Amerika blev skabt af europæiske indvandrere med en masse dårlige erfaringer fra deres eget kontinent, plaget af religionskrige, fattigdom og politisk ustabilitet. Amerikanerne var emigrerende europæere, og USA skulle netop være noget andet og bedre end den gamle verden. Med tiden blev eksperimentet ført længere og længere vestpå.

Alligevel er det som om, at europæernes dyrekøbte erfaringer med indvandring fra fremmede lande i løbet af den seneste generation slet ikke tæller med i den amerikanske offentlighed. Mens USA historisk set blev formet af europæere, afviser dagens amerikanere at lære noget som helst af Europa.

Det er Weekendavisens Søren Villemoes, der har fremdraget dette mærkelige paradoks, idet han skriver om Europa:

»Her på vores kontinent har migration været et helt centralt politisk emne i de fleste lande i mange år. Gamle idealistiske forestillinger om asylmigrationens moralske imperativer har mistet deres tidligere politiske kursværdi, mens det, der for få år siden blev anset for radikale og fremmedfjendske bud på løsninger, nu er mainstream ned igennem Europa.«

Anderledes på den anden siden af Atlanten: »I USA er man først lige begyndt for alvor at forholde sig til, hvad asylmigration er.«

Det sidste skyldes naturligvis den voldsomme migrationsstrøm. Alene i december ankom mere end 300.000 migranter til USA sydfra, og i præsident Bidens embedsperiode er over 4 mio. (muligvis flere) kommet til landet, hvoraf mere end halvdelen har opnået midlertidigt ophold, mens resten sandsynligvis opholder sig illegalt i værtslandet.

Jeg skriver sandsynligvis, fordi flere stater ganske simpelt ikke kender disse menneskers koordinater, bortset fra at flere byer styret af Demokraterne har udråbt sig selv til ”sanctuary cities”. Det vil sige, at de i realiteten huser og freder mennesker, hvis retlige og politiske status de ikke kender. Som en studievært opsummerer det i podcasten The McCarthy Report, så er kvantitet forklaringen på, hvorfor immigrationen er en trussel mode den politiske orden: »Des flere mennesker, der krydser grænsen illegalt, desto mere bliver grænsepolitiet reduceret til hjælpere og babysittere (…) Og jo flere, der lukkes ind, jo flere vil følge efter.«

https://podcasts.apple.com/dk/podcast/the-mccarthy-report/id1396508525?i=1000643835842

Det er alt sammen alvorligt – og på vej til at blive en varm politisk kartoffel i et valgår. 

Det gode spørgsmål er, hvorfor asylmigrationen først nu er kommet højt op på den politiske dagsorden i USA. Skyldes det fejhed – ligesom det gjorde i Europa i flere årtier – eller er tavsheden en indirekte følge af Uafhængighedserklæringens historiske lovprisning af menneskers grundlæggende ret til liv, frihed og stræben efter lykke i Amerika? Eller er menneskeimporten snarere en del af en plan?

Den erfarne politiske iagttager Michael Lind mener det sidste. I et essay i Tablet Magazine

https://www.tabletmag.com/sections/news/articles/open-border-policy-not-accident

konkluderer han, at den liberale indvandringspolitik handler om at importere nye vælgere til Demokraterne som erstatning for de mange amerikanske, især hvide og sorte vælgere, som partiet har fremmedgjort med al sin urbane wokeness.

Tidligere fandtes der pragmatiske tilhængere af mere eller mindre indvandring til USA i begge de to store partier. Der var ligeledes regionale forskelle. I dag er Demokraterne blevet ideologiske tilhængere af masseindvandring, og det er ikke sport mærkeligt. 

Lind henviser til en undersøgelse, der viser, at ud af de 30 mio. migranter, der kom til USA mellem 1980-2012, var hele 62 pct. Demokratiske vælgere, mens kun 25 pct. gik til Republikanerne. Det ideologiske skifte er strategisk. Migranterne skal være med til at fastholde Demokraternes hegemoniske greb om magten. 

Spørgsmålet er naturligvis, om projektet vil lykkes. I skrivende stund ligner USA ét stort socialt eksperiment. Landet og den politiske kultur synes at blive stedse mere afkoblet fra de politiske erfaringer i Europa. 

Historiens tandhul drejer en hel omgang: USA er igen blevet den ødemark, som John Locke skrev om i sin berømte afhandling om styreformer fra 1690. Det vil sige en naturtilstand præget af vilkårlighed og mangel på myndighed. En naturtilstand, som i stedet for at blive til en samfundstilstand qua borgernes kommen overens, udarter til noget helt tredje. En krigstilstand.

Af Mikael Jalving