Jeg er kommet som lys til verden,

at enhver, der tror på mig,

skal ikke forblive i mørket

Johannes 12,46

Hvad er julens budskab egentlig? Hvad kan julen betyde for vores materialistiske og sekulariserede samfund? Hvad har stjernen i Betlehem og babyen i krybben med os at gøre? Spørgsmålene – og svarene – har aldrig været vigtigere, end de er nu. Men selv ved overhovedet at stille spørgsmålene er man halvvejs til svaret.

Beskeden

Julen er historien om lyset, der trænger ind i mørket, om “den ukendte Gud”, der giver sig til kende gennem Jesus Kristus, og som aktivt griber ind i menneskehedens historie for at give os et glædesbudskab – men også for at give os et valg. Julens budskab er både et åndeligt og et historisk drama. Det er dramaet om den guddommelige vilje, som manifesterede sig på jorden gennem Jesus Kristus, som blev meddelt af disciplene til verden, og som med tiden blev en social faktor for revolutionær magt. Det var et budskab, der ændrede verden og blev grundlaget for den vestlige civilisation.

Julens budskab er et glædesbudskab, et evangelium – for dem, der er modtagelige for det. I vores tid i den vestlige verden er modtageligheden blevet svag. Materialisme og rationalisme har sløvet vores intuitive opfattelse af en åndelig virkelighed. Vores følelse af mystik er blevet svækket i en verden, der er blevet ‘affortryllet’. Vi har ikke kun mistet svaret, vi stiller ikke længere det spørgsmål, som den kristne tro er svaret på. Det moderne rationelle menneske har forhærdet sit hjerte mod budskabet. Da de vise mænd fandt vej til stalden, var det fordi de havde haft det nemt: det var det, de havde ventet på. Men den, der ikke søger, finder heller ikke. For moderne mennesker er Betlehemsstjernen blevet usynlig. Et helt folk, en hel æra passerer stalden og krybben uden at se. De er blevet åndeligt blinde. For dem er krybben tom, som Alfred Delp udtrykte det.

Når Jesus siger, at han ikke er kommet for at bringe fred, men strid (Luk 12,51), betyder det, at selve budskabet vil skabe splittelse. For nogle vil budskabet være uforståeligt, for andre vil det være ligegyldigt, men for nogle – dem der ønsker at fortsætte et hedonistisk og materialistisk liv, eller et liv på jagt efter magt og penge og status – vil budskabet blive opfattet som en provokation. og en trussel. Det var på grund af sådan, at Jesus måtte skjule budskabet i lignelser.

For dem med længsel og åbne hjerter er budskabet dog klart. Dem, der er lydhøre over for kaldet, og som bevæges i deres sjæle af julens budskab – i dem er ånden allerede aktiv; de har alle følt det guddommelige nærvær, måske uden at være bevidste om det, eller uden at kunne sætte ord på det. For ingen kan komme til Kristus, uden at Faderen drager ham (Joh 6:44). Nogle mennesker føler dette “træk”, andre gør ikke.

Men miraklet i Betlehem angår os, selvom vi benægter det. Miraklet bor allerede i os; thi skønt vi har forkastet Gud, har Gud ikke forkastet os. Hvis vi bliver bevæget af ånden, er det fordi ånden allerede er i os. Det ligger i vores sind og hjerter og venter på den time, hvor vi vil åbne os for budskabet, det venter på, at vi begynder at forstå, hvor meget rigere det liv kan være, der er fyldt med kraften i åndelige oplevelser.

Kristi fødsel er ikke kun en engangsbegivenhed; hver jul bliver Kristus genfødt for evigt nye mennesker, der er modtagelige for budskabet. Og for dem, der har taget imod budskabet, er julen en tid til inspiration, refleksion og eftertanke. Julen er en mulighed for at genoprette det hellige bånd mellem himmel og jord, mellem Gud og mennesker.

Julen er også en mulighed for at begynde en personlig rejse, at opgive vores stolthed og indrømme vores egen magtesløshed og indrømme, at vi alle har brug for et højere livsperspektiv, for at vores liv får mening. Vi har brug for det, for at samfundet som helhed kan holde sammen. Det er netop fordi dette højere perspektiv er gået tabt, at vores samfund nu går i opløsning. Ateismens træ har så sandelig båret ond frugt. Så længe vi er bundet af det udelukkende materielle, vil menneskelivet være låst i en evig jagt på fornøjelser, materielle goder, ære, grådighed, magtbegær og overfladiskhed. Først når den åndelige magt hersker over det materielle, vil vi være i stand til at ændre samfundet. Men det kræver først, at vi selv bliver transformeret.

Lys og mørke

Kristus kom for alle, men først og fremmest for dem, der har brug for ham – dem, der lever i nød og undertrykkelse, i frygt og fortvivlelse, dem, der vandrer i mørke, dem, der lider og længes, dem, der er “fattige i ånden”, de som indser behovet for det åndelige, for at livet kan være meningsfuldt og lidelsen lettere at bære. Det var for hyrderne på marken, at englen viste sig, ikke for de rige og magtfulde. Det var ikke statsledere og rigmænd, der kom til krybben.

Som et symbol minder Betlehemsstjernen os om, at Kristus kom til verden som et lys, et lys for dem, der sidder i mørke. Han kom ikke til at udviske skellet mellem lys og mørke, mellem ondt og godt,

Et spørgsmål om tro

Budskabet blev først forkyndt af Johannes Døberen. Han var stemmen, der råber i ørkenen, en stemme, der advarer om, at vi går en skæbnetid i møde, og at det er tid til at vælge. Han gjorde det for at advare og vække. Johannes meddelte, at med Jesu fødsel var beslutningens time kommet. Vi kan vælge lyset og vandre med ligesindede, eller vi kan vælge det falske og utro fællesskab af dem, der har valgt at forblive i mørket og dermed være ligeglade med kampen mellem godt og ondt, der raser uophørligt.

I den moralske ørken, som vores egen tid er blevet, har vi brug for denne stemme mere end nogensinde. Vi har brug for at blive advaret, opfordret, formanet og vækket fra vores dvale. Ligesom på Johannes Døberens tid skal vi igen rydde vejen for Herren og gøre stierne lige, altså for igen at gøre det muligt for mennesker at høre og forstå budskabet; for vi er virkelig fortabt – ja, ikke blot har vi mistet vores retning, vi har mistet viden om vores destination. Det er naturligvis ikke nogen nem opgave i et samfund, der er gennemsyret af ateisme og kold rationalisme. Men vi kan starte med os selv. Juletiden kan inspirere os til at lade livets lys, håbet og sandheden skinne ind i os og forvandle os og dermed blive et lys for andre.

Selvfølgelig er det et spørgsmål om tro. Guds ord bliver til sandhed for den enkelte gennem troen. Men hvad er tro? Det er ikke så mystisk og svært, som nogle forestiller sig. Paulus forklarer: “Tro er vished om det, man håber på, vished om ting, der ikke ses…I tro forstår vi, at verden er skabt ved Guds ord, og at det, vi ser, har sin oprindelse i det usynlige. ” (Hebræerne 11,1-3). Tro er forståelsen af, at verden har sin oprindelse i noget, der i sig selv ikke er af verden, en årsag, der i sig selv ikke har nogen årsag. I en vis forstand er tro det samme som tillid, det vil sige tillid til, at verden og vores liv har mening, at vores jordiske liv kun er en del af vores eksistens, og at der er en virkelighed og orden af ​​guddommelig oprindelse, som vi delvist kan opfatte. Denne guddommelige virkelighed er en intuitiv erkendelse, men den kan også gribes af fornuften. Det ligner lyset fra en usynlig kilde: vi kan ikke se selve lyset, men vi kan se dets refleksion i det, lyset falder på. Det guddommelige er overalt omkring os. Verden er stadig et sted fuld af mystik og mirakler. Bare åbne dine øjne og se! Og måske er juletiden den tid på året, hvor vi stærkest kan fornemme denne magi og vidunder.

Håber

Alle kulturer har et spirituelt og religiøst grundlag. Det væsentlige i det spirituelle er oplevelsen af ​​det transcendente, at der er noget “ovenover” eller “ud over”, mens religion konkretiserer og kommunikerer et folks metafysiske sandhed. Det er dette, der giver mening og retning til samfundets og individernes eksistens. Når dette fundament opløses, går kulturen til grunde.

Derfor er julens budskab vigtigere end nogensinde; fordi vi ved at fejre julen og alle dens traditioner, både kristne og verdslige, er med til at bevare vores kulturarv. Vi hjælper med at bygge en fæstning mod de dæmoniske kræfter, der ønsker at udslette vores civilisation. Det er netop fordi julen er så vigtig en del af vores identitet, vores kollektive hukommelse og for vores følelse af sammenhold, at den og alle de andre traditioner og symboler er under angreb. Men så længe vi fortsætter med at fejre jul og de andre højtider, er der stadig håb.

Den ”aflyste” præst Calvin Robinson har sagt, at vi ikke kæmper en kulturkamp, ​​men en åndelig kamp: ”Vi kæmper for selve hjertet af det vestlige samfund, som blev grundlagt på kristne principper.” Kampen om vores civilisation er primært en åndelig kamp. Og det starter her, under Betlehems stjerne, ved stalden og krybben, da den ukendte Gud gav sig til kende og blev en mand blandt mennesker og dermed begyndte vores civilisation, en kristen civilisation, om man vil indrømme det eller ej .