Eller: Hvorfor kan vi ikke have pæne ting?

Vi er bange for usikre tider. Vi har været der før, og nu er vi der igen. Kunne dette have været undgået, og kan vi gøre noget ved det? Svaret er ja, men så må vi forstå, hvorfor det skete på den måde.

Baggrunden

Perioden efter Anden Verdenskrig blev kaldt Den Kolde Krig. Vesten, ledet af USA, kæmpede mod Sovjetunionen for politisk dominans i verden. Aldrig i direkte konflikt – derfor var krigen kold – men med stråmænd og marionetregering støttede de på hver sin side. De regimer, der grænsede nærmest til Sovjetunionen, var en del af Warszawapagten, bag det såkaldte jerntæppe. En imaginær mur (og en fysisk i Berlin) mellem øst og vest.

I lidt forskellige grader af undertrykkelse levede befolkningen under propagandaen om, at Vesten var depraveret, dekadent og moralsk forkasteligt. I hemmelighed drømte de om, hvad de troede var en anden sandhed – at demokrati var lykke og et perfekt paradisisk samfund. Desværre havde propagandaen lidt ret, og sandheden var, at demokrati på ingen måde er en perfekt styreform.

Men alternativerne er som bekendt værre. Da Muren og jerntæppet faldt, gik østblokken i optimistisk vanvid med drømmen om demokrati. De fleste blev hurtig ædru. Demokrati er svært, kompliceret og ligesom diktatur let korrumperet. For mange var spirende national stolthed og ambitioner om demokrati blandet med en modstridende følelse for Vesten. De følte sig bedraget af smukke løfter og forkerte indtryk af Vesten.

Berlinmuren faller, 1989. Foto:Lear 21/ CC BY-SA /Wikipedia

Tiden er gået

I denne kedel af utilfredshed, men også optimisme, kommer Vladimir Vladimirovich Putin til magten i Rusland – stadig regionens største land, men kun en skygge af Sovjetunionen og marionetstaterne i Warszawapagten. Efterkrigstiden er nu legender og drømme, snarere end historiske fakta om tidligere tiders tyranni.

Vestens vej til kold borgerkrig,

Samtidig er fremskridtene i Vesten fortsat. Til det punkt, hvor menneskedyret er blevet så tæmmet og har løst så mange praktiske problemer, at det keder sig og begynder at konstruere problemer. Det er ikke længere rigtigt at udbrede demokratiet og den vestlige livsstil til resten af ​​verden. Sandt og rigtigt i Vesten er ikke nødvendigvis, hvad folk siger andre steder, som har ladet sig fascinere af forskellighederne.

Der skabes kulturrelativisme. Ret og forkert er relativt og ikke universelt. Nationer og kulturer må finde deres egen vej – og når det mislykkes, sender Vesten noget af sin overflod eller absorberer ofrene for de fejlslagne samfund. Både ofre for virkelig lidelse og mennesker, der bare søger et bedre liv materielt, er lige velkomne af mange.

Det siges, at det er Vestens pligt at hjælpe, da vi angiveligt ødelagde deres oprindelige samfundsorden. Vi starter et spil med ord – hvor begrebet flygtninge omdefineres fra kun at være dem, der har reelt behov for hjælp til at kalde dem migranter, til at omfavne dem, der også bare gerne vil have hjælp. Og ordspil er et nøgleord i Vesten. Vi tilføjer nye betydninger til etablerede udtryk og f.eks. racisme er ikke længere kun den længe modbeviste hypotese om, at forskellige racer har forskellige værdier, men kan nu også være kritik af religion og kultur.

Selv helt nødvendige reformer som kvinders rettigheder og arbejderklassens vilkår (hvad det nu end er) perverteres ind i den mentale stabiles grænseland og uden for det populære begreb ”sund fornuft”. Alt foregår med ord og lidt handling. Snart synker kernefamilien sammen med begreber som det, man kaldte anstændig adfærd inden for seksualitet, kunst og underholdning.

Så bryder den traditionelle økonomi også sammen. Lån og såkaldte “finansielle instrumenter” erstatter rigtige penge, og handel med repræsentation af en værdi bliver mere rentabel end selve værdien. Den sunde direkte sammenhæng mellem løn for et job, og hvad man kan få for det, er fragmenteret, og ingen ved rigtigt, hvem der tjener på hvem.

Tjener gør også nogle, der udnytter den spirende frygt for ændringer i klimaet. Rædselen over, at vi har ødelagt vores eget miljø, overvælder mange, og aktivister spreder panik. Politik er også grebet af det, og gennemfører kostbare tiltag, der ofte drejer sig om ting der kun bliver symbolske, og ikke har en reel effekt.

Imens tikker uret varmt mod de mulige ændringer. Mange mennesker ser det nytteløse i det, der bliver gjort, og tror derfor slet ikke på problemet der fremstilles. Endelig rystes også de fysiologiske forskellene mellem mand og kvinde. Køn er også relativt. En kulturel konstruktion, man frit kan vælge selv, hævdes det.

Vesten, der er symboliseret af en amerikansk ørn, er nu blevet et special-designet væsen med lyserøde fjer og glitter. Et ømt og imødekommende væsen, ofte fuld af påstået posttraumatisk stresslidelse lige fra – og på grund af – fødslen. Et væsen, der hylder frihed, tolerance og inklusion. Men kun for dem, der deler væsnets meninger.

Afvigende stemmer bliver kneblet

Traditionelle og konservative stemmer rejser sig imod ændringerne i kultur og tankegang. Så skyder en interessant og måske historisk helt ny forsvarsmekanisme ind. Argumenterne mod ændringerne er så gode, at de næppe kan modsiges – og derudover føles det ubehageligt for tilhængerne af ændringen. Fordi ændringerne er behagelige for dem.

De ønsker ikke at gå tilbage til de gamle ordninger. Løsningen er at omdefinere kritikken. Da diskussion er defineret som at sige det samme på forskellige måder, opfattes reel uenighed nu som hadefulde ytringer, stødende adfærd og kan endda føre til strafferetlig forfølgelse. En kold borgerkrig er brudt ud i Vesten.

Putin reagerer

Tilbage til Rusland. Putin – og mange med ham – ser, hvad der sker i Vestens kolde borgerkrig. Men ikke mindst ser de, hvad de gerne vil se – i lyset af deres utilfredshed med, at de ikke altid har set Vesten fremskridt trods løfterne i forsøgene på demokrati. I østens øjne er Vesten nu virkelig depraveret, dekadent og umoralsk. Men Vesten hævder at være moderne, tolerant og etisk overlegen.

Påstanden falder på Vestens egen kulturrelativisme – for hvordan kan Vesten have konklusionen, hvis der ikke er en konklusion? Putin ser dette og ikke mindst sin stadig tættere allierede – den russisk-ortodokse kirke. De frygter, at vestlige ideer – og kolde borgerkrige – vil brede sig. Og i en stadig konservativ og mandsdomineret verden overreagerer den russiske bjørn brutalt og blodigt. De ønsker en bufferzone mod Vesten, og gamle drømme om storhed er forbundet med uklare aftaler og historiske uenigheder om grænser. Ukraine bliver den buffer, Rusland ønsker.

Sammenbrud og vejen til fred

En verdensorden bygget på skrøbelig stabilitet er ved at bryde sammen. Blandt andet som følge af Vestens manglende evne til at lave rettelser fra intern konservativ kritik og aggressiv overreaktion fra øst. Hvis situationen skal finde en fredelig løsning, har Vesten også et ansvar for ikke at blive opfattet som en trussel mod Ruslands stabilitet som samfund i særdeleshed.

Vi skal være gode eksempler og ikke noget, andre tankesæt frygter. Vi vil ikke stoppe Pride-parader, lukke immigration, vende tilbage til byttehandel eller holde kvinder ved køkkenbordet. Nej, vi skal bare kunne tale sagligt og roligt om de her ting. Find fakta, som vi kan blive enige om og virkelig være et frit, tolerant og rummeligt samfund. Også for dem, vi ikke er enige med, eller som vi føler, hader og støder os.

Så kan vi have fine ting.

Køb The Psychology of Totalitarianism her! Køb e-bog her!