydelse. 

I dag kan vi end ikke oversætte jihad til noget, der forklarer islamisk infiltration og terror. Stillet overfor netop denne konkrete opgave, bliver det danske politi simpelthen nødt til at google ordet uden at finde frem til det væsentlige. Jihadisternes drøm om at realisere et kalifat fra 600-og-grøn-hvidkål afvises da også af myndigheder og politikere som et levn fra fortiden, vi ikke behøver tage alvorligt. 

Terrorister er i virkeligheden ofre, som har krav på en pæn og nydelig begravelse, sådan som lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet Helle Lykke Nielsen udtrykte i en kronik i Politiken forleden (14/2):

Omar El-Hussein har fået en anonym grav, som om man ikke bør sørge eller mindes ham. Giver det mening?
Fordi alle mennesker har værdi, også selv om de begår frygtelige ting, bør vi bør anstrenge os for at forstå, hvad der gør små uskyldige børn til voksne terrorister.

Præcis ni år efter Omar el-Hussein i 2015 angreb et møde i Lars Vilks Komiteen i Krudttønden i København og dræbte Finn Nørgaard for samme aften at forsøge at tiltvinge sig adgang til synagogen i Krystalgade og i den forbindelse dræbte Dan Uzan, som var dørmand, klagede Helle Lykke Nielsen over, at gerningsmanden var blevet begravet anonymt på Den Muslimske Gravplads i Brøndby. Det er for dårligt. Terorister er også mennesker, dvs. ofre. Derfor vil lektoren nu gerne have hans lig placeret med navns nævnelse i al offentlighed, så flere kan mindes ham. For som han ligger nu, bliver hans liv reduceret til, hvad lektoren kalder et »ikke-sorgbart liv«. 

Man skulle næsten tro, at Pascal Bruckner havde hørt om bemeldte lektor i Odense. Europæerne er blevet »de eneste skyldige i en verden af ærkeengle«, konkluderer franskmanden, som er aktuel med en ny bog med titlen ”Je souffre donc jeg suis”: Jeg lider, altså er jeg. 

»Vi reagerer på terrorangreb med blomster og tøjdyr«, men savner en modstandskultur og »har glemt den gammeldags patriotisme«. Vor flydende, skrøbelige og postmoderne identitet afhænger nu kun kun af et, eneste spørgsmål: Hvem det er mest synd for?

Det er fyndige ord i februar. Én ting er sikker – året rundt: Så længe ofrene er de nye helte, vinder vi med garanti ingen kamp, hverken her eller dér.

Af Mikael Jalving