To norske imamer, Senaid Kobilica, formand for Muslim Dialogue Network (MDN) og Masoom Zubair , formand for Islamisk Råd i Norge (IRN), havde en artikel i Aftenposten den 3. januar: Dehumanisering muliggør udslettelse af Palæstina. Titlen giver indtryk af at: Det er Israel, der dehumaniserer, og palæstinenserne er blot ofre.

Kendte toner. Men det er flere ting her, der er opsigtsvækkende: De to imamer behandler de vestlige medier som medskyldige. De bliver slet ikke betalt for at hænge ud og fordømme Israel. Tværtimod har de legitimeret Israels svar ved at erkende, at det var den 7. oktober, der var udløseren.

Med angrebet den 7. oktober fik Israel det påskud, det var nødvendigt for at begynde et nyt kapitel i den etniske udrensning af palæstinenserne. Israel præsenterer krigen som et nødvendigt selvforsvar mod Hamas. Vestlige mainstream-medier og magthavere har længe accepteret denne diskursive ramme. Gennem valg af ord, vinkel, fokus og forklaringer, der tjener besættelsesmagten, har de skabt et klima, der understøtter det igangværende folkedrab.

Den 7. oktober var ifølge imamerne blot et påskud. De vil have os til at overse angrebets grundlæggende karakter. De vil have os til at overse, at Hamas-lederne sagde, at dette kun var begyndelsen.

Vi ser de første eksempler på islamiske ledere, der kræver at definere ikke kun deres tro, men også skildringen af ​​krige, de selv indleder, som er religiøst-apokalyptiske og folkemorderiske. De er stødt over at blive fremstillet som aggressorer.

Vi så den offensive holdning udvist på Linderud skole, da en elev ikke ville tage rektor i hånden. Det svar, vi så, var langt mere sofistikeret/artikuleret, end hvad vi er vant til fra en ny muslimsk middelklasse, der kender det norske samfunds koder.

Sofistikeret retorik og militant islamistisk tænkning: Hvis andre skal have lov til at definere deres egen identitet, hvorfor så ikke også muslimer? Den etablerede identitetspolitik har intet svar på det spørgsmål. De har ikke overvejet muligheden for, at der kommer nogen, som ikke vil nøjes med lidt, men vil kræve hele hånden.

Imamerne er lige så totalitære i deres svar til Israel, jøderne og Vesten: Der er kun den dikotomi, de definerer: Mellem besætter og besat. Alle andre forklaringer er ugyldige.

Men er det ikke det samme, som NTB og NRK har hamret på konsekvent i flere år? Retningslinjerne kræver, at de bruger ordet “besat”, når de nævner Vestbredden, Gaza eller Jerusalem.

Er der nogen her, der møder sig selv i døren?

Den mulighed burde de have overvejet, men de er rykket så langt, at det er svært at vende tilbage.

At besejre den jødiske stat er noget, venstrefløjen har leget med lige siden 1960’erne. Nu føler de, at det er inden for rækkevidde. Espen Barth Eide fortæller om de umenneskelige lidelser i Gaza-striben. NRK fortsætter med det ene indslag efter det andet. Yama Wolasmal laver ikke journalistik, men krig. Søndag interviewede han en af ​​bosætterbevægelsens gamle ledere, Daniella Weiss, som mener, at hele Israel tilhører dem og tror på bibelske løfter, der omfatter dele af Syrien og Irak. Var der nogen, der sagde “fra floden til havet”? Vi er tilbage til Ariel Sharons dage, hvor beskyldninger om det store Israel blev brugt i vid udstrækning. At det i dag bruges til folkemordsformål, vil Wolasmal ikke tematisere. (I Politisk kvarter i fredags undlod AUF’s Astrid Hoem at svare på, om AUF-medlemmer kunne gå efter dette slogan. Hun modtog udfordringen fra UH og FpU, ikke oplægsholder Lilla Sølhusvik, som slap hende.) Formålet med at interviewe Weiss er klart: Wolasmal vil begejstre norske seere. Først har vi set lidelserne i Gaza, så kommer en af ​​bosætterne, som er ligeglad med, hvilken effekt hendes ord har i udlandet, og så bringer NRK Smotrich og Ben-Gvir frem, to højrefløjsministre, der siger ting, deres modstandere kan bruge .

Men dem, der bruger det højreorienterede kort uhæmmet, forestiller sig, at de aldrig kan stilles til ansvar. De mener, at truslen kun kommer fra højre, og at de kan bruge disse mennesker, som de vil.

Men imamerne viser, at de kan blive overraskede fra venstrefløjen: Der dukker islamister op, som slet ikke er tilbøjelige til eller interesserede i dialog.

Det forstår norske jøder. Derfor er det markant, at den nuværende leder af Det Mosaiske Trossamfund, Ronen Bahar, og fire af hans forgængere, udtrykker deres forfærdelse over imamens budskab i et svar. De fem forstår godt, hvad kronikken betyder: Dialogen er i dyb krise.

Den religiøse dialog er død.

DMT har deltaget i dialog i 27 år:

Vi må bare konstatere, at med denne kronik er dialogen med muslimerne åbenbart i dyb krise.

Kronikken dæmoniserer mod Israel, fremmer tvivlsomme og ukorrekte påstande om Mellemøstens historie og maler livet i Israel sort. Der påstås falske ting om formålet med krigen mod Hamas, og konspirationsteorier om vejen frem fremmes. En jødisk ekstremistisk gruppe, der tæller 1.000 mennesker i verden, bruges som alibi.

De fem er chokerede over fremstillingen af ​​Israel. De siger, at de selv har tilhørt den liberale side, der ønsker dialog og tror på fred. Men hvordan er det muligt, når muslimerne kræver, at jøderne tager afstand? For det er det, deres ord betyder.

Imamerne kræver, at Israel mister sin ret til at forsvare sig selv. Men er det ikke det, Espen Barth Eide, medierne og eksperterne gør? De kræver aldrig, at Hamas overgiver sig. I så fald ville den palæstinensiske civilbefolkning være i stand til at opnå sikkerhed. Så kunne hjælpen begynde. En våbenhvile uden kapitulation vil være en sejr for Hamas. Så vil de kunne udnytte tiden og begynde genopbygningen af ​​tunnelerne og våbendepoterne.

Israel har sagt: Aldrig mere! Vesten, der sagde “Aldrig igen!” efter 1945, mener ikke længere dette. Kun den civiliserede del af verden mener det. De andre er på barbariets side.

Fordi Hamas står for barbari.

Sunni-islams førende lærested, Al Ahsar, erklærede aldrig IS for kættere. Kronikken om de to imamer går i samme retning. Der er ingen afstandtagen fra eller fordømmelse af Hamas. Snarere en undskyldning.

For blot et par år siden var IS noget, der skræmte os med sin grusomhed. Det skræmte os så meget desto mere, fordi tusindvis af muslimer i Vesten tog til Syrien for at deltage i opbygningen af ​​kalifatet.

Ikke desto mindre gik tidligere ministre og medier i forbøn for dem, da IS blev besejret: Familierne skulle have lov til at komme “hjem”.

Ti år senere er medierne og politikerne klar til at forsvare Hamas og kritisere Israel.

Det er Israel, der er grusomt.

På dette punkt er de fem jødiske ledere modige. De tør sige sandheden:

Krønikens omtale af det hele giver indtryk af, at de fleste norske muslimer støtter Hamas med dets ideologi, mål og midler. Det er en skræmmende tanke, som ikke matcher vores egen oplevelse, og som vi ikke kan få os selv til at tro.

Den sidder dybt inde. Men det må de jødiske ledere tage på sig, for de er klar over, at imamens ord har direkte konsekvenser for deres egen sikkerhed.

Vi ved ikke, hvad alle dem, der råber “Khaybar, Khaybar, ya Yahud” eller “død over jøder” eller “Palæstina fra floden til havet”, tænker. Men vi oplever trusler, mobning og chikane, som indikerer, at en god del rent faktisk mener, at alle jøder skal dræbes, og at Israel skal udslettes. Vi skal forholde os til den virkelighed, vi oplever. Jødiske nordmænd har grund til at antage, at dehumaniserende slogans uden indvendinger giver et påskud for hadefulde ord og handlinger.

Men ingen gentager slogans og ideologi i samme grad som medierne. Det er dem, der har indledt en voldelig kampagne mod Israel. De når ikke ud til så mange mennesker, som de tror. Det ser ud til, at den gruppe, der lader sig mobilisere, er til venstre. Det er især blandt muslimer, at mediernes had til Israel har ramt en akkord. De genkender det og føler en bekræftende støtte.

Muslimer i Norden kan offentligt chikanere og ønske død over jøderne uden konsekvenser. I Danmark arbejder mange af dem i det offentlige. Ingen reaktion kommer fra oven. Det kunne de norske medier skrive om og advare hinanden og politikerne: Ord har konsekvenser! Var det ikke det, de sagde? Men ikke når det kommer til dem selv.

Det er den retning, jøder over hele verden søger, og hvor der ikke er nogen modstridende kraft, begynder sandet at flyde i timeglasset. Mange jøder har et indre timeglas. Når den er tømt, går de i stykker. De kommer ikke til at sidde og vente på, at der sker noget. Ikke denne gang.

Tegnene i Vesteuropa er alt for tydelige til, at jøder ikke kan se den historiske parallel. 80 år efter Holocaust er jøder igen truet i hverdagen, på skoler og arbejdspladser, i offentlig transport og på gaden. Medierne i verdenshistoriens mest humane samfund er imod dem.

NRK og NTB har hamret på alle de dræbte i Gaza, men de skriver ikke om det had mod jøder, som de sociale medier er fulde af.

Nogle aviser har opdigtet historier om, at familien er blevet truet her, fordi datteren har gjort tjeneste i IDF. Men de spørger ikke, hvor hadet kommer fra. Det kommer fra islam og fra medierne selv.

Medierne har indgået en djevelpakt med islam, og ondskapen er kun i første fase.

Der er aligevel nogle lyspunkt: Mange har lagt mærke til, hvad vi ser udfolde sig; de er vågnet op.

Vi må blive flere. For jødernes og vår egen fremtids skyld.

Kjøp Primo Levis «Hvis dette er et menneske» fra Document Forlag!

Kjøp Jean Amérys bok!