Officielle rapporter fra FN-systemet er i stigende grad præget af woke-tankegang. WHO står som bekendt for ”World Health Organization”. Eller står W’et monstro snarere for ”Woke”? Noget kunne tyde på det. 

Dugfriskt eksempel: Da WHO i 2022 udgav en revision af deres anbefalinger om abort, skrev de, at det gælder abort for alle køn, altså ikke kun for kvinder, men også f.eks. for transmænd og intersex-personer. Samtidig anbefaler organisationen, at der ikke skal være bestemte tidsgrænser for, hvornår abort kan udføres. 

Også i Danmark er der opstået interesse for at revidere abort-lovgivningen ved at hæve tidsgrænsen. Det Etiske Råd barslede i september med en rapport om provokeret abort. Nu vil flertallet foreslå at hæve grænsen for lovlig abort fra udgangen af 12. uge til f.eks. 18. uge, så sen abort ikke kræver, at man rejser til Sverige. Rådet fandt det ”tankevækkende, at reguleringen af abort stort set ikke har ændret sig, selv om vi i år kan fejre 50-året for den fri aborts indførelse.” 

Den ’tanke-vækning’ kalder på nogle kommentarer.

For det første er ’fejre’ et besynderligt ord at bruge om en handling, der for mange kvinder er forbundet med smerte. 

For det andet: Kunne det monstro være, at grænsen ikke er blevet italesat, fordi den så nogenlunde ligger, som den skal? Meningsmålinger peger i den retning.

For det tredje noterer vi, hvilke fire centrale hensyn der har spillet en central rolle i samtlige rådsmedlemmers overvejelser: Hensynet til den gravide – til fosteret – til sundhedspersonalet – og til samfundet (herunder kvinders stilling i samfundet). 

Men hov! Lige et øjeblik: Hvor er faderen blevet af? 

Er eksperterne for 117ende gang gået i den gynge, hvor alt handler om kvinders / mødres rettigheder, mens mænd / fædre er placeret i usynligheds-kategorien? 
Åbenbart.

Det Etiske Råd består af 17 medlemmer, heraf 8 mænd. Hvordan kan det gå til, at ingen af disse 8 mænd har lagt vægt på de etiske overvejelser, der angår mændene? 

Historisk set har kvinder været bundet til mænd og familie. Hvis en kvinde var gift med en usympatisk eller voldelig mand, kunne hun ikke frigøre sig og få en selvstændig tilværelse, da hun ikke selv tjente penge. Hvis hun blev gravid, blev hun afhængig af at sørge for barnet, da abort var illegalt. Hun kunne også risikere, at manden stak af fra hende, hvorfor man forsøgte at beskytte kvinder ved at gøre det vanskeligt at få skilsmisse.
I alle disse scenarier er manden på en eller anden vis den onde og usympatiske, mens kvinden er et offer for undertrykkelse.
Den tankegang blomstrer stadig, selv om kvinder i dag tjener penge selv og let kan få skilsmisse. Alt handler om kvinden som nødlidt, hvorimod al tanke om hensyn til manden og hans følelser bliver ignoreret. 

En sund og normal kvinde kan få et barn, hvis hun ønsker det. Hvis hun ikke er tilfreds med de mænd, der er til rådighed, kan hun blive solomor. En mand kan derimod ikke bare vælge at få et barn. Han er afhængig af en kvindes velvilje.
Ud af de 50-årige er det ca. 20 % af mændene, mod ca. 12,5 % af kvinderne, der aldrig har fået børn, og for de yngre generationer ser det endnu grellere ud. 

Mange mænd ville gerne stifte familie, hvis de kunne. Interviewundersøgelser fra Norge og Sverige fortæller, at omkring 80 % af de barnløse mænd gerne ville have børn. Det kan således meget vel tænkes, at en kvinde, der overvejer abort, bærer på netop det barn, der kunne være en mands eneste chance for at sætte afkom i verden.
Hvorfor skal hun kunne tage en så vigtig beslutning aldeles uden at inddrage barnets far?

Samtidig er der også en del mænd, der helst er fri for at få børn. Europæiske undersøgelser tyder på, at andelen af frivilligt barnløse blandt de barnløse mænd er omkring 10 %. Disse mænd kan komme ud for, at de har gjort en kvinde gravid, men ikke ønsker, at barnet skal fødes.
Måske har en kvinde endda narret dem til at gøre sig gravid? Det er der jævnligt eksempler på, hvilket kan føre til store problemer for den mand, der ikke ønskede barnet. Hvis kvinden insisterer på at gennemføre graviditeten og føde barnet, står manden til at betale en fast udgift til barnet de næste 18 år. 

Burde overvejelsen om abort eller ej ikke træffes i fællesskab af mand og kvinde?  

Herhjemme er fremsat forslag om at indføre ”juridisk abort” for manden. Mænd kan gives medbestemmelse i abortspørgsmål ved at indføre en faderskabserklæring, som skal underskrives inden udgangen af 12. svangerskabsuge. Hvis kvinden ønsker at gennemføre svangerskabet, skal hun være forpligtet til at oplyse den mulige fader om graviditeten inden udgangen af 12. uge. Hvis han ikke ønsker barnet, skal han ikke underskrive erklæringen.
I udlandet har man foreslået noget lignende, under betegnelsen ”finansiel abort”.  

Men kunne manden ikke have tænkt sig bedre om før samlejet med en kvinde?  For tænk, der kan komme et barn ud af det!
Men det samme kan vel siges om kvinden? At hun burde have tænkt sig om. Hvis hun kan fortryde, hvorfor må manden så ikke fortryde?

I en aviskronik skrev Anne Sophia Hermansen: ”Klassisk betragtes abort som en del af kvinders frigørelse og kontrol over eget liv, men når det kommer til debatten om juridisk abort til mænd, så er abort pludselig et skrækkeligt og traumatiserende indgreb, der efterlader kvinden ulykkelig og magtesløs. Selvmodsigelserne trives med andre ord og har det ganske glimrende i denne debat . . .” 

Mændenes følelser tæller nul: ” De har åbenbart ikke et følelsesliv, der skal tages nævneværdigt hensyn til. . .”

Det er samme problemstilling ved skilsmisser i børnefamilier. Hvert år oplever 25.000 børn skilsmisse. Det bedste for børnene er, at de herefter bor ligeligt mellem forældrene i en 7/7 ordning. Men alt for ofte går det sådan, at den ene forælder, som regel faderen, mister al kontakt til sine børn. Det sker for 18 % af børnene, dvs. 4.500 nye børn hvert år. Det betyder, at mange tusind fædre er dybt fortvivlede over ikke at have adgang til deres børn. 

Fra faderens side at sammenligne med en sen abort? 

Ifølge feministisk tankegang er faderen et dårligt menneske, der ikke fortjener bedre. Han har måske været voldelig, utro eller ikke til stede for børnene. Men undersøgelser af motiver for, at kvinden søger skilsmisse, siger noget ganske andet. De vigtigste grunde er, at parterne er vokset fra hinanden og ikke mere føler nogen nærhed, forskelle i livsstil og dårlig kommunikation. 

De tilfælde, hvor faderen mister al kontakt med børnene, skyldes ikke specielt, at han ikke betaler sine børnebidrag. Det er som regel tilfælde, hvor moderen er optændt af negative følelser, herunder hævn, og aktivt ønsker at fratage ham samværet og måske endda laver samværschikane. 

Og det er ikke bare de tilfælde, hvor han har været en dårlig far. Netop når faderen har givet sine børn meget omsorg, er der paradoksalt nok relativt høj risiko for, at moderen forhindrer samværet.
Mange mænd er i den situation, at de til barnets 18-års-dag må betale børnebidrag. Alligevel nægtes manden kontakt med de børn, han betaler for i årevis.  

Summa summarum: I dag hersker fortsat et historisk begrundet, men dybt antikveret syn på kønnene: Kvinden er den stakkels enlige mor, offer for en usympatisk mands karakterbrist. Kvinden er tættest på børnene, og faderen holdes væk. 

I et moderne velfærdssamfund er sagen imidlertid den, at kvinder udmærket kan klare sig selv og ikke er afhængige af tvivlsomme mænds velvilje. 

Så det er en klar ommer for Det Etiske Råd.

Lone Nørgaard og Kåre Fog (biolog)