Dér sad jeg så. På en bænk i Gardermoen, en lufthavn udformet som et kæmpe vikingeskibsmuseum (blot uden skib), pinligt rent, selv på toiletterne, guldlys på cementsøjlerne og homofilt velklædte, tavse mennesker med smarte rullekufferter.

Jeg ventede på Hans og hans firehjulstrækker. Al togtrafik var indstillet på grund af nattens og morgenens snefald, og folk stod i kø for at finde ud af, hvad de skulle stille op. Samfundstilstanden viste de første tegn på naturtilstandens tilbagekomst. En speaker, der både talte norsk og irriterende korrekt engelsk, oplyste de rejsende om, at der var aflysninger og forsinkelser over hele linjen – med en temmelig abstrakt tilføjelse: »Det kan tage tid!«

Det ville være en overdrivelse at sige, at de rejsende gik i panik, men de var urolige; man kunne se det i deres flakkende blikke, mens de klyngede sig til deres mobiltelefoner som til en livline. Udenfor var alting hvidt og sneen føg om ørerne på alle, der begav sig ud på den anden side af udgangens halvtag, mens biler forsøgte at parkere i den dybe sne. Snerydningen var sporadisk.

Hans havde sagt til mig, at jeg snildt kunne nå at drikke fire kopper kaffe, så jeg hev en roman op af tasken, Kristian Bang Foss’ internationale gennembrud ”Døden kører Audi” fra 2012. Den bragte mig for en stund tilbage til mit socialdemokratiske fædreland, hvor lykken som bekendt er at få adgang til dagpenge og tidlig førtidspension, betalt af kommunen. Foss lægger ikke fingrene imellem, her er det fortællerjeget, der siger:

»Det, det drejer sig om, er, at vi har dyrket medlidenheden i så høj grad, at den er blevet perverteret, den er blevet en hån mod den ægte medlidenhed, og så har vi til gengæld forbudt andre og lige så ædle følelser som hævntørsten.«

Eller som i denne korte dialog mellem fortællerjeget og Waldemar, der er plaget af en lang række sygdomme og syndromer:

»Det befriende ved naturen er, sagde jeg, at den ikke har nogen gode intentioner.

-Gode intentioner?

-Når man vil noget godt. Noget af det værste er, når folk vil en det bedste.

-Ja, det går altid galt.«

Lige dér ringede min mobil, det var Hans, han var fremme. Jeg gik gennem forhallen og ud i sneen, hvor hans tyske dieselbil pløjede sig igennem snedriverne og holdt ind til siden. Jeg sprang ind, og vi kørte hjem mod hans gård.

End ikke hovedvejen var ryddet for sne, så vi listede afsted i et smalt nødspor. I rabatten holdt Teslaer som forladte muslingeskaller, de var enten gået i stå eller kørt fast. Det samme gjaldt mange af de norske elbusser, produceret i Kina. Lidt længere fremme forsøgte nogle vejarbejdere at reparere en bro, mens Hans kunne fortælle mig, at regeringen havde nedsat en krisestab. En krisestab, spurgte jeg. Hvorfor? Det er jo bare vinter, vinter som i gamle dage. Hvorfor udløser vinteren en krise i Norge?

Et par timer senere blev jeg gjort bekendt med, at en af de ansvarlige for infrastruktur og krisehåndtering netop var blevet interviewet i tv. Journalisten spurgte hende, om vinterberedskabet var bedre førhen. Myndighedspersonen afviste og begyndte at tale om, at i dag har vi jo meget mere elektronik, så hvis vi bliver fanget i sneen, kan vi tage vores mobiltelefon frem og se en film.

Jeg spurgte Hans, om det virkelig var, hvad hun sagde, og han forsikrede mig om autenticiteten.

Derpå kørte vi ind til Oslo for at deltage i et arrangement, hvor jeg havde fornøjelsen af at møde en større samling læsere, og det var vældig hyggeligt.

Næste morgen var busser og tog så småt begyndt at fungere igen. Min toglinje til lufthavnen var i hvert fald kun forsinket, ikke aflyst. På stationen, hvor en større flok rejsende stod tavse og ventede på tog og information, spurgte vi en gruppe af togpersonale, hvad status på driften var. Først kiggede de lidt usikkert på os, som for at lodde hvem vi var. Så sagde en af dem noget meget interessant: »Det er den norske krisemaksimering«, sagde han.

Udtrykket sad i mig hele vejen til Gardermoen. Krisemaksimering. Kunne det virkelig være i nogens interesse at maksimere, dvs. forstørre krisen for dermed at profitere politisk på den?

Præcis da jeg bevægede mig igennem security, kom jeg i tanke om en bog, der udkom i Danmark i 2021 med titlen ”Krisesamfundet”, skrevet af Mikkel Vedby Rasmussen, professor og dekan på Københavns Universitet. I bogen hævder han på baggrund af coronakrisen, klimakrisen og flygtningekrisen, at vi øjensynlig går fra den ene krise til den næste, fordi der er gået sport i at omtale alt muligt med krisens metaforik. Fordi vi kun taler om samfundet i krisens sprog, værdsætter vi ikke, hvad der har skabt vores frihed og velstand gennem generationer, herunder videnskabelig og teknologisk nysgerrighed og markedsøkonomiens evne til at skabe ressourcer for den enkelte uden om staten.

I løbet af de senere år er de politiske eliter i København, Oslo og Stockholm med andre ord lykkedes med at kæde en masse forskellige fænomener sammen til en generel samfundskrise, som selvsamme eliter meget gerne vil løse med bureaukratiske eller terapeutiske love og tiltag, mens sandheden snarere er, at vi nu er blevet så kriseparate, at vi selv skaber kriserne. Politikernes hensigt synes ikke længere at være at finde løsninger, men at styrke deres egen taktiske og strategiske position.

Hvis dette er sandt, har regeringerne, også den norske, en interesse i at få mest muligt ud af krisen, herunder at fremme en blind tillid i befolkningen til systemet. Også selv om der egentlig bare er tale om helt almindelig sne og vinter i januar – og myndigheders inkompetente beredskab.

Jeg går ud til gaten, stiger på flyet og kommer hurtigt og sikkert hjem. Norwegian fungerer tilsyneladende noget bedre end Norge.

Købe: Mig og Muhammed