Næsten 70 mennesker har mistet livet indtil nu i januar i frostvejr over store dele af USA, helt ned til Texas og Florida.
Folk er døde i ulykker på glatte veje eller døde af kulde fra Texas til New England-staterne i den nordøstlige del, skriver NTB.
I Memphis, Tennessee-området har så mange som 700.000 mennesker været uden vand på grund af frosne vandrør, og i Tipton har folk fået at vide, at de muligvis bliver uden vand i fem dage mere.
I alt er den kolde periode skyld i, at 25 mennesker har mistet livet i Tennessee, og længere sydpå i Mississippi forlyder det, at ti mennesker er døde som følge af kulden.
I Kansas og Oklahoma længere mod vest gør frostregn, slud og stærk vind det problematisk at bevæge sig udenfor.
Det er arktisk luft fra Canada, der har ført til usædvanligt kolde forhold i Midtvesten og ned mod Sydstaterne.
I Vermont i det nordøstlige, som er mere vant til vintervejr, benyttede mange lejligheden til at stå på ski, køre snescooter eller fiske i frosset vand. Men 23 skiløbere, der var faret vild, måtte reddes.