Onsdag meddelte Equinor og BP, at de har annulleret 2019-aftalen, som Equinor indgik med New York State Energy Research and Development Authority (NYSERDA) om Empire Wind 2-projektet, et havvindprojekt, der ville give en potentiel kapacitet på 1.260 MW. Ikke overraskende er det rentabiliteten af ​​projektet, der udløser beslutningen, trods næsten endeløse offentlige “risikoaflastninger”.

Ligesom i Norge er havvind planlagt til at blive en kritisk del af USA’s fremtidige energimix, hvor såkaldt “ren energi” skal erstatte al brug af kulbrinter, og skabe både arbejdspladser, lønsomhed og lave energipriser. Problemet er, at resultaterne af 40 års vindkraftbyggeri underminerer alt ved denne fortælling. Optimismen er ikke baseret på fakta, men lyst til profit kombineret med klimahysteri.

Ifølge pressemeddelelsen er beslutningen “drevet af kommercielle årsager, såsom inflation, rentestigninger og flaskehalse i forsyningskæden, hvilket førte til, at den tidligere indgåede elsalgsaftale for Empire Wind 2 var uholdbar.” Equinor og BP mener ikke desto mindre, at havvind kan være en vigtig del af det fremtidige energimix, og fastholder, at havvind kan levere pålidelig vedvarende energi og økonomiske fordele for staten og lokalsamfundene.

Fiasko på fiasko skaber større og større optimisme

Det er ikke muligt at finde empiriske tal til støtte for denne annonce: Havvind er hverken billigt, vedvarende eller giver økonomiske fordele, da det er væsentligt dyrere at bygge og drive end landvind – hvilket heller ikke kan betale sig uden meget høje el priser og tilskud. Men vindkraftssælgerne insisterer på, at alt dette vil ændre sig i fremtiden, kun ved at politikerne køber flere vindmøller. Der bliver aldrig nok, og politikerne kan købes.

Equinor forsøger at dæmpe skuffelsen i New York ved at påstå, at dette blot er en “pause til eftertanke”, og at beslutningen om at bygge Empire Wind 2 vil gå videre. Det er det samme slik, som Freyr drysser ud over samfundet i Mo i Rana efter batterikollapset, fordi erfaringen viser, at sådanne “udsættelser” af såkaldte klimaforanstaltninger har en tendens til at være permanente.

Vind på land blev stoppet af folkelige opstande, så nu er havvind den nye olie

Alle vindkraftprojekter er negativt påvirket af omkostningsinflation og begrænsninger i værdikæden. Der er ingen tegn på, at det vil ændre sig foreløbigt, og de enorme problemer og omkostninger, som vindkraft påfører samfundet, er uløselige: Jo mere vindkraft man bygger, jo større driftsomkostninger, balanceproblemer og energi usikkerhed. Tal og fakta har dog ingen betydning for Støre og hans omgangskreds:

I Hurdalsplattformer er havvind en central del af “grønt industriløft”, som skal sikre, at Norge forbliver en industriel energi supermagt i en forestillet vedvarende fremtid. I maj 2022 lancerede regeringen en enorm investering i havvind med ambitionen om arealer til 30.000 MW fra 1.500 vindmøller på den norske kyst i 2040.

Det er næsten lige så meget kapacitet, som Norge har i dag, og Norge kan ikke optage så meget variabel og vejr-afhængig strøm, derfor skal det meste af den producerede strøm gå til andre lande. Norske skatteydere og el-kunder skal dog sikre byggeriet og driften, mens staten og vindbaronerne står tilbage med overskuddet.

Det er kernepunktet i “det grønne skifte” og Norge som “Europas Batteri”. Læs bogen “Et Varslet Energisjokk”, og bliv alvorligt chokeret – den eneste bog, der fortæller hele historien bag magtkuppet.