Et af problemerne  ved den vesterlandske civilisation er, at den ikke længere er opmærksom på de værdier, som den er ved at miste                                                             (Arthur Koestler) 

                                                                  ..

”Vi lever forlæns men forstår baglæns”…Hvor banalt og trivielt det end  kan virke, så er citatet stadig gyldigt og kunne for så vidt stå over enhver historikers ambitioner,   for det kan altid være svært at se og forstå alt, ikke mindst den samtid vi lever i. I modsætning til den religion, der for tiden hærger sindene i  (Vest)Europa, ser vi fortiden som en række af begivenheder som det kan være klogt at lære af, ikke mindst for at lære noget om  vores egen samtid og så for at undgå at lave de samme fejltagelser.  

1. Begreber som dialog, samtale, forhandling  forståelse og imødekommenhed forudsættes ofte som forløbere for kompromiset, hvor det ligger i begreberne her, at man bøjer sig mod hinanden og  til slut når frem til et forlig… altså begynder ved  dialogen og ender med kompromiset. Der er dem som ser dialogen som en form for aflad i gammelkristelig betydning,  og det betyder gerne, at den der ivrigst foreslår dialogen, gerne står svagere end den der i afstand  diabolsk-smiler og  nikker  -…..

 I en sådan dialog er der således indbygget en dyb tvivl om egne kulturværdier og egen identitet – der er med andre ord tale om et forklædt nederlag for den dialog-søgende , når det gælder politik og religion.  Og her taler vi selvfølgelig hovedsalig om islam. Det var i 1980´èrne og -90`erne, at man viftede med dialogbegrebet i forskellige sammenhænge,  som fx  dialogen i voksenundervisningen  (af Sven Borgen 1981),  man talte blandt andet om det flerstemmige klasserum, altså ”dialog frem for kamp” –  Dette begreb  har holdt sig godt,  ikke mindst fordi dets modsætning:   konfrontation, modstand,   afvisning, kamp, forsvar gennem angreb  ikke synes farbare, i hvert fald ikke i skoleverdenen. Der skulle gerne være plads til alle. Her kom det senere til at hedde inklusion, inddragelse i fællesskabet,  undervisning for alle (jf Salamancas-erklæringen fra 1994) Det lyder jo i og for sig forbilledligt, så i dag har man klasser, hvor man både underviser?  etniske, multihandikappede, børn med diagnoser, ordblinde og børn uden opdragelse., hvor hver enkelt bevarer sin egen art og giver fanden i resten. Og de såkaldt progressive forældre ser straks i første klasse skriften på væggen og tager deres dreng, pige ud og sætter barnet i en privatskole,  der må trods alt være grænser for, hvor lidt deres barn skal lære og hvor meget larm og  kaos det skal udsættes for. 

 2.  Et tidligere eksempel på forfejlet dialog var november 1938,  hvor en demokratisk politiker Neville Chamberlain desperat havde søgt en ny forhandling, en politisk dialog med den militære diktator Adolf Hitler mhp at redde Tjekkoslovakiet og i en større sammenhæng redde Europa fra en storkrig. Vi ved alle sammen, hvad der skete. Den pragmatisk dialogsøgende Chamberlain tog hjem til England fuld af optimisme? I hvert fald foran kameraerne  viftede han med et lille stykke papir, der skulle skabe ”fred i vor tid” Om han  selv troede på, at godheden ville sejre,  er svært at sige, eller var det i virkeligheden af frygt for en kommende krig, at han klamrede sig til ideen om at lave en bindende aftale med Hitler?  lidet anende at soldaterne allerede var indkaldt,   (i øvrigt var det i denne måned november 1938,  at Krystalnatten fandt sted,  hvor 91 Jøder blev myrdet og tusindvis af butikker og ejendele blev ødelagt eller tilintetgjort. )

Lad mig tage et par velkendte eksempler:  efter attentatet i Sarajevo på den østrig-ungarnske ærkehertug Franz Ferdinand og hans gemalinde Sophie Chotek, hertuginde af Hohenberg den 28. juni  1914 opstod der umiddelbart tumult og glæde, folk  især i Tyskland sprang rundt og kastede hattene i vejret som havde landet og alle dets indbyggere vundet den store gevindst i det årlige lotteri, her sku` festes! Hvem husker ikke scenerne fra hovedbanegårde i nord og syd-Tyskland, hvorfra de unge soldater blev kørt til fronten, som om de skulle på ferie.  Der var sikkert nogen der skulede og tænkte deres, mens banegårdene genlød af hurraråb, men de kom ikke til orde. I bakspejlet er det klart, at det måtte gå sådan, men at der skulle dø 10 millioner soldater på slagmarken  var der nok ikke mange der kunne forestille sig, læg så hertil de sårede, de invaliderede og krigsfangerne,  og så har jeg ikke nævnt de 40 millioner, der døde af den spanske syge.  Hvem kunne vide, hvad krakket i Wall-street bragte med sig eller banemændene i Weimarrepublikkens sidste vinter i 1932 ? Alle medløberne, ja-sigerne, de anstændige, de stuerene, der gerne ville redde Europa i sidste øjeblik, november 1938..  Vi formoder at både Chamberlain og resten af Europa vågnede d. 1. september 1939, da rapporterne indløb om stormløbet ind i Polen….da var det for sent,  2. Verdenskrig var skudt i gang, den kostede  mindst 55 millioner mennesker livet. Der havde været advarsler, man søgte dialogen, idet man frygtede konfrontationen og kampen, modstanden og forsvaret af de demokratiske værdier. Der blev solgt ud, man gav køb på demokratiet, men man udsatte og undgik ikke konfrontationen. 

De sataniske vers og fatwaen 

3.        Med The Satanic Verses fra 1988 ( De sataniske vers, 1989) pådrog Salman Rushdie sig (mange eller alle?) muslimers vrede, først i Storbritannien, siden verden over. Præstestyret i Iran under Ruhollah Khomeini i 1989 udstedte en fatwa, dvs. en muslimsk retslærds vurdering, der fordømte forfatteren som blasfemisk; desuden udlovedes en dusør til den, der ville dræbe Rushdie. Ummaen, den muslimske verdensomspændende broderskab er jo i en vis forstand den globaliserede islam. 

Selve romanen forholder sig til Koranens “sataniske vers” og til profeten Muhammed på højst uortodoks facon og bruger disse elementer i en fantastisk fortælling hensat til London i en postmoderne og postkolonial verden, hvor fremmedgjorthed, multikulturel bevidsthed og søgen efter ståsteder afspejles i forfatterens skeptisk-fabulerende afprøvning af meningsgivende historier over for en kaotisk virkelighedsoplevelse. 

Så springer vi herefter til  august 2022. Den nu 75-årige Salman Rushdie blev nu overfaldet og stukket med kniv i halsen af en muslim, Rushdie blev i helikopter straks bragt til nærmeste hospital. Men hans kvæstelser varsler ilde: Rushdie blev ramt flere gange i halsen, ansigtet og maven. »Salman vil sandsynligvis miste et øje,« sagde Wylie og tilføjede: »Nerveenderne i hans arm er skåret over, og hans lever perforeret.« Den britisk-indisk-amerikanske forfatter meldtes lørdag at have genvundet bevidstheden efter en flere timer lang operation. Han er ikke længere i respirator, og lørdag aften tweetede hans forfatterkollega Aatish Taseer, at Rushdie »taler (og joker)«. Hans agent Andrew Wylie bekræfter, at Rushdie er ved godt mod. Han er stadig i live i dag – Men hvad med i morgen?

Den anholdte er 24-årige Hadi Matar, der var flyttet fra Californien til New Jersey. Ifølge politiet havde han forberedt angrebet grundigt, ligesom han havde et falsk kørekort på sig. Efterforskere menes at have fundet en rygsæk og flere elektroniske enheder på gerningsstedet, som nu undersøges nærmere.

Den lokale anklagemyndighed i Chautauqua oplyste lørdag, at Hadi Matar er sigtet for drabsforsøg og overfald. Han nægter sig skyldig.

Vidner beskrev et pludseligt og indædt brutalt angreb, som fandt sted fredag klokken 10.47 lokal tid. Det kom straks efter til voldsom kamp med tililende tilskuere, der forsøgte at pacificere Matar, mens han fortsatte med at hugge ud efter sit offer.

»Der skulle fem personer til at overmande ham,« fortæller Linda Abrams, der sad på forreste række i amfiteateret, til The New York Times.

»Han var bare så vred, så totalt vred. Så stærk og bare så hurtig.«

En uniformeret politimand fik Matar lagt i håndjern, da den blodige kniv faldt fra hans hænder.

Amerikansk politi skønner, at Matar, der har libanesisk baggrund, handlede alene. Fra officielt hold er der endnu ikke meldt noget ud om hans motiver. Den amerikanske tv-kanal NBC citerer efterforskningskilder for, at han er tilhænger af shiamuslimsk ekstremisme og fan af Irans islamiske revolutionsgarde.

Men på de sociale medier florerer screenshots, der hævdes at stamme fra hans – nu lukkede – facebookprofil. Her ses billeder af såvel Irans afdøde islamiske revolutionsleder og senere politiske og åndelige overhovedet, ayatollah Ruhollah Khomeini, såvel som af hans efterfølger siden 1989, ayatollah Ali Khamenei. 

Attentatmandens tilsyneladende så stærke sympati for det iranske præstestyre gør det ikke desto mindre indlysende at se overfaldet som et islamisk terrorangreb, der skulle eksekvere den fatwa, Rushdie har haft hængende over hovedet de sidste 33 år.

Irans regering har ikke officielt kommenteret angrebet, men angrebsmanden hyldes i flere iranske aviser, der også betegner Rushdie som »en frafalden«. En apostat, dvs en frafalden vil altid  skydeskive for et attentat, ikke bare i Iran men over hele jorden, en særlig form for globalisering. 

»Bravo,« lyder det eksempelvis i den toneangivende konservative avis Kayhan »for denne modige og pligtbevidste mand, som har angrebet den ondskabsfulde frafaldne Salman Rushdie (…) og flænset halsen på Guds fjende med en kniv,« mens en iransk tabloidavis bringer en karikatur af en enøjet Rushdie som djævel under overskriften »Satan har mistet et øje«.

Forhistorien er velkendt: På grund ’blasfemiske passager’ i hans fjerde roman De sataniske vers, som Salman Rushdie udgav i 1988, nedkaldte Khomeini den 14. februar 1989, få måneder før sin egen død, en såkaldt fatwa over ham – en islamisk ’retskendelse’ eller ’anvisning’.

Fatwaen var en regulær dødsdom. Den pålagde alle »inderligt troende« muslimer at slå ikke bare Rushdie ihjel, men tage livet af alle, der formidlede og udbredte hans bog.

Også ayatollah Khamenei, Irans leder i dag, stillede sig bag. I 1989 udtalte han ordret: »Jeg informerer det stolte muslimske folk verden over om, at forfatteren til bogen De sataniske vers, som er rettet mod islam, profeten og Koranen, og alle, der har bidraget til bogens offentliggørelse, er dømt til døden. Jeg beder alle muslimer om at henrette de pågældende, hvor end de måtte befinde sig.«

Hvordan skal man forstå, at så voldsomme trusler kan udspringe af en så voldsom vrede over et afsnit på femten sider med en drømmesekvens i den flere hundrede sider lange bog, hvis hovedtema snarere er kulturel hybridisering og immigranterfaringer – og som nok kun de færreste af Rushdies ophidsede fjender og foragtere har ulejliget sig med at læse?

Det spørgsmål kan ikke besvares udtømmende i kort form. Rushdies ’blasfemi’ har mange lag og aspekter, som kan være vanskelige at forstå. Navnlig hvis man ikke har de islamiske  forudsætninger på plads.

Muslimer tror på, ​​at profeten Muhammed fik besøg af ærkeenglen Gibreel (Gabriel på dansk) som over en 22-årig periode reciterede Guds ord for ham. Disse ord gentog Muhammed over for sine følgere, og til sidst blev de skrevet ned til vers og kapitler i Koranen.

Rushdies roman tager flere islamiske dogmer under satirisk behandling. En af hans hovedpersoner, Gibreel Farishta, har en række drømme, hvor han møder sin navnebror, ærkeenglen Gibreel. I disse drømme møder Gibreel ’profeten Mahound’ – et alternativt navn for Muhammed, som nogle gange blev brugt nedsættende i middelalderen af ​​kristne, der betragtede ham som en djævel.

Ydermere lægger Rushdies Mahound-figur sine egne ord i englen Gibreels mund og udsteder påbud til sine tilhængere, der ikke er spor guddommeligt inspirerede, men åbenlyst tjener hans egne egoistiske formål. Men selv om Mahounds fiktive skribent, Salman Perseren, i bogen afviser ægtheden af ​​sin herres recitationer, nedfælder han dem alligevel, som var de Guds ord.

I Rushdies bog ser Salman for eksempel oprindelsen til visse tekststeder, der findes i Koranen – og gør mænd til overhoveder for kvinder og giver dem ret til at slå deres hustruer – i Mahounds sexistiske synspunkter.

Gennem Mahound sår Rushdie med andre ord tvivl om selve Koranens status som guddommelige ord og forskrifter, der skal følges og æres af rettroende muslimer. 

Vedvarende værdikonflikt 

Med fatwaen mod Rushdie og De sataniske vers blev grunden lagt til en ekstremt polariseret kultur- og værdikonflikt, hvor to ubrydelige principper støder sammen og skiller Vesten fra den muslimske verden.

På den ene side det princip, at ingen skal dræbes eller trues for noget, de siger og skriver, på den anden side det princip, at ingen skal have frihed til at krænke muslimer ved at tilsmudse ’profetens ære’ eller gøre nar af islams helligdomme. Vi  kommer her til at tænke på woke-begrebet, hvor retten til ikke at blive krænket vejer tungere  end retten til at fornærme.

For 33 år siden udløste udgivelsen af De sataniske vers en næsten øjeblikkelig kogende vrede i store dele af den muslimske verden. Ikke så snart var den udkommet i Storbritannien i september 1988, før den daværende indiske premierminister, Rajiv Ghandi, forbød den i Indien i et håb om at tiltrække stemmer fra de muslimske vælgere ved det forestående parlamentsvalg.

Tyve andre lande fulgte trop. Mange steder blev der afholdt rasende demonstrationer, og i Bradford, i det nordlige England, blev eksemplarer af bogen brændt på en offentlig plads.

I en periode så først en stor boghandlerkæde og så de britiske forlag sig nødsaget til at trække bogen tilbage. I protest mod udgivelsen i USA blev det amerikanske kulturcenter i Islamabad, Pakistan, angrebet under tilråb som »Hæng Rushdie!« Det lyder frygteligt, ingen kunne være i tvivl om, at vreden til enhver tid kunne omsættes i  død ved halshugning.  Vesten viger tilbage,  konfrontation vil man for enhver pris undgå. ”Kan vi ikke tale om det”  sagde van Gogh,  inden han blev halshugget på åben gade. –

Men det var Khomeinis fatwa, der for alvor opflammede gemytterne. I Teheran satte de shiamuslimske mullaher, der havde grebet magten ved shahens fald ti år tidligere, sig for at påtvinge, hvad de ser som islams lov – og ikke bare i deres eget land, men i hele verden. Dødsdommen blev fulgt op med et tilbud om en dusør på tre millioner dollar til den, der ville udføre storayatollahens befaling.

Mordforsøg

En række fanatikere så sig ansporet til at handle »i Allahs navn«. Der var et mordforsøg i juli 1991 på Rushdies italienske oversætter, Ettore Capriolo, som overlevede sine knivstik. Rushdies japanske oversætter, Hitoshi Igarashi, var ikke lige så heldig, han blev knivdræbt samme år.

Det var ej heller de 37 personer, der to år senere omkom i Tyrkiet under en påsat mordbrand i hotellet, hvor Aziz Nesin, oversætter af den tyrkiske udgave af De sataniske vers, opholdt sig. Samme år blev William Nygaard, den norske udgiver af bogen, alvorligt såret af tre kugler i ryggen.

Salman Rushdie måtte se sin hverdag vendt på hovedet. En ny tilværelse som flygtning, permanent under jorden, tog nu sin begyndelse. Eskorteret af livvagter skiftede han bopæl ikke færre end 56 gange i de første seks måneder efter fatwaen udstedelse. Men selv om han måtte holde sig skjult, fortsatte han med at skrive, blandt andet om sin skæbne.

Hans selvbiografiske roman Joseph Anton – et pseudonym for ham selv sat sammen af fornavnene på hans to yndlingsforfattere, Conrad og Tjekhov, udkom i 2012 og var direkte inspireret af de år, han levede som fredløs.

I 1998 kom der nye signaler fra Teheran. Den nyvalgte, reformistiske præsident Mohammad Khatami lovede, at Iran ikke vil søge fatwaen ført ud i livet, og fra 2000, da han bosatte sig i USA, vovede Rushdie at vende tilbage til en grad af normalitet.

Damokles-sværdet hænger dog stadig over hans hoved. Fatwaen kan af princip ikke tilbagekaldes, siger Iran, og i 2005 bekræftede Irans øverste leder, Ali Khamenei, igen, at islam bemyndiger drab på Salman Rushdie. Og elleve år senere, i 2016, lagde ultrakonservative iranske medier 500.000 dollar oven i den dusør, der stadig er udlovet på hans hoved.

Siden 2000 har Rushdie boet på forskellige adresser i New York, for det meste tæt på Union Square på Lower Manhattan. Da Information interviewede ham i 2018, insisterede han på, at han ikke længere ville »leve i skjul«, men leve et normalt liv og »tage subwayen« som alle andre.

Rushdie stammer selv fra en muslimsk familie, men betegner sig som ateist. Men det er misvisende at kalde ham ’islamkritiker’. Flere gange har han givet udtryk for, at det vigtigste for ham er at hellige sig litteraturen, der har en evne til »at øge summen af, hvad mennesker er i stand til at opfatte, forstå og derfor i sidste ende til at være«, som han skriver i Joseph Anton.

4.  At skrive som modstand

At blive ved med at skrive blev den primære modstandsform, som Salman Rushdie slog ind på efter fatwaen. Dog har han altid konsekvent forsvaret ytringsfriheden og udtalte eksempelvis uforbeholden støtte til Charlie Hebdo efter angrebene i 2015, hvor en betydelig del af den amerikanske intellektuelle opinion tog store forbehold over for det franske satireblad eller ligefrem fordømte det.

»Det ser ud til, at vi har draget den forkerte lære af erfaringerne med fatwaen. I stedet for at indse, at vi var nødt til at modsætte os disse angreb på ytringsfriheden, tænkte vi, at vi var nødt til at formilde angriberne med kompromisvilje og kapitulation,« erklærede han.

»Jeg har siden haft på fornemmelsen, at hvis angrebene mod De sataniske vers fandt sted imod mig i dag, ville folk ikke have forsvaret mig, men brugt de samme argumenter mod mig (som mod Charlie Hebdo, red.) og anklage mig for at fornærme en etnisk og kulturel minoritet.

»Hvorfor kan vi ikke diskutere islam?« spørger han. »Det er muligt at respektere individer, at beskytte dem mod intolerance og samtidig udtrykke skepsis over for deres ideer, ja, selv kritisere dem voldsomt.«

Salman Rushdie blev født i 1947 i en muslimsk og borgerlig familie i Bombay i et kvarter, hvor indere og europæere boede side om side. I et interview fra 1993 bemærker han:

»For alle, der vokser op i enhver storby, især i en by som min, hvor øst og vest mødes, er en af ​​de realiteter, man får påtvunget, at kultur er hybridisering – en blanding, kort sagt: en uren form. For mig bør romanen være en fejring af urenheden.«

Der er især to ting,  jeg har svært ved at fatte i dette forløb. 1. At en revolutionær radikalisering af en religion i et fjernt land som fx Pakistan eller Iran medfører, at man udser sig et krænkelsesobjekt (her en forfatter med rødder i  både den indiske og den britiske verden) og i en afstand på 4.400 km udsiger en fatwa, et bud om at dræbe en fjern forfatter i et fremmed land fordi han har skrevet en roman der berører den muslimske verden. Inden der er gået tre dage er hele den muslimske ummah  på mærkerne  og klar til at dræbe Salman Rushdie. Og at dommen stadig står ved magt 34 år senere er for mig absurd og vanvittigt ud over alle grænser. At man kan hypnotisere mere end en milliard mennesker til at tro, at det kun er rimeligt at udstede en sådan dødsdom er for mig et udtryk for det totale vanvid! Intet mindre. –  2.  Det næste træk i denne historie er så, at ledende meningsdannere, politikere, journalister, præsidenter og andre topfolk fra de vestlige elite også er i stand til at følge den muslimske fatwa og oven i købet kritisere og håne objektet for dødsdommen

Salman Rushdie betaler prisen for kampen mod intolerance

Dialogen har fået en/sin mening i sig selv, så formen og den bagvedliggende ide overskygger sagen og indholdet. Ikke mindst i den skyldbevidste protestantiske kulturkreds ser mange dialogen i afladens lys.    –  globalisterne bruger masseindvandring som et våben til at tilintetgøre landenes nationale identitet..  Masseindvandring handler ikke om at hjælpe mennesker, men om at ødelægge den nationale identitet

    Vi  har for længst efterladt ideen om assimilation,  og der er ikke mange der  i dag tror på integration. Samfundet er delt op i ghettorer. Ingen tør i dag for alvor udfordre de muslimske  samfund, der  vælger sharia frem for folkestyre.  Og EU-ivrige politikere  som Lars Løkke fortsætte med at lade i tusindvis af muslimer komme her til. Og det er næppe for at berige  Danmark,  der kan for mig at se kun være en grund til det: En underminering af det nationale Danmark,  hvilket fremmer vejen ind i  de centrale gemakker i EU. – 

Litt. Douglas Murray – Islamofili som en moderne sygdom der har grebet det højest 

        uddannede i vores vestlige samfund   Historien om Lee Rigby –   Prince, King Charles  og 

        en mere 

        Information:  Rushdie betaler prisen for for kampen mod intolerance.  (august 2022) 

        Religion.dk :  hvorfor kan vi ikke diskutere Muhammeds liv  

        Lex.dk Den store Danske – Salman Rushdie  November 2023