Det er nu 10 år siden, at biblioteket på danske folkeskoler blev omdøbt til pædagogiske læringscentre. Navneskiftet var en konsekvens af folkeskolereformen af 2014 under daværende undervisningsminister Christine Antorini (S). Skolen skulle udvikles, og sproget skulle følge med. Biblioteker var forældede og udtjente. I stedet skulle de pædagogiske læringscentre forbinde bøger med andre medier og forny folkeskolens undervisning og pædagogik, sådan at eleverne fik ansvar for deres egen læring. Skolen blev ikke længere opfattet som en kulturinstitution, men som en affyringsrampe for en digital fremtid af lutter omstillingsparathed.

Til trods for den galopperende digitalisering – og det konsulentagtige sprogpolitik – udkommer der fortsat noget så gammeldags som bøger, selv på dansk. En af de mest omtalte før jul var en tynd, men kraftfuld sag på 87 sider skrevet af Svend Brinkmann, professor i psykologi på Aalborg Universitet.

”Oplevelsessamfundet”, hedder den – med undertitlen – »om det vigtige i at opdage, at dit liv består af andet end oplevelser«, og jeg kom i tanke om begge dele, da den norske sundhedsminister Ingvild Kjerkol (Ap) blev spurgt af en journalist fra TV 2 i Norge, om hun var en fusker, og hun svarede: »Jeg føler mig ikke som én.«

Svaret var som taget ud af Brinkmanns bog og tidens tendens til at trylle den objektive virkelighed om til subjektive følelser. Underforstået: Når man ikke føler sig som en fusker, kan man jo umuligt være det.

Brinkmann skriver i sit forord, at han fik ideen til bogen, da han skulle flyve fra København Lufthavn og besøgte toilettet. På vej ud lyste en skærm op med teksten: »How was your bathroom experience?«

Episoden bekræftede ham i, at der er gået inflation i oplevelsesbegrebet, og han leverer en tiltrængt kritik af samme inflation, som med en reference til Søren Kierkegaard indebærer, »at det æstetiske, altså det, der knytter sig til vores oplevelsesliv, har fået forrang«. Pist borte er »en større kosmisk sammenhæng, givet ved naturen, Gud eller historiske fællesskaber.« Derfor handler identitet, der er blevet et meget populært begreb, om »hvad man subjektivt identificerer sig med« snarere end »ens rødder og forbindelser uden for selvet.«

Oplevelsessamfundets endestation er, hvad filosofferne kalder solipsisme, dvs. en selvoptagethed, der spærrer den enkelte inde i sig selv og sine følelser med den konsekvens, at den fælles virkelighed forsvinder.

Måske er det netop derfor, Kjerkol, Borch og andre af tidens efterabere slet ikke er bevidste om, at de plagiere, når de gør det. For dem findes virkeligheden i form af andres arbejde og akademiske regler slet ikke. De oplever verden, tager den til sig, spejler sig i den og vil for enhver pris frem i den, men erkender den ikke. De insisterer på deres ret til at tale et privat sprog. Jeg gør, hvad jeg vil, altså er jeg!

Svend Brinkmann kunne godt have peget på kristendommen som modvægt til denne karakterbrist og systemfejl, men psykologen har efterhånden specialiseret sig i ikke at nævne de kristne kilder, selv om han konstant kritiserer kristendommens kritikere fra Descartes til Sartre. Hans helte er antikke og stoiske, aldrig bibelske. Det er et savn, som flere har bemærket.

Spørgsmålet er imidlertid, om det egentlig ikke står endnu værre til med os alle. Måske går oplevelsessamfundet, som Brinkmann antyder, længere tilbage, end vi tør indrømme, og måske har vi allerede forladt oplevelsesstadiet til fordel for noget, der er endnu mere bizart og ensomt. I dag har vi meget svært ved selv at opleve noget, dvs. folde ørerne ud, lytte, høre, se eller smage, fordi vi har så travlt med at dokumentere vores oplevelser med al vort digitale isenkram.

Som f.eks. de 800.000 mennesker, der var samlet på Champs-Élysées i Paris nytårsaften for at se byens fyrværkeri. I stedet for at nyde øjeblikket, hev hver og én deres smartphone frem for at filme og dokumentere, at de var her og sende billederne op i skyen. Billedet af de 800.000 mobiltelefoner gik verden rundt og fortalte os, hvem vi er blevet.

Besatte synes vi at være af at dokumentere vores liv for andre mennesker, dvs. på de sociale medier fra Instagram til LinkedIn. Alt skal nævnes, dvs. ikke bare nævnes, men koreograferes med henblik på os selv. Brinkmann hæfter præcise ord på vores tilbøjelighed:

»Turister tager ikke længere blot fotografier af de steder, de besøger, men tager billeder af sig selv, når de besøger et sted, og bliver dermed selv en del af den repræsenterede oplevelse. Vi formidler og oplever os selv via sociale medier, hvor vi ikke bare præsenterer os over for andre, men kuraterer os selv, som om vi var en udstilling på et museum.«

Denne virtuelle kuratering gør verden til en metaverden og forvansker virkeligheden med den bevidstløse dokumentation af oplevelser. Ikke engang oplevelsen er intakt: Vi skal helst kunne prale med den.

Selvet, skamløst og grænseløst, er blevet den nye religion.