Her var han som en fisk i vandet. Han kastede sig straks ud i politik og arabisk propaganda, og vandt hurtigt en position i det arabiske offentlige liv. Han havde gode forbindelser, var meget veltalende og udviklede hurtigt sine medfødte journalistiske evner. Han gav også tidligt bevis på organisatoriske evner – alle kvaliteter, som for ham kun havde ét formål: at kæmpe for arabiske interesser mod alt jødisk og engelsk.

Allerede i 1920 kunne han høste de første blodige frugter af agitationen, da man kom til at opleve en række afskyelige pogromer i Jerusalem. Ved retssagen, der fulgte, blev han idømt 10 års fængsel. Men når det kom så langt, var han allerede i sikkerhed udenfor Palæstina.

På dette tidspunkt blev Sir Herbert Samuel udnævnt til den første britiske højkommissær i Palæstina. Den engelske regering viste sin venlige indstilling over for jødisk immigration ved at vælge Sir Herbert til denne vigtige post. Han var selv jøde, men resultatet blev ikke så godt, som man havde forventet. Selve bevidstheden om hans jødiske herkomst gjorde denne retskafne mand forsigtig – ja, alt for forsigtig. For at understrege sin upartiskhed gjorde han ofte fejl overfor sine egne. Han startede med, at udstede en omfattende amnesti til alle politiske kriminelle. Han antog, at det ville være klogest at starte forfra og dæmpe enhver arabisk frygt for undertrykkelse ved, at nå ud til de mennesker, der tidligere havde udvist fjendtlighed mod briterne.

Der var kun to dømte, som ikke var inkluderet i denne amnesti, og en af ​​disse var Haj Amin al-Husseini. Det vidner om alvoren af ​​hans forbrydelse. Et par måneder senere blev Sir Herbert dog overtalt til også at give amnesti til Haj Amin al-Husseini, som derefter kunne vende tilbage for at fortsætte sit “arbejde”.

Og snart så han sin chance for noget stort. Muftien af ​​Jerusalem døde i 1921. Også han var af Husseini-familien. I alle byerne er der en mufti, en muhamedansk juridisk-religiøs embedsmand. Ordet betyder “den der afgør”. Tidligere havde ledelsen af ​​lokale muhammedanske anliggender været koncentreret i Konstantinopel, men den britiske mandatstyrelse koncentrerede dem nu i Jerusalem og placerede dem under hovedstadens mufti.

Embedet blev dermed en nøglepost, og den unge, ambitiøse Haj Amin lagde al sin energi på at blive valgt. En række repræsentanter for de vigtigste islamiske samfund udgør den såkaldte ulema, som indstiller tre kandidater til stillingen som mufti. Regeringen udpeger så en af ​​disse. Haj Amin lancerede en omfattende agitation for sit kandidatur, men nåede kun at komme på fjerdepladsen. Pludselig bakkede nummer et tilbage, formentlig under pres og trusler fra Haj Amin og hans tilhængere. Agitationen fortsatte mod regeringen, og til sidst blev Haj Amin udnævnt til mufti.

Således havde regeringen placeret sin ærkefjende et af de farligste steder. Han fortsatte den samme politiske linje som før og koncentrerede mere og mere autoritet om sit embede, blandt andet oprettede han et øverste muhammedansk råd med omfattende autoritet i både religiøse og juridiske spørgsmål og med kontrol over betydelige pengesummer. Haj Amin blev formand for rådet, så det er ikke overraskende, at han populært blev kaldt Grand Mufti af Jerusalem.

På trods af den tillid regeringen havde vist ham, fortsatte han sin linje uforstyrret og var drivkraften bag urolighederne i både 1929 og 1936. I 1936 oprettede han den arabiske højkomité og blev selv præsident for den. Den stod bag pogromerne, men blev særligt berygtet for de talrige mord på arabere, der ikke ville støtte oprøret. Haj Amin benyttede lejligheden til at slippe af med flere personlige fjender, f.eks. fra den store Nashashibi-familie, som altid konkurrerede med Husseinierne.

Endelig var bægeret fuldt, og englænderne slog til. Det lykkedes til en vis grad at undertrykke oprøret, men Haj Amin undslap. Den senere berømte Orde Wingate, “den jødiske Lawrence”, som faldt under Anden Verdenskrig som general i Burma, spillede en vigtig rolle ved denne lejlighed. Haj Amin havde gemt sig i Omar-moskeen i Jerusalem og flygtede forklædt som en gammel kvinde. Han nåede til Jaffa og videre til Syrien, og derfra dirigerede han oprøret videre.

Hans faktiske og herostratiske berømmelse stammer fra Anden Verdenskrig. Den var lige begyndt, da han rejste til Irak og begyndte et omfattende undergravningsarbejde mod sine gamle fjender, englænderne. Da det i 1941 lykkedes for Rashid Ali at gennemføre kuppet, der ville have stillet Iraks flyvepladser til rådighed for aksemagterne, skyldtes det Haj Amins utrættelige arbejde. Opstanden blev som bekendt slået hårdt ned, men muftien undslap som sædvanligt. Han kom til Iran, men da også englænderne og russerne flyttede ind i det land, svævede han igen i den største fare. Endnu en gang flygtede han, og så dukkede han pludselig op igen i Tyskland.

Her lavede Hitler et stort show ud af ham, udnævnte ham til æres-oberst og lod sig fotografere med ham. Muftien blev en vigtig brik i Tysklands verdensmagtspil, og han lod sig villigt bruge. Han holdt propaganda-taler i radio udsendelser, organiserede sabotagegrupper, der var til stor gene for de allierede i det nære Orienten og i Afrika, og hvervede en arabisk legion, der kæmpede i den tyske hær.

Da krigen sluttede, fangede franskmændene ham og anbragte ham i en villa i Rambouillet uden for Paris. Endnu en gang lykkedes det muftien at udføre en af ​​sine fantastiske eskapader. Til hele verdens forbløffelse forsvandt han og dukkede op igen i Ægypten, hvor kong Farouk havde mulighed for, at hævne gamle ydmygelser fra englænderne ved, at tage muftien under sin beskyttelse. Og derfra fortsatte han stædigt sine bestræbelser på, at skade englænderne og udrydde jøderne.

Kilde: Poul Borchsenius, 1951