Kristian Ditlev Jensen (Kværndrup Pastorat) har holdt en interessant prædiken 2. juledag, hvor han siger, at “den muslimske verden aggressivt og målrettet forsøger at udrydde eller fordrive kristne fra deres lande” (…) “imens vi tager imod muslimer med åbne arme og lader dem bygge moskeer landet over”.

Læs det hele her:

“Prædiken holdt på Anden Juledag den 26. december 2023 i Kværndrup Kirke. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus. Pastor: Kristian Ditlev Jensen.

Menighed: Gud være lovet for sit glædelige budskab.

Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.«
Amen.

Kom, Gud Helligånd, og luk vore hjerter op, så vi hører dit ord.
Amen.

I kirken bruger man ind imellem det, der kaldes liturgiske farver. Hvis man kommer i en kirke, som ejer messehagler – de smukke, poncho-agtige stykker stof, som kirketjeneren lægger over præstens præstekjole efter prædikenen – så har man set farverne.

Den hvide messehagel symboliserer fest og renhed, og den bruges ved de helt store festdage. Den såkaldt ”hvide” messehagel kan også være en gul eller gylden farve.

Den grønne messehagel symboliserer håb og vækst. Og den bruges på dage uden specielt præg, men med muligheder for vækst – fordi der ikke rigtig er noget særligt endnu. Det er for eksempel på Helligtrekongersdag og i hele Trinitatis-tiden – det lange stræk uden fester om sommeren.

Den sorte messehagel symboliserer indlysende nok sorgen. Så den tager præsten på, når der er begravelser – og så på årets på én gang værste og bedste dag, nemlig Langfredag, hvor Gud dør – men hvor vi frelses netop igennem hans død. Det er derfor dagen på engelsk hedder Good Friday.

Der er også en violet messehagel. Den symboliserer bod. Altså eftertanke og forberedelse. Og den bruges i adventstiden og fastetiden. Og indtil regeringen afskaffede den – også på Store Bededag.

Tilbage er der den messehagel, som kun bruges på tre dage. To af dem er pinsen. Og det er den røde messehagel. I pinsen er den rød, fordi den symboliserer flammerne, ilden, som springer i disciplene. Den sidste dag, hvor den bruges, er dagen i dag. For dagen i dag er også liturgisk rød. Kirkefarven i dag er rød. Og hvis præsten ellers havde messehagler, ville han efter sin prædiken i dag trække i en knaldrød messehagel. Eller rettere: En blodrød messehagel.

I dag er det nemlig Sankt Stefans-dag. Det er dagen, hvor man i den katolske kirke fejrer Santo Stefanus, en af de vigtigste helgener i den del af kristendommen, som foretrækker at bruge karakterer, personer, roller, når troen skal formidles og gøres forståelig. For ved at pege på en helgen, kan de fleste følge med. Nå, ja, Sankt Stefan. Ham kan jeg godt huske.

Herhjemme kender de fleste nok en mand eller en kvinde, der hedder Steffen, Stefan eller Staffan, hvis han er svensker. Eller en englænder, der hedder Steve eller Stephen. Eller også kender de nok en kvindelig journalist, der hedder Stephanie, eller en kvindelig tennisspiller, der hedder Steffi. For så berømt er Sankt Stefan, at han har lagt navn til et hav af mennesker verden over.

Og hvem er han så? Jo, Sankt Stefan er den allerførste kristne martyr. Altså den første af de mange, der siden kom, som måtte lade livet, fordi han var kristen. For det var hans brøde. Han troede på Kristus som Guds søn. Og det kunne man ikke tåle i antikkens verden. For det blev opfattet som vantro.

Så farven i dag er altså blod. Sankt Stefan blev stenet til døde, så blodet flød, sådan som de mest barbariske folkeslag i Mellemøsten også stadig gør det i dag, små 2000 år senere. En folkemængde greb sten og store klippestykker, og så kastede de dem på Stefanus, indtil han – som der står i dagens tekst fra Apostlenes Gerninger – ”sov hen”, og altså døde af sine legemlige skader.

Det skal man lige lade synke ind. I antikken kunne det være livsfarligt at være kristen. I mange år levede kristne som en slags undergrundsbevægelse. Man havde hemmelige symboler og tegn, som man kunne bruge, når man ville kommunikere. For hvis man sagde åbent, at man var kristen, så kunne det meget let koste én hovedet. Man blev betragtet som noget, der måske i dagens Danmark ville kunne sammenlignes med en satanist. En person, der var helt galt afmarcheret i forhold til de mainstream-religioner, der herskede – nemlig romernes gudeverden og jødernes tro på én Gud i himmelen.

Dagens evangelietekst er en af de svære at få hold på. For Kristus siger noget meget besynderligt – og noget, som vi normalt ikke tillægger ham. Han siger, lige pludselig, at han ikke kommer med fred. Eller som der står:

”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd.”

Det skal ikke forstås sådan, at Gud pludselig er blevet splitterravende gal og nu har tænkt sig at skabe konflikter alle steder. Det skal derimod forstås sådan, at det her faktisk er den måde, som Jesus virker på i verden. For hvis man holder med Kristus, og hvis man siger det, så vil det provokere omgivelserne. Det vil kunne starte en konflikt. Måske endda en krig. Religionskrige har der jo været så mange af i verdenshistorien. Og de begynder som regel med, at nogen bekender deres tro et sted, hvor den slet ikke er velkommen. For så har vi jo balladen.

At kristne blev dræbt i antikken kan virke meget fjernt. Men det er sådan set stadig virkelighed i store dele af verden: Det kan stadig koste én livet at være kristen. For kristne er i dag den mest forhadte og forfulgte religion, når man ser på det på verdensplan. Og det skyldes primært, at den muslimske verden aggressivt og målrettet forsøger at udrydde eller fordrive kristne fra deres lande. Så imens vi tager imod muslimer med åbne arme og lader dem bygge moskeer landet over – en frihedsret, som jeg i øvrigt støtter – så presses kristne ud af stort set samtlige lande i Mellemøsten. Og hvis det kommer til en spidsvinklet situation? Så bliver man myrdet, henrettet, fjernet fra Jordens overflade.

Den situation opstod allerførste gang, da Stefanus, som var en slags kirketjener og medhjælper i disciplenes team – han havde ansvar for at bringe mad ud til enker og fattige – blev myrdet. Derfor kalder man ham, med et fint ord, for den kristne proto-martyr. Proto betyder i denne sammenhæng bare ”den første”.

Spørgsmålet er, hvordan vi skal lade den historie lyse ind i vores eget liv? For når man læser den, bliver man jo i første omgang bange. Jeg har bestemt ikke lyst til at blive korsfæstet eller brændt eller hængt, tænker man. Og hvis det kom dertil, ville man så ikke bare, som en anden helgen, Sankt Peter, lyve overfor ordensmagten og sige, at Jesus … Jesus hvem? Jeg kender altså ingen, der hedder Jesus.

Men man skal lægge mærke til teksten: Sankt Stefanus går fortrøstningsfuld i døden. Han tror så meget, at han er stensikker på, at hans sjæl nok skal ende det rigtige sted, nemlig oppe hos Gud. For som han siger, så har han set det – i hvert fald set det i ånden. Han siger:

”Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.”

Og det er den urokkelige tro, som vi skal finde i os selv. Så vi bliver fortrolige med at være Kristi ambassadører i alle sammenhænge, hvor vi kommer. For vi skal turde at stå ved vores tro.

Uanset, hvad alle andre i verden måtte mene.
Uanset, om de hader os.
Uanset, om de – også helt fysisk – vil os til livs.

Det kan lyde som noget, der siges i overført betydning. Men det er faktisk virkelighed.

Allerede nu dræbes præster i Europa med kniv foran deres eget alter. Allerede nu bliver lærere dræbt for at undervise i helt almindelig ytringsfrihed. Allerede nu er alle julemarkeder omringet af de betonblokke, som i folkemunde kaldes Koran-klodser, fordi islamister ynder at køre store lastbiler ind i kristne folkemængder. Og så sent som for et par uger siden afværgede Politiets Efterretningstjeneste et stort terrorangreb, som skulle have ramt os alle sammen midt i julen – for planen var, at det skulle ramme uskyldige mennesker lige her i Danmark.

Så det hele kan meget vel blive virkelighed, før vi tror det. Og så skal vi stå ved Kristus. For vi skal stå ved vores kristne rødder. I medgang og i modgang.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
Du som var, er, og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed!
Amen.”