Tucker Carlson er tilbage som USAs førende politiske journalist. Han har fået sin egen kanal, TCN, der til forveksling ligner CNN, og pumper interview efter interview ud med samme høje kvalitet som tidligere. Tucker føler, at han har knap tid: ​​Amerikas skæbne hænger i en tynd tråd. Men det ved du ikke, hvis du kun har norske medier som kilde.

Den faktiske afslutning på demokratiet. pic.twitter.com/OXA4SHnNug

— Tucker Carlson (@TuckerCarlson) 20. december 2023

På amerikansk kaldes mediernes bevidsthed for gaslighting: medierne spreder tåge i stedet for oplysning.

Demokraternes mantra er: – Ingen er hævet over loven. I denne selvfølgelighed ligger mange dobbelte budskaber, og det er amerikanernes ære, at det er lykkedes dem at afkode dem.

Der er ikke længere lighed for loven i USA. Amerikanerne får dagligt bevist, at der er én lov for Loke og en anden for Thor. Trump er truet med 700 års fængsel. I Det Hvide Hus sidder den mest korrupte præsident i historien, og demokraterne kæmper med næb og klør mod alle tiltag, der vil kaste lys over Biden og hans families forretning.

Den norske offentlighed er uvidende om, at USA er styret af en familie, der har solgt sig selv til Rusland, Kina, Kasakhstan, Ukraine og Rumænien. Biden har forelæst rumænere om at bekæmpe korruption, mens han tog imod bestikkelse for at hjælpe en tiltalt oligark. Han havde den tidligere FBI-chef Louis Freeh til at hjælpe sig.

Den amerikanske elite er blevet korrupt. Penge lugter ikke. Da FBI-direktør James Comey forlod Lockheed Martin for at tage over efter Bob Mueller, havde han en årsløn på 6 millioner dollars.

Biden gør bare, hvad alle andre gør. Han sidder bare lidt dybere i mudderet og er mere udsat. Han har også ført en politik, der ødelægger middelklassen og sender almindelige mennesker ud i fattigdom. Men de øverste 20 procent klarer sig fint ligesom i Norge.

Trump-børnene blev indkaldt til en dagslang høring i Kongressen. Hunter Biden kan stå på trappen til Capitol Hill og håne Republikanerne, der har indkaldt ham til at vidne bag lukkede døre. Hunter ville have det på sin måde: En åben høring, hvor han slipper med 5 minutters spørgsmål og svar.

Mantraet om, at ingen er hævet over loven, betyder altså det modsatte. Det betyder i virkeligheden: Vi har al magt, og hvis du gør vrøvl, kommer vi efter dig. Behandlingen ​​er en skueproces. Det er, hvad der vil ske for alle, der udfordrer systemet.

Men er det ikke sådan, Putin behandler sine fjender? For nylig blev en kandidat forhindret i at stille op mod Putin. Men er det ikke det samme, som demokraterne nu gør i stater som Colorado og Maine? Og Biden roser dem for at have taget Trump ud af valget. Har de norske medier kommenteret på, hvilket angreb dette er mod det amerikanske demokrati? Et politisk parti decertificerer et andet med en frihed, som kun venstrefløjen er i stand til. Når først hjulet begynder at rulle, er det svært at stoppe. Solsjenitsyn kaldte det Det Røde Hjul.

En af hovedspillerne i Russiagate, FBI-agenten Peter Strzok, sagde for nylig, at højrefløjen er den, der bruger vold og var i stand til alt. Demokraterne ønsker, at der skal ske noget, der kan give dem et påskud for ekstraordinære foranstaltninger som under pandemien.

De er gået fra krise til krise. Det gør vi også. Derfor er der ikke spørgsmål om autorisationslove a la den nye pandemiprotokol, som Stortinget vedtog med 111 stemmer.

Jeg har længe peget på parallellerne mellem udviklingen i USA og Vesteuropa. I dag lykkedes det NRK Dagsnytt at vride om på, at lægdommere er domineret af den hvide middelklasse. Her udnyttes et velkendt sociologisk fænomen til at opildne den norske majoritetsbefolkning.

Det har NRK taget ved lære i USA.

Amerika er landet, der har ophøjet Orwells nye tale til magtens sprog.

De ville ikke have klaret det uden mediernes villige medvirken.

For at knække Trump har den dybe stat imidlertid været nødt til at træde frem og blotlægge sig selv og sine metoder:

En vild sammensværgelse om, at Trump var Putins håndlangere, har skabt præcedens. Efter at han blev valgt – systematiske læk fra CIA, FBI og justitsministeriet til medierne, der piskede et hysteri op.

To rigsretssager, hvoraf den ene var baseret på beskyldninger, som demokraterne vidste var falske. Det var ikke Trump, der pressede Ukraine, det var Biden, og han pralede senere med det offentligt.

Razziaen på Mar-a-Lago var så ekstraordinær, at selv inden for FBI var der mumlen. Ingen præsident har modtaget den behandling, som Trump har modtaget.

51 tidligere efterretningstjenestemænd satte deres navne i et offentligt brev, hvor de sagde, at Hunters bærbare computer havde alle kendetegnene ved russisk desinformation. Det var Tony Blinken, der indledte underskriftskampagnen. Alle vidste, at det var løgn. FBI havde haft kontroll på den bærbare computer siden december 2019.

Med efterretningsnavnene bag sig kunne Biden i præsidentduellen angribe Trump for være en russisk influencer.

Norske medier har været involveret i processen hele vejen igennem.

Hvad siger det om udviklingen af ​​vores egen presse og dens rolle? Er det muligt, at redaktørerne ikke længere er i stand til at adskille fakta fra fiktion? Læser de kun New York Times og Washington Post?

De etablerede medier har lidt et sammenbrud i tilliden blandt den almindelige borger. De stoler ikke længere på medierne.

I stedet har en flora af alternative medier blomstret op. Det er dem, der går fremad. Men de ignoreres af de norske medier.

Har nogen norske læsere fanget fænomenet substack, hvor populære forfattere kan få succes helt på deres egne præmisser? Kan det have noget at gøre med, at norske medier ikke kan lide pressefrihed? De ønsker kun autoriserede udtalelser.

Hvis Breitbart.com eller Fox News nævnes, bliver det mærket højreorienteret. Det betyder: Hold dig væk!

Det er fragmenteringen af ​​mediebilledet, der giver håb. Sandheden findes i tusind små vandløb, der tilsammen bliver til én stor flod.

Når medierne er på samme side som CIA, forstår folk, at de er kompromitteret. Det er ikke mange år siden, at CIA var et snavset ord i den norske offentlighed. Nu hører vi ingen kritikere af magten, selvom afsløringerne er opstillet på sider som Thegatewaypundit.com, Revolver.news, Reaclearpolitics.com, Tabletmag.com, Amgreatness.com, Citizenfreepress.com, Thewesternjournal.com. Heller ikke Rumbles eksplosive vækst får en omtale.

Norske medier opfører sig som ML-bevægelsen: Det vigtigste var at dræbe modstanderen med etiketter, der gjorde ham til beskadiget gods.

Memes så enkle, at enhver kunne lære dem, var standard: Klassefjende, på historiens skrotbunke. Højresving. Det er, som om vi lever i et manuskript skrevet af Sigurd Allern og Pål Steigan.

Dæmoniseringen af ​​Trump og Maga er inspireret af jakobinere og bolsjevikker.

For hvert eneste skridt i processen mod Trump har medierne loyalt fulgt op. Folk tror, ​​at Trump er den store slemme fyr. Kun hvis han bliver fjernet, vil tingene vende tilbage til det normale.

Medierne støtter, at politiske myndigheder på statsniveau kan træde til og fjerne præsidentens hovedudfordrer fra stemmesedlen. Det virker som et logisk skridt: Hvis Trump var bagud 6. januar, er det kun fair og rimeligt. Eller?

Men ikke engang Demokraterne har kunnet bevise det. Med hver skruedrejning afmonterer de de grundlæggende principper for fair play og retsstatens principper: Enhver har ret til uskyldsformodning: At de anses for uskyldige, indtil sagen er blevet behandlet og dømt. Det princip blev afskaffet af Demokraterne og FBI, CIA og Justitsministeriet allerede i 2016, da de konstruerede konspirationen om, at Trump var et instrument for Putin.

Vi ved nu mere end nogensinde, hvordan dossieret blev oprettet. Christopher Steele havde været chef for den britiske efterretningstjeneste i Moskva. Han fik materialet om Trump fra sine russiske kontakter. Putin vidste derfor hele tiden, at The Dossier var falske nyheder. Han mærkede ikke hans tæer trådt det mindste på. Han kunne med glæde se USA ødelægge sig selv.

Den tanke er ikke faldet norske kommentatorer ind, selvom det er oplagt, hvis man ser på beviserne.

Men de norske medier er ikke interesserede i fakta. De er kun optaget af dydsholdning og moral. Det samme er de eksperter, de bruger. Bernt Hagtvet og Hilmar Mjelde har ikke turdet sige, at Trump er fascist før nu, hvor Demokraterne siger, at valget i 2024 er et spørgsmål om, at demokrati er eller ikke er. Det er en kamp for tilværelsen.

Hvis du accepterer præmissen, er du solgt.

Hele vores politiske samtale er nu baseret på præmisser, der gør konklusionerne uundgåelige og låser politikken, gør den til et bundet mandat: Klima, Ukraine, overvågning, regulering, våbeneksport og Trump.

Diskussionen er reduceret til, hvordan man hurtigst og effektivt kommer i mål, men der er ingen diskussion om målene. Med et pænt ord hedder det rationelt: Hvad er begrundelsen for det, der gøres? Fordi samfundet bliver forvandlet i et rasende tempo.

Hvem trækker i trådene?

En gammel film med Jan Voight hedder The Runaway Train. Hvordan stopper man et eksprestog, der er ude af kontrol? Sådan opleves politik af mange. De er ude af stand til at påvirke, hvad der sker. I stedet for at forsøge at tale med folk, handler politikerne på en afslappet måde. At demokratiet virker afbrudt, synes ikke at bekymre dem. De har glemt, at de er folkevalgte. At det er folket, der “ejer” Norge, og at demokratiet er systemet, der skal sikre, at det sker.

De har et nyt system bag sig, og de er overbevist om at være på siden af ​​det vindende hold.

De gør brug af menneskets laveste instinkter: Afsløring, tavshed, misundelse.

Janteloven er praksis i vore dages vestlige demokratier: Tror du ikke, vi ved noget om dig?

I dag har de de teknologiske muligheder for at realisere denne trussel.

De er ved at vide alt om os.