Som jeg rapporterede i går, lyder dommen over Donald Trump på 355 millioner dollars, samtidig med at han får forbud mod at drive virksomhed i New York i en periode på tre år. Men i virkeligheden – viser det sig nu – er straffen betydeligt hårdere. For overhovedet at få ret til at appellere dommen, skal Trump indbetale næsten en halv milliard dollars. Det er et næsten prohibitivt beløb selv for en milliardær. I mellemtiden skal det huskes, at mens den mulige appelsag står på, er det i realiteten dommeren, Arthur Engeron, og staten New Yorks offentlige anklager, Letitia James, der administrerer Trumps forretningsimperium. James har åbent tilkendegivet, at hendes plan er at knuse Trump, så kun tåber kan tvivle på, at hans virksomheder vil blive sendt nedenom og hjem.

Da hverken dommeren eller den offentlige anklager har kunnet finde ofre for Trumps påståede forbrydelser, har flere stillet spørgsmålet, hvem der egentlig skal have pengene. Da Trump ikke skylder nogen noget, må bøden vel gå til staten New York, som er hundrede procent kontrolleret af den demokratiske partimaskine, hvilket vil sige, at de mange millioner vil gå til at føre kampagne mod Trump.

Mens demokratiske kommentatorer er ved at sprænges af skadefryd, er der imidlertid et par konsekvenser af deres ”lawfare”, som de tydeligvis ikke har tænkt på.

Investorer vil naturligvis bemærke, at det er højst risikabelt at drive virksomhed i New York. Statens demokratiske guvernør, Kathy Hochul, forsikrer, at kun Donald Trump har noget at frygte, og at alle andre kan slappe af. Men hvor længe? Hvad vil der ske dem, hvis de kommer på tværs af det demokratiske partis stadigt mere rabiate politik? Hvis deres virksomhed f.eks. nægter at agitere for transkønnethed, normalisering af pædofili eller mænds ret til at deltage i kvindeidræt? Eller hvis de ikke lader racistiske hensyn råde i deres ansættelsespolitik? Hver dag kommer der nye ideologiske krav.

Flere forudser nu, at New York vil opleve kapitalflugt til stater, hvor der stadig er lov og orden, og hvor politiske aktører ikke pludseligt kan konfiskere ens ejendom, idømme drakoniske bøder eller sætte folk i fængsel på opdigtede anklager.

Hertil kommer en anden langtidseffekt af det demokratiske amokløb, som Laura Ingraham har påpeget på Fox News: USA står allerede i en situation, hvor halvdelen af befolkningen anser de føderale institutioner for at være redskaber for Den Demokratiske Nationalkomite. Og hvordan vil det gå med landets internationale anseelse, når udenlandske statsledere erkender, at institutioner som FBI og CIA ikke er andet end redskaber for Joe Bidens valgkamp?

De vestlige medier glæder sig over, at deres hadeobjekt nu er kommet ned med nakken, for det har været deres drømmemål siden 2015. Men vil de blive ved med det, når det går op for dem, at hvis man først har ofret retsstaten og usurperet statens institutioner til politiske formål, er der ingen vej tilbage? Der er kun én vej, nemlig en accelererende radikalisering, indtil livet er klemt af frihedens sidste rester.

Under alle omstændigheder vil det blive stadigt sværere at få de vestlige befolkninger til at acceptere fiktionen om USA som frihedens og rettens bastion. Og det vil blive stadigt lettere for alverdens tyranner at hævde, at USA ikke er en tøddel bedre end dem.