Vi tog op til Nivaagaards Malerisamling nord for København for at se særudstillingen ”Da hverdagen stjal billedet”, en komparativ fremvisning af nederlandsk og dansk guldalder i henholdsvis 1600-tallet og 1800-tallet. Vi blev ikke skuffede, men forsvandt ind i de lysende skildringer af folkeliv og hverdagsglæder, især de nederlandske.

Mens den danske guldalder ofte har noget glansbilledagtigt over sig, er de ældre nederlandske værker mere dunkle og gådefulde. Pludselig får man øje på en skikkelse i maleriet, som man ikke så første gang. Noget foruroligende eller faretruende er på spil. 

Et af malerierne, vistnok af Jan Steen eller Hendrick Avercamp, gengiver et helt verdensbillede i mikroformat: Kanalens vand er frosset til is, folk skøjter lystigt, børn trækker hinanden på slæder lavet af træ; en større med mænd og kvinde trækkes af heste. Alligevel mærker man menneskets begrænsninger. Underlaget er glat, det er vinterkoldt, træerne står bare, jord og himmel har næsten samme farve, mørket kan komme hvert øjeblik. I højre hjørne står et lille brunt hus. Der finder man næppe lykken, men måske et glas øl eller snaps. Der er langt op til Gud.

Efter at have gloet for meget fjernsyn i vinterferien trængte jeg til at se hverdagen portrætteret uden pjank og pjat, og her var den endelig – på et 400 år gammelt lærred. Billedernes fascinationskraft fik mig til at standse op.

Bagefter var det min tur til at få en øl i caféen. Dér sad jeg så og kom i tanke om det danske Melodi Grand Prix, som netop var løbet af stablen, transmitteret af DR. Showet blev vundet af en kvinde ved navn Saba Lykke Oehlenschlæger med en fuldkommen ligegyldig sang. Men det er ikke der, jeg vil hen. 

Det var det, der skete bagefter, som interesserer mig. Kort efter at være blevet kåret som vinder, sprang Saba ned fra scenen og kyssede sin kæreste, en korthåret blondine. Saba var lesbisk, måtte vi forstå, og det var tydeligt, at det skulle offentligheden vide.

Der er nu den detalje ved historien, at Saba har opfordret Israel til at trække sig fra det internationale melodigrandprix i Malmø i maj »i respekt for fællesskabet«. Det sætter hendes lesbiske kærlighedserklæring i et lidt underligt lys. Som den danske forfatter og sognepræst Kristian Ditlev Jensen var hurtig til at beskrive på Facebook: 

»Et inderligt lesbisk kys i den bedste sendetid. Vidunderligt. Længe leve mangfoldigheden og friheden! Men … Ville Hamas egentlig tillade det i Gaza? Det øvrige Israel er det eneste land i Mellemøsten, hvor kvinder kan leve sådan. Og hvad fortæller det os?«

Det fortæller os, at vi lever i en omvendt verden af pop, plastic og selvtilfredshed. Guldalderen er pist borte, og begrebet fællesskab betyder i virkeligheden det modsatte: eksklusion og boykot. 

Saba står ikke alene. Næsten 500 danske musikere og kunstnere kræver, at Israel udelukkes fra den europæiske sangkonkurrence på grund af krigen i Gaza. Det er alt sammen meget paradoksalt. Hverdagen – som afbilledet af fordums malere – er afløst af en kronisk karnevalsstemning, hvor musikere støtter lande og regimer fra Marokko til Pakistan, der hader lgtb-rettigheder, mens lesbiske støtter Hamas eller et Palæstina à la Egypten, feminister støtter retten til at gå med burka, og erklærede tilhængere af diversitet og mangfoldighed støtter udskamning og indførelsen af sorte lister her, der og allevegne. Det må være et udslag af samme karneval, når etablerede vestlige medier ikke længere tør reportere om kriminelles etnicitet af frygt for at skubbe den brede befolkning mod højre. Den brede befolkning tåler nemlig slet ikke at kende sandheden. Nu ligger normalen til venstre for virkeligheden, og den brogede almindelighed er klippet helt ud af billedet.

Den 57-årige israelske forfatter Etgar Keret, der ifølge eget udsagn altid har tilhørt venstrefløjen, peger på samme tendens til selvtilfreds aktivisme i et interview til Kristeligt Dagblad (17/2): 

»Sociale medier har ændret spillereglerne og skabt en slags selvtilfreds aktivisme, hvor man føler, man har gjort noget for en sag, hvis man markerer en holdning.«

Holdningerne sidder udenpå som en uniform; Vesten er din scene. Smider du tomatsuppe på et kendt maleri på et museum, kan det være en protest mod mange forskellige ting. Tomatsuppe kan være en klimaaktion eller en kommentar til Ungarns, Polens eller Danmarks immigrationspolitik eller være en protest mod Israel, Trump eller Putin. Det er ikke til at vide.

Hovedformålet er da også et helt andet, forklarer Etgar Keret, nemlig at blive set og anerkendt som en, der ”gør” noget: »Aktivismen handler ikke om at udrette noget, men om opmærksomhed og handling for handlingens skyld.«

Så vidt har vi drevet det med pop og pjank i Vesten. Aktivismens karneval er blevet hverdag.

Af Mikael Jalving