Når der er et råb om fred, bør du tænde lanternen. Det kan faktisk være offeret, du beder om at ligge stille, så misbrugeren “kan fuldføre sin plan”.

Ovenfor er en faksimile af forskellige avisoverskrifter fra flere årtier siden. Ham du ser et billede af, var en ven af ​​den palæstinensiske “helt” Haj Amin al-Husseini.

Det kan være interessant at se, hvordan Aftonbladet og pressen generelt reagerer på den igangværende konflikt mellem Hamas og Israel.

I slutningen af ​​1930’erne havde nogen “en vidunderlig jødisk plan”. I dag er ordet jøde blevet erstattet af ordet Israel. Man siger ikke længere højt, at det er jøderne, der “er et problem”. Nu siger man Israel og zionisme.

For dem, der tror, ​​at USA og Vesten er selve inkarnationen af ​​Fenrisulven, er verden enkel. Så længe Israel ligger på ryggen, er alle problemer løst. Så kan “de gode progressive kræfter få arbejdet gjort”. Den “fantastiske plan” kan omsættes i praksis. Politikere fra Norge til Qatar opfordrer til fred. “Jøderne dræber børn”, råber de. Har du hørt om antisemitismens fortælling om “jøder, der drikker blod fra ikke-jødiske børn”? Om ikke andet er de nu en smule mere raffineret i deres fortælling.

Nej, der vil ikke  blive en to-statsløsning. En grund er, at de salafistiske muslimer, som Hamas er en del af, ikke ønsker det. På den anden side ønsker de at overtage den succesrige og teknisk sofistikerede stat Israel, og gøre jøderne til dhimmier. Som de var under kalifatet. Jøderne må gerne bidrage, men muslimerne skal regere og høste. Salafisterne – uanset om det er ISIL eller Broderskabet/Hamas -så har de faktisk til formål at genindsætte kalifatet. I det spil, er de villige til at ofre skakbrættets bønder, dem som i nordiske medier kaldes “gazas civilbefolkning”. “Fra elven til havet”, synges det, også af unge i Norden, der er mest optaget af at erklære sig “politisk korrekte”.

Den anden grund er, at Israel den 7. oktober 2023 fik en erfaring, der gør en ny, salafistisk stat utænkelig. I alle årene efter Yom Kippur-krigen har israelerne fået at vide og troet, at hvis kun “palæstinenserne” får nok hjælp og støtte, vil der blive etableret en stabil stat, som israelerne kan leve i fred med. Det var grunden til, at israelerne trak sig tilbage fra Gaza i 2005. Israel overdrog al den infrastruktur, de havde bygget, til “palæstinenserne”. Herunder Shifa Hospital. Et selvforsørgende “palæstinensisk” regime har også været motivet for den hjælp, Israel har ydet i årtier. Det må være med undren, at Israel hører “norske stemmer”, der siger, at støtten blev givet for at “sætte Hamas og Fatah op mod hinanden”. Israel så sandsynligvis, hvad vi andre så, med undtagelse af NGO’er og Udenrigsministeriet: at “de palæstinensiske myndigheder” er gennemkorrupte.

“Palæstinensisk” stabilitet var også motivet for, at Israel indgik en aftale om, at israelerne skulle trække sig tilbage fra de områder, der blev besat efter at Jordan og andre muslimske lande angreb Israel. De områder, nordiske medier kalder Vestbredden. Betingelsen for den aftale var indlysende: at der skulle være en fredsaftale, før Israel trak sig tilbage.

Nogen tæller antallet af bomber, som Israel har brugt i krigen mod Hamas, i kilogram. Når Hamas har bygget en kæmpe fæstning, under jorden, i et netværk af tunneler,  560 – 700 kilometer, er der måske brug for et par kilo bomber? For Israel må det være et tankekors, at de har leveret elektricitet og vand, der er blevet brugt til opførelsen og driften af ​​befæstningen. Det burde også være et tankekors for Ministeriet for Udvikling og Samarbejde, at der gennem bidrag til NGO’er er finansieret opbygningen og driften af ​​et militært angrebsnetværk, penge, som skatteyderne mente gik til velfærd og sundhedspleje til palæstinensiske børn og civilbefolkning.