Der er ikke den store interesse for amerikansk politik. USA ligger langt væk, og her i Danmark har vi vore egne problemer, som politikerne prøver at dramatisere for at drive os til valgstederne.

Desuden ved danskerne jo alt, hvad der er behov for at vide, om de politiske forhold i USA. De behøver blot at kaste et blik på aviserne eller tænde for fjernsynet, der i hvert fald siden 2015 har leveret en analyse, som er nem at huske: Hillary Clinton, Joe Biden og demokraterne er gode. Donald Trump og republikanerne er – med visse Biden-venlige undtagelser – onde. Det er den prisme, hvorigennem vi forventes at betragte de amerikanske tilstande.

Trump er ond, fordi hans demokratiske modstandere har opdigtet et stort antal forbrydelser, som han skal bruge en masse tid på at forsvare sig imod. Og det er ikke nemt, når han står overfor et demokratisk justitsministerium, et demokratisk styret FBI, demokratiske anklagere, demokratiske juryer og demokratiske dommere. Og når han tilmed bliver beskyldt for at udgøre en trussel mod demokratiet og for at være en ny Hitler, der vil indføre diktatur, hvis han skulle vinde præsidentvalget i november, må skikkelige danskere gyse.

Vi hører aldrig om de frygtelige POLITISKE ugerninger, som Trump skulle have gjort sig skyldig i, da han var præsident. Og hvis han var en ny Hitler, hvorfor afskaffede han så ikke demokratiet, ytringsfriheden og retsstaten (the rule of law), da han havde chancen?

Disse spørgsmål optager ikke de danske medier og derfor heller ikke deres godtroende læsere. Men så er der noget andet, som burde interessere os, fordi det direkte påvirker vores eget liv, vores sikkerhed og verdens fremtid.

Biden lagde som en af sine første handlinger ud med at sabotere den amerikanske energiproduktion, hvilket naturligvis fik olie- og gaspriserne til at skyde i vejret til glæde for producenter som Rusland og Iran. I samme omgang ophævede han Trumps økonomiske sanktioner mod Iran, som havde medført, at der var så meget lavvande i ayatollahernes pengekasse, at de knapt havde råd til at finansiere Mellemøstens talrige terrorgrupper – Hamas, Hezbollah, Houthierne og et stort antal minde kendte. Men nu sørgede Biden for, at pengene atter begyndte at flyde. Det samme gjorde terroren. Irans håndlangere følte sig snart så opmuntrede af pengene fra Teheran og af USA’s affældighed, at de til til angreb på adskillige fronter – i Gaza, Libanon, Irak, Yemen og i går i Jordan, hvor adskillige amerikanske soldater er blevet dræbt og et stort antal såret.

Biden bedyrer, at angrebet vil blive besvaret, når der bliver tid til det, men som Donald Trumps sikkerhedspolitiske rådgiver, Kathleen McFarland, bemærker, bliver det som sædvanligt nok ved snakken. Hvis Biden mente noget med at nedkæmpe terroristerne, ville han beordre massive angreb på terrorgruppernes baser og dermed sætte Iran en skræk i livet.

Bidens bagmænd synes imidlertid ikke interesserede i at vinde krige, men derimod i at holde dem gående til glæde for våbenproducenterne.

Nu står også Europa i brand i form af Ukraine-krigen, som aldrig ville have fundet sted, hvis Trump var forblevet på præsidentposten. Næste krigsskueplads bliver i Østasien, hvor Kina truer med at erobre og annektere Taiwan. Det kan de roligt gøre, for Biden og hans familiesyndikat er bestukket med en masse millioner fra Beijing. De kinesiske kommunister kan te sig, som de lyster, og vil aldrig høre andet end tomme fraser fra Washington.

Så meget kan en amerikansk præsident udrette på blot tre år, og de danske medier er imponerede. Derimod hader de Donald Trump, som brugte USA’s indflydelse til at forhindre krige, og som med held anvendte en blanding af diplomatisk pres og konkrete trusler til at holde diverse ondsindede aktører i ave.

Men det mener de danske medier ikke er en statsmand værdigt.