Farvel til den danske lufthavnsliberalisme

Det slår mig, da vi træder ind i Domkirken i Aachen, Tyskland og instinktivt kigger opad, først i forundring, så i lutter beundring, at her, lige her, smugkigger vi ind i evigheden. Sikke et loft! Hvælvingerne i den imposante ottekantede kuppelbygning er udsmykket med overdådige, farverige mosaikker og bibelske motiver, og den opadstræbende illumination suger opmærksomheden til sig.

Jeg har taget familien med på juleferien, hvor min søn skal køre cykelløb i Belgien og Luxembourg, og vi gør holdt i den gamle kejserby for at få et glimt af fordums storhed. Andre turister har samme trang, og vi træder ind i kirkerummet sammen med en større flok af turister. Alligevel er der helt stille. Det normalt så støjende, horisontale menneske tier. Magten i kirken er vertikal.

Domkirken har været byens vartegn i 1.200 år, siden Karl den Store rejste den som et bevis på sin kejserlige formåen, og er blevet udbygget i flere tempi, så den i dag fremstår som en unik blanding af tidlig middelalder og nyere gotik. Dens skatkammer rummer sjældne og værdifulde genstande, men værdien kan ikke måles i penge.

Kirken er et helle, et sted, hvor mennesket holder sin kæft, og jeg mærker straks, at jeg har længtes efter denne balsamiske tavshed. En indre ro breder sig helt ud i fingerspidserne, og vi sætter os på en stolerække og lader roen, om ikke troen, komme til os. Bagefter går vi ud for at finde et konditori med kager, der matcher Karl den Store.

De seneste år i den københavnske og århusianske mediemølle har mørnet mig. Derfor var det kærkomment, at Document henvendte sig, efter at jeg var blevet fyret fra Jyllands-Posten sidste år med en venlig opfordring: Byt den etablerede presse med et frit medie og skriv for os!

Det gør jeg så nu. Skriver for en norsk – og nordisk offentlighed – i den formodning, at de nordiske broderlande stadig har meget tilfælles, ikke bare historie, men også fremtid, herunder en lang række problemer, som både er indlysende og svære at råde bod på, og som jeg skal vende tilbage til i løbet af de kommende måneder.

Men først vil jeg gerne sige lidt mere om mit skifte fra et dansk til et norsk medie. Det var ikke noget, jeg så komme, jeg er faktisk lidt overrasket selv. Men skiftet fra dansk til norsk presse flugter med min tiltagende træthed med etablerede medier i Danmark, hvor en barnagtig optimisme præger dækningen af snart sagt alting – og får selv Kristeligt Dagblad, som ellers nok kender til både syndefald og menneskelig skrøbelighed – til på forsiden at erklære: »Der er meget at bekymre sig over. Men det skal nok blive bedre«.

Hvor ved avisen mon det fra? Fra liberalismen? Eller fra Gud? Hvem prædiker avisen for? Det er ikke til at vide. Kristeligheden er blevet progressiv ligesom alt andet.

Da Dronning Margrethe II meddelte sin snarlige abdikation i sin nytårstale, sad Jyllands-Postens chefredaktør Marchen Neel Gjertsen ifølge hende selv og græd, fordi… noget med fællesskabet:

»Fællesskabet er ikke dig. Det er verden omkring dig. Det er de andre. Dem, du kender, og dem du ikke kender. Dem med den ene religion og dem med en anden (…) For hvis Daisy (dronningen, red.) bare sad derhjemme med snuden i ligegyldige nyheder, med interesse kun for sig selv, med meget lidt optimisme for fremtiden. Så havde hun ikke brugt sine sidste ord som dronning så klogt.«

Hendes ordstrøm er sigende tom. Chefredaktøren, der i sin pure ungdom tilhørte den yderste venstrefløj, stillede op for Enhedslisten og hadede monarkiet, priser nu ejendomsretten, erhvervslivet og dronningen. Men det vigtigste er dog hende selv og de følelser, hun lader sig styre af. Som for så mange andre i medieklassen er socialismen blevet afløst af narcissismen. Og den forener som bekendt menneskeheden mere end noget andet: Se mig, se mig!

Lufthavnsliberalismen, kan vi også kalde den. Noget med alles lige rettigheder, handel og hurtigt videre. Denne overfladiske opskrift kan man næppe bygge en varig civilisation på, og jeg tror, Karl den Store ville have været enig med mig i.

Som andre kristne magthavere forstod han, at mundtlighed, familier og klaner ikke er kulturens grundlag, hvorfor han ophøjede latin til skriftlig norm i kirke og administration, sådan at flere kunne få adgang til samme kilder, ligesom han grundlagde et skolevæsen, der stimulerede læse- og skrivekunsten, grammatik, syntaks, omgangen med dokumenter, breve og bøger.

På denne måde blev dannelsen en sag for kirken, før den blev en sag for staten. I dag er vi så havnet i en historisk ny situation, hvor politikere og teknologi har gjort dannelsen til en sag for den enkelte, hvorfor den da også forvitrer med ekspresfart mod et nulpunkt i Danmark og i mange andre lande.

Derfor er det blevet tid til lidt mere dannelse, oplysning og debat, herunder at blæse frisk luft i samtalen mellem nordmænd og danskere – og mellem skandinaver i det hele taget. Vi har en lang historie sammen, men kender overraskende lidt til hinandens historie og nationale karakteristika. Sverige, Norge og Danmark er tre brødre, der er blevet fremmede for hinanden.

Det sidste skyldes i høj grad et tryk udefra. I løbet af de seneste årtier har amerikaniseringen taget fuldstændig over og styrer kulturdækning, uddannelse, populærkultur og mainstreammedier. Vi er alle blevet amerikanere, og denne gang er det ingen befrielse. Unge menneske kender til den ene eller anden amerikanske skuespiller, popsanger eller influencer, men så godt som intet til deres nærmeste nabolande. Globaliseringen, som mange af os havde så store forventninger til for en generation siden, har ensrettet og paradoksalt nok skabt mindre diversitet, ikke mere.

Hvis vi på dette lille sted i verdenshistorien kan skabe lidt mere intellektuel, kulturel og politisk udveksling mellem de nordiske lande, så vil min mission blive indfriet. Jeg er så naiv at tro, der er læsere, lyttere og seere til det, fordi vi på godt og ondt har lod i en fælles fremtid.

Med disse indledende ord vi jeg gerne sige tak for at udkomme her. Jeg håber, det bliver til gensidig glæde og gavn.

Mikael Jalving

Købe hos Tales: Sådan døde Danmark Købe hos Saxo: Sådan døde Danmark