For noget tid siden modtog jeg et brev fra forsikringsselskabet. De fortalte lidt om sig selv og skrev, at forsikring grundlæggende handler om to ting: Om tillid mellem virksomhed og kunde, og at kunden taler sandt. De stoler på mig, og jeg vil stole på, at de hjælper mig den dag, jeg har brug for det.

I en kristen tradition er vi blevet lært at tro på en Gud, der har givet os mere tillid, end vi måske fortjener. Han har gjort os til sine hjælpere og bedt os om at gå ud og arbejde som såmænd for alle dem, der ikke tror. Derudover har han sagt, at vi skal være jordens lys og salt.

Og selvfølgelig: I alt dette skal vi tale sandt.

Vi har længe taget det for givet, at de normer, som denne tro har lagt grunden til, er givet os for altid.

Men der sker noget. Vi hører konstant, at demokratiet og retsstaten er truet, men vi diskuterer sjældent hvorfor. Fordi det slår mig, at nutidens elite ikke kan lide sandheden, er det blevet et problem, de helst vil undgå, samtidig med at de kræver, at vi som mennesker viser dem uendelig tillid. Ja, at demokrati handler om ikke at mistro dem.

For nogle uger siden kommenterede jeg professor Jørn Øyrehagen Sundes bog om Landslovaen, som kong Magnus Lagabøter havde udarbejdet. Og det slår mig, hvordan retsstaten og individuelle rettigheder blev sikret, uden at der var grundlagt demokratiske institutioner. Det var troen på Gud og sandheden, der lagde grunden til loven og et samfund, hvor aktørerne kunne stole på hinanden.

I dag er både Gud og sandheden blevet et ikke-spørgsmål, hvilket kan få konsekvenser for de rettigheder, som demokratiet skulle sikre.

En af dem, der har reageret på fraværet af sandhed, er Minervas ansvarlige redaktør, Nils August Andresen. I sidste uge skrev han, at usandheder om elprisen fra energiminister Terje Aasland og vedvarende energi skaber en tillidskrise. Andresen skriver, at Aasland siger ting om udenlandskablerne, som simpelthen ikke er sande. Det er både unødvendigt og ødelæggende, hævder han.

Klassekampens Bjørgulv Braanen udtrykker det ligeud: I sådan et klima er forudsætningerne for et seriøst, demokratisk ordskifte nedbrudt. Hvis det ikke er muligt at tale sandt om, hvordan elsystemet fungerer, vil den politiske tillidskrise i det norske samfund kun stige og stige”.

Og vi behøver ikke stoppe med debatten om elpriserne. Politikeres manglende evne til at sige sandheden omfatter flere og flere områder af samfundet, og så tænker jeg ikke på at lyve for personlig vinding eller anderledes prioritering. Det, vi taler om, er at lyve om fakta, at politikerne ikke taler sandt i forhold til vigtige politiske spørgsmål.

NRK afslørede for nylig vold i forbindelse med æreskrænkelser, hvilket førte til, at flere politikere reagerede. Vi hørte, at Norge som samfund skal gøre mere for at bryde det brutale kontrolregime, som mange, især kvinder og børn med minoritetsbaggrund, lever under i dag.

Men ingen tør sige noget om islam. Hyldesten af ​​et Oslo, der vil dekorere det offentlige rum for at fejre ramadanen, er i forening. Hykleriet skriger bogstaveligt talt på os.

Det er svært at sige, hvornår det blev almindeligt for norske ledere at lyve, men der skete meget, da ideerne blev vigtigere end de realiteter folk oplever, hvilket også hænger sammen med afkristningen af ​​samfundet. For kong Magnus Lagabøter var det en realitet, at han og andre dommere en dag ville svare Gud, hvilket motiverede dem til både at tale sandt og gøre det bedste for folket. I vores tid er det blevet rationelt at lyve, så længe det gavner en selv.

Vi er således nået til et punkt, hvor vores demokratiske institutioner ikke længere er en garanti for de værdier, de blev etableret for at beskytte.

Spørgsmålet er, hvor længe folk vil acceptere løgnen. Vores politikere kan ikke forvente, at folk har tillid til dem, så længe de ikke taler sandt. På samme måde som mit forsikringsselskab går ud fra, at jeg som kunde fortæller sandheden, skal jeg som vælger kunne stole på, at vores politikere gør det samme.