Eller skal vi kalde det tragisk ironi eller karma? Vælg selv.

Der var engang et land, som hed Sverige. Det var et forbillede for store dele af verden og en humanitær stormagt. Når Sverige talte, lyttede alle med respekt og beundring.

Desværre kunne landets herskere ikke lide befolkningen og besluttede derfor at udskifte den. Det skete formelt i 1975, da en enig rigsdag vedtog, at Sverige fra da af skulle være multikulturelt – altså et område, hvor flere kulturer kunne slå rod som ligeberettigede. Følgeligt importerede herskerne millioner af fremmede og fortalte svenskerne, at de tilvandrede havde lige så stor ret til landet som Sveriges oprindelige befolkning. Og ve den, der mente noget andet.

Sveriges magthavere forklarede, at deres folkeudskiftning var motiveret af næstekærlighed til brune og sorte mennesker. I virkeligheden regnede de med, at de fremmede ville gøre det lettere for det permanente bureaukrati og storkapitalen at bevare magten. En splittet befolkning er nemmere at styre end en homogen.

Planen er lykkedes over al måde. Multikulturen blomstrer, og Sverige kan nu nyde godt af daglige, multikulturelle manifestationer som skyderier, massevoldtægter og bombesprængninger.

Til den herskende klasses ærgrelse er successen ikke kommet uden omkostninger.

Sveriges rigsbankchef, Erik Thedéen, frygter nemlig, at den multikulturelle vold vil medføre svigtende tiltro til svensk erhvervsliv. Skyderier, bomber og granatangreb har det med at dæmpe investeringslysten, og nu advarer centralbankchefen om, at bandekrigene indebærer en økonomisk risiko.

Til Financial Times siger Erik Théeden, at et af Sveriges styrker har været svenskernes tillid til hinanden og til myndighederne, og denne tillid risikerer nu at blive udfordret, med mindre landet får styr på bandekriminaliteten.

Det får Sverige selvfølgelig ikke, med mindre regeringen griber til de samme metoder, som Israel bruger mod de muhamedanske bander i Gaza, og det er der ikke udsigt til.