Har Claude Lanzmann lavet andre ting, så er han dog først og fremmest kendt for denne monumentale film, – SHOA, hebræisk for Holocaust (folkemord) – som han tog initiativet til, researchede, instruerede og gennemførte den serie interviews, som udgør en af de vigtigste og den mest ambitiøse film om nazisternes folkemord, der er lavet. Den indeholder ingen filmklip fra 30´erne eller 40`erne men er udelukkende filmet i 80`ernes Polen, New York og Israel, hvor en række af de medvirkende boede.

1. Tilblivelse og oprindelse – 1985

Manden bag dette monument af en film Claude Lanzmann fik de mange timers (360) film klippet ned til en 9 1/2 time dokumentar om Holocaust uden at bruge en enkelt ramme af arkivoptagelser. Han interviewede overlevende, vidner og tidligere nazister (som han var nødt til at filme hemmeligt, da de kun indvilligede i at blive interviewet vha lyd).

Hans stil med at interviewe ved at bede om de tilsyneladende mest ubetydelige detaljer var effektiv som led i det gruopvækkende portræt af begivenhederne i nazistiske folkedrab. Her viser han også, eller rettere lader nogle af sine mevirkende selv vise, at den antisemitisme, der fik 6 millioner jøder til at dø i Holocaust, stadig er i live hos mange mennesker, der stadig bor i Tyskland, Polen og andre steder.

Vi ser hele tiden billeder af steder, byer, marker, ruinerne fra lejrene, mens de mange stemmer bringer os tilbage til tiden for de første ghettoer, lejrene, de endeløse rækker af togvogne og resterne af krematorierne fra Auschwitz….i 9 – ½ time; til gengæld er det som om man selv har været på de steder der fortælles om, alene af denne grund er SHOA en vigtig film.

Filmen beskæftiger sig hovedsageligt med fire emner: Chełmno udryddelseslejr, hvor mobile gas varevogne først blev brugt af tyskerne til at udrydde jøder; dødslejrene Treblinka og Auschwitz-Birkenau; Warszawaghettoen med vidneudsagn fra overlevende, vidner og gerningsmænd.

Afsnittene om Treblinka omfatter vidneudsagn fra Abraham Bomba, der overlevede som barber; hvordan han bryder sammen, da han fortæller om en ven, hvis kone, han måtte klippe uden at fortælle hende, at hun om få minutter skulle ind i gaskammeret sammen med flere hundrede andre. Franz Suchomel, en SS officer, der med stor detaljerigdom beretter om de forskellige krematorier i Auschwitz. Filip Müller, der arbejdede i et forbrændingsanlæg med at brænde ligene fra gasningerne.

Müller fortæller, hvad fangerne sagde til ham, og beskriver oplevelsen af personligt at gå ind i gaskammeret: ligene blev stablet op ad dørene “som sten”. Han bryder sammen, da han husker fangerne begynder at synge, mens de bliver tvunget ind i gaskammeret.

Det er dog ikke kun jøder og SS-folk Lanzmann interviewer. Også tilskuere til begivenhederne i den lille by Chelmno.

Han spørger, om de vidste, hvad der foregik i dødslejrene. Deres svar afslører, at de gjorde, men de begrundede deres passivitet med deres frygt for døden. To overlevende fra Chełmno er interviewet: Simon Srebnik, der blev tvunget til at synge militære sange for at underholde nazisterne. Lanzmann har også et hemmeligt filmet interview med Franz Schalling, en tysk sikkerhedsvagt, der beskriver Chełmnos arbejde.

Walter Stier, en tidligere nazistisk bureaukrat, beskriver jernbanernes arbejde. Stier insisterer på, at han havde for travlt med at styre jernbanetrafikken til at bemærke, at hans tog transporterede jøder i døden. Hvor meget de vidste og hvor meget de har fortrængt er svært at sige, livet forstås som vi ved kun baglæns.

Dokumentarfilmen slutter med minder fra jødiske overlevende under Warszawa Ghetto-opstanden. Lanzmann interviewer også Holocaust-historikeren Raul Hilberg, der diskuterer betydningen af nazistisk propaganda mod de europæiske jøder og den nazistiske udvikling af den endelige løsning og en detaljeret analyse af jernbanedokumenter, der viser transportruterne til dødslejrene. Hilberg siger bl.a.:

”Næsten alt hvad nazisterne fandt på var genbrug af gammelt tankegods, måder, vaner og adfærd. I mere end tusind år havde man sagt til og om jøderne: I skal ikke leve med os, I skal ikke leve som os, ghettoer var en gammel opfindelse, det nye var: I skal ikke leve! Dette var så nyt, at der ikke eksisterer et papir, som indeholder anvisninger på hvad der skulle ske. ”

2. Hvordan kunne sådan noget gå til

Hvis man kan tale om noget så banalt og konkret om et budskab her, så må det være formuleringen af spørgsmålet: hvordan kunne sådan noget gå til? Der var selvfølgelig GULAG i Sovjetunionen, nedslagtningen under Pol Pot i Cambodia, Maos myrderier og alle de andre massemord i den socialistiske verden, men dødens transportbånd, dette stort anlagte og gennem-organiserede folkemord hvor fem-seks millioner jøder blev myrdet på ufattelig kort tid, det er enestående. Blandt de mange analyser og bøger til belysning af dette emne har jeg så valgt Zygmunt Baumanns bog fra 1989 Moderniteten og Holocaust.

3. Holocaust og (studiet af) moderniteten –

For rigtigt at forstå modernitetens betydning kredser sociologen Bauman bestandigt om hvordan Holocaust kan forstås i lyset af det moderne som bl.a. Max Weber har været med til at formulere:

Han (Baumann) taler om den instrumentelle rationalitets ånd og dens moderne, bureaukratiske institutioner, der ikke blot havde muliggjort Holocaust-agtige løsninger men i særlig grad gjort dem ”eminent fornuftige” og mulige – i den forstand, at løsninger på et så stort og omfattende projekt er mere end overfladisk relateret til det moderne bureaukratis evne til at koordinere et stort antal moralske individers handlinger i en sammenhæng der skulle vise sig som alt andet end moralsk.

Weber udtrykker sig på denne måde: Embedsmandens ære beror på hans evne til samvittighedsfuldt at udføre overordnede myndigheders ordrer, præcis som om ordrerne stemte overens med hans egen overbevisning – også hvis han opfatter ordren som forkert.

Med Baumanns ord: ”Med modernitetens opståen blev jødernes afsondrethed et problem. Som alt andet i det moderne samfund skulle den nu gen-opfindes, bygges op, belægges med rationelle argumenter, udformes teknologisk, administreres overvåges og styres …Intet kunne længere tages for givet. Intet skulle vokse hvor det ikke var plantet, og alt hvad der måtte være vokset frem på egen hånd var nødvendigvis noget forkert og dermed farligt”

Men hvordan kunne almindelige tyskere så blive til tyske massemordere?. Den moralske modstand mod vold og grusomhed har en tendens til at svækkes, når især tre betingelser opfyldes, enkeltvist eller samlet:

1. når volden er autoriseret, udføres efter en officiel ordre,
2. handlingerne udføres rutinemæssigt (dvs med en regelstyret praksis)
3. en dehumanisering af voldens ofre

Om 1. betingelse siger Baumann: Nazisternes massemord på den europæiske jødedom var ikke blot et industrisamfunds teknologiske kraftpræstation men også et bureaukratisk samfunds organisatoriske bedrift. Man kan sige, at embedsværket inspirerede de andre hierarkier med sin sikre planlægning og sin bureaukratiske grundighed. Meget handlede om disciplin, orden og autoritetsdyrkelse.

Mht det sidstnævnte kan man tage en psykolog som Stanley Milgram og hans lydigheds-studier ind i billedet. De fleste kender sikker til de berømte eksperimenter med almindelige mennesker (i USA i 1962), som får besked på at straffe en ukendt person (med elektriske stød) hver gang denne svarer forkert på nogle spørgsmål vedr. hukommelsen.

Det viste sig, at en overraskende stor andel af de deltagende var klar til at give meget høje elektriske stød, selv om de kunne høre personen ”smerte-udbrud” bag væggen. I realiteten blev der ikke brugt smertefremkaldende stød, men det fik de deltagende bare ikke at vide. Blandt de ting man bagefter kunne udlede af forsøgene var en villighed til at udføre en ordre på det spinklest mulige grundlag. læg så hertil at USA ikke var et totalitært system, at folk faktisk havde valget mellem at fortsætte forsøgene eller forlade studierne.

Mange blev altså siddende og fulgte forsøgslederens instrukser helt op til ”400 wolt”, godt nok lidt tøvende og usikkert men de fulgte instrukserne, og hvem ved om de i givet fald også ville være parate til at følge ordrerne?

Og det var jo mange ledende nazisters figenblad, ikke at ville vedgå sig skyld, da de jo blot fulgte ordrer.

Milgram påstod og beviste i korthed, at umenneskelighed er et resultat af sociale relationer. Når disse realiseres og perfektioneres rent teknisk, gælder det samme muligheden for effektiv social produktion af umenneskelighed” ( Baumann s. 195)

Som man kan se er bogen om moderniteten skrevet af en sociolog, der her konkluderer, at grusomme handlinger ikke begås af grusomme personer men af almindelige mennesker der forrsøger at udføre deres almindelige pligter så godt som muligt. ”Grusomheden er ikke i særlig grad korreleret til gerningsmændenes personlige egenskaber, men i høj grad til forholdet mellem myndighed og en underordnet magt- og lydighedsstruktur.

Milgrams eksperiment kunne næppe i sin oprindelige form være gentaget tyve år senere med samme resultat.

Med hensyn til den 3. betingelse, nemlig dehumaniseringen af ofrene, har jøderne altid haft en særposition. Den sociale distance mellem jøderne og det samfund de slog sig ned i har været der siden kristendommen blev kirke og rev sig løs fra dens ophav.

Efter katolicismens 1000 år gamle antisemitisme, kom Luther ind på scenen. På hans tid udgjorde jøderne mindre end 0,2 % af befolkningen i Tyskland, alligevel var antisemitismen en del af Luthers tankegods.

”Deres religion er reelt, mener Luther, en afart af djævletilbedelse. Om dette kan man i øvrigt læse mere hos Stjernfelt i bogen Syv Myter om Martin Luther”.

I 1800-tallet har vi så Karl Marx, hvis far i øvrigt konverterede til kristendommen. Han var også antisemit, og den samlede venstrefløj, har desværre også ondt i antisemitismen, som de forbinder med kapitalisme og i skriftet ”Zur Judenfrage” fra 1843 toner Marx rent flag her.

Og det skal man være klar over, at i nutidens europæiske samfund har antisemitismen tre kilder: Den kommer fra visse dele af højrefløjen, fra Fredens Religion, og så kan venstrefløjen heller ikke sige sig fri for den.

Alt dette betyder, at da Hitler begynder at råbe op om jøderne talte han ikke for døve øren, tvært imod blev antisemitismen et samlende element, der fik mange tyskere til at lytte mere efter hvad han stod og råbte op om. Og historiens ironi tillod de antimoderne fobier (ex. antisemitismen) at finde udtryk ad kanaler og i former, som kun moderniteten kunne udvikle. De lange tog-rejser kom direkte ud fra historien, og de overholdt som regel tidsplanen.

Tilbage står så, at vi alle kan undre os over den rasende antisemitisme, der var brændstof til Holocaust, men når vi tager de ovennævnte betingelser i ed, så kom folkedrabet ikke ud af ingen-ting. Fra januar 1933 og i årene frem over, blev jøderne udgrænset og deres livsmuligheder blev hele tiden indsnævret i en grad, der gør enhver sammenligning med dagens indvandringsdebat til skamme og de anstændige eliter bør se sig selv efter i sømmene for rester af den antisemitisme, der var med til at udrydde 6 mill. jøder.

Her til sidst kunne jeg lige nævne den korte amerikanske filmen The Wave fra 1981, (46 min.) der på sin egen måde anskueliggør en vinkel på, hvordan massemordet kunne finde sted .

Lanzmann: SHOA 1985
Baumann: Moderniteten og Holocaust. 1989