At de fleste højere læreanstalter i den vestlige verden er blevet til ulækre sumpe af moralsk, politisk og økonomisk korruption, er velkendt. Længst fremskreden er korruptionen i USA. Her har de ledende universiteter i mange år ikke været styret af folk, der respekterede, hvad viden og fri forskning er, men af bureaukrater, der fremmer DEI: ”diversity, equity, inclusion”, hvor man må huske, at ”diversity” i denne sammenhæng ikke betyder mangfoldighed, men ensretning.

Et foreløbigt lavmål fandt korruptionen i Harvard Universitys nu afgåede rektor Claudine Gay. Hun var indkaldt til en høring i Kongressen, fordi det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus havde bemærket, at tusinder pro-Hamas-studenter på en række universiteter, herunder Harvard, efter Hamas-massakren den 7. oktober 2023 krævede Palæstina ”fra floden til havet”, hvilket svarer til at forlange, at Israel skal udslettes som jødisk stat og de jødiske indbyggere myrdes eller fordrives.

Hvis en hvid student skulle driste sig til at forlange respekt for den vestlige civilisation eller ønske, at universitetet holdt op med at diskriminere mod hvide mænd, ville rektor Gay omgående have fået vedkommende bortvist. Sådanne krav ville udgøre ”hadsk tale” og kunne få ikke-hvide studenter til at føle angst. Når det kom til de jødehadende studenters meget højlydte og utvetydige ”hadske tale”, kunne rektor Gay imidlertid ikke se nogen grund til at håndhæve universitetets regler mod den slags. ”Det kommer an på sammenhængen”, messede hun. At jødiske studenter måske kunne føle en helt konkret angst, ragede hende en høstblomst.

Rektor Gay blev ansat, fordi hun var sort kvinde. Hendes ph.d.-afhandling er, som det skulle vise sig efter høringen, fuld af plagiater, og hendes publikationsliste er så tynd, at enhver anden, som ikke er sort kvinde, med en så tynd liste ville have svært ved at blive ansat ved et tredjerangs kommune-college.

Harvard anser sig selv for at være USA’s fineste universitet, og det tror mange stadig, det er, så en eksamen herfra giver adgang til de bedste stillinger ikke mindst i finansverdenen. Herfra kommer også de største donorer til Harvard. En af dem hedder Bill Ackman. Han har givet 50 mio. USD, men efter høringen erklærede han, at han  ville indstille sine gaver, fordi universitetet ikke reagerede på pro-Hamas-demonstrationerne, og i øvrigt kræve, at Gay gik af. Det var Ackman, der fik sat fokus på Gays plagiater ikke kun i afhandlingen, men i hendes få artikler.

Ackmans initiativ lykkedes, for så vidt som Gay gik af som rektor under højlydte klager om racisme, men beholder sit professorat i statskundskab til en årsløn på 900.000 USD. Imidlertid er Harvard egentlig lige glad med selv de største donorer. Universitetet har en så kolossal formue (ca. 50 mia. USD i 2022 eller en tredjedel af en dansk finanslov), at det kan undvære såvel donorer som studiegebyrer.

Derfor vil Ackmans udmelding højst have signalværdi. DEI-manien fortsætter, fordi der er så mange, der har interesse i den. De store universiteter har langt flere DEI-folk og andre administratorer ansat end undervisere. På Stanford, der gerne ser sig som vestkystens Harvard, arbejder således over 10.000 administratorer mod 2.300 undervisere og forskere.

Sammen med Gay deltog to andre rektorer for ledende universiteter i kongreshøringen. Begge var kvinder. Den ene var Liz Magill fra University of Pennsylvania, der ligesom Harvard er del af the Ivy League, ligaen af de syv fineste universiteter på østkysten. Magill trådte selv uopfordret tilbage efter høringen, hvorunder heller ikke hun var i stand til klart at stemple ”Palæstina fra floden til havet” som hadsk tale.

På University of Pennsylvania eller Penn, som det kaldes, finder vi imidlertid en kvinde af en ganske anden støbning end Claudine Gay. Hun er bemærkelsesværdig, fordi hun opfører sig, som man før i tiden kunne forvente det af en ordentlig lærd. At det er så enestående i vore dage, er symptom på korruptionen. Hun besidder desuden en egenskab, der vel kun kendetegner ret få lærde, og det er mod.

Hun hedder Amy Wax og er en seriøs forsker med lang publikationsliste inden for socialpolitik, økonomi og jura. I en samtale med den i øvrigt sorte økonom Glenn Loury sagde professor Wax, at “jeg ikke tror, at jeg nogen sinde har set en sort student bestå i øverste fjerdedel af en årgang og meget, meget sjældent i øverste halvdel.” Fakultetets dekan svarede, at “sorte studenter har bestået øverst i en årgang på Penn Law”, men da man bad om beviser herfor, nægtede dekanen at udlevere oplysningerne.

Dette og lignende udsagn om raceforskelle og andre betændte emner i det amerikanske samfund fik dekanen til i foråret 2018 at indskrænke Wax’s rettigheder som underviser. I et møde med studenter, hvoraf 4.000 havde skrevet under på, at hun skulle fyres, sagde han, at “hendes tilstedeværelse her gør mig vred … at hun stadig arbejder her, er noget rigtig skidt”.

Dekanen havde altså taget parti mod Wax’s ytringsfrihed sammen med de fleste andre af Wax’s kolleger. Sorte aktivister krævede hende naturligvis fyret. Dekanen beklagede, at “det vil tage måneder” at skaffe sig af med hende. Han sagde ikke ”det kan tage måneder”, men ”det vil tage måneder”. Sagen skulle altså være afgjort.

Det var den ikke. Wax er, hvad man i USA kalder tenured professor, hvilket vil sige med en fra fakultetets side uopsigelig ansættelse på livstid. I gamle dage var det stort set kun, hvis en tenured begik underslæb, at man kunne fyre ham. I vore dage kan selv en tenured professor fyres for de forkerte meninger, og dekanen og hans kolleger mente åbenbart, at Wax med sine bramfri udtalelser ikke bare om sorte studerende, men om masseindvandring, familiens betydning for et frit samfund og andre sager havde gjort sig umulig. Netop den egenskab, der førhen udmærkede forskere ved de bedste universiteter, nemlig evnen til danne sig sine egne, velbegrundede meninger og give udtryk for dem, var nu fyringsgrund.

Trods det massive pres har Amy Wax ikke gjort, hvad dekanen åbenbart håber, nemlig at give op og afstå sin ret som tenured for derefter at blive helt væk. Hun har slået igen, somme tider så provokerende, at man fornemmer en god portion tør humor hos hende. I 2021 og 2023 inviterede hun således Jared Taylor til at tale til hendes elever. Det var i sig selv i vore dages universitetsklima ret modigt. Taylor er forhadt af eliterne i medier og politik, fordi han taler åbent om raceforskelle og om, at det gamle, frie og hovedsagelig hvide USA er blevet erstattet af noget grimmere og mere tyrannisk.

Efter det andet seminar blev Taylor og Wax overfuset på gangen uden for af studenter, der råbte om racisme og om, at Wax skulle fyres. Taylor fortæller:

”De fleste ville være løbet ned ad gangen bort fra mængden. Ikke Amy Wax … Hun tog sin telefon frem og gik lige hen til den ene skrigende demonstrant efter den anden og tog billeder af deres ansigter og de skilte, de holdt. Hun gik fra den ene ende af gruppen til den anden og tilbage, ikke mere end en halv meter fra folk, der råbte på hendes død.”

Taylor påpeger, at hvis han havde reageret sådan, ville der ikke ske ham noget. Han kunne tage væk. Wax havde kontor på samme gang og alle aktivisterne vidste, hvem og hvor hun var.

Amy Wax, som foruden at skulle slås med sit eget fakultet, med nationale medier og med rasende sorte aktivister har døjet med kræft i de senere år, er ifølge ikke kun Jared Taylor Amerikas modigste lærde.

Der er forskel på folk.

Af David Gress