14. samtale hos kriminalforsorgen (04122023). Det er halvanden uge siden, jeg var til min 14. samtale hos kriminalforsorgen. Jeg har ikke haft overskud til at skrive om den. Måske fordi der ikke rigtig skete noget.

Det er iskoldt, da jeg går henad Kong Hans Gade. Men inde på min tilsynsførendes kontor er der en god varme.

Vi taler om løst og fast. Hun lader skinne igennem, at hun tror, at jeg får svært ved at afholde mig fra ny kriminalitet. Jeg giver hende ret. Med den ny bizarre retstilstand i Danmark bliver det svært, konstaterer jeg.

Vi snakker lidt om juleaften. Hvad jeg skal lave. Jeg fortæller, at jeg skal besøge min mor og far.

Hun spørger, hvad jeg bidrager med.

“Mit gode humør,” svarer jeg defensivt.

Det lader ikke til at imponere hende. Og hun har ret. Så godt er mit humør heller ikke.

Vi er som et gammelt ægtepar – min tilsynsførende er nu ikke gammel, hun er en ung kvinde på cirka 35 – hvor alt er sagt. Og det bedste fremtidsscenarie er en gentagelse af monotonien.

Det er enerverende. Men også sært fortroligt. Det føles som om, jeg kender personen overfor mig. Det gør jeg ikke.

Hun oplyser mig om, at jeg egentlig har to samtaler tilbage, men det kan blive svært at klemme to samtaler ind i programmet grundet julen, så hun vil nøjes med at indkalde mig til en enkelt samtale, der så bliver den sidste.

Jeg sukker højlydt af lettelse.

På vej hjem fra mødet går jeg forbi Pilegaards Antikvariat & Mønthandel. De har fået En dag i Ivan Denisovitjs liv hjem og sendt mig en sms om, at bogen er klar til afhentning.

50 kroner?! Hvordan kan man drive forretning på det grundlag? Men der er selvfølgelig også bare tale om en tranebog fra 1972.

Jeg slår op et tilfældigt sted i bogen. Side 49.

Ivan Denisovitj fortæller, hvordan man overlever i det russiske lejrsystem:

“Suk og buk. Hvis du gør modstand, knækker du ryggen.”

Det er der meget visdom i.

Jeg mangler én samtale med kriminalforsorgen.