Politiseringen af CIA

Mange mennesker, jeg kender, flere af dem meget oprejste mennesker, foragter Donald Trump så dybt, at de stadig benægter Demokraternes ulovlige brug af efterretningstjenesterne til at udtvære Trump.

Det er måske ikke så mærkeligt. Mange af dem tror på, hvad de læser i aviserne, og holder op med at lede efter alternative informationskilder.

Charles S. Faddis har siddet 20 år i CIA, bl.a. som stationschef i Mellemøsten og som leder af CIAs antiterrorcenter i hovedkvarteret i Langley. Han har sin uddannelse fra John Hopkins University og en juragrad fra University of Maryland Law School. Han arbejder ikke længere for CIA og er derfor fri til at sige, hvad han mener.

Han burde bestemt kunne være en god alternativ informationskilde for de mange, der henvises til NRK, Aftenposten og VG, og som er ramt af TDS, ‘Trump Derangement Syndrome’. Denne artikel er netop tiltænkt disse – de mange ellers optimistiske, forståeligt nok provokerede, men vidunderligt blinde Trump-hadere.

I oktoberudgaven af Imprimis skriver Faddis om ‘Hvorfor CIA ikke længere fungerer’. Publikationen har over 6,4 millioner læsere i USA, men bliver sjældent eller aldrig citeret i norske medier. Det er måske heller ikke så mærkeligt, for Imprimis beskriver sig selv som en publikation, der “forfølger sandheden og som har forsvaret USA’s frihed siden 1844.”

Ifølge Charles S. Faddis begyndte politiseringen af CIA med Benghazi i Libyen den 11. september 2012 under Obama-administrationen. Et boligområde for amerikanske diplomater blev angrebet af en islamisk milits. 4 diplomater blev dræbt, bl.a. den amerikanske ambassadør i Tripoli. Udenrigsministeriet fik under Hillary Clintons ledelse kraftig kritik for ikke at have truffet foranstaltninger for at komme de amerikanske diplomater til undsætning.

For at redde Hillary Clintons skin, påtog den daværende direktør for CIA, Mike Morell, sig skylden og påpegede, at CIA-analytikerne havde fejlvurderet situationen som en fredelig demonstration, og at dette var årsagen til, at udenrigsministeriet ikke havde reageret. Dette ifølge Charles Faddis.

Han hævder, at påstanden om vildledende rapporter fra CIA-analytikerne var fuldstændig absurd. CIA-analytikere modtog løbende rapporter fra Benghazi om de igangværende angreb. Der var terrorister, der angreb med tunge maskingeværer, granatkastere og raketdrevne granater. Det var langt fra en fredelig demonstration. Faddis skriver;

«Kort sagt havde direktøren for den centrale efterretningstjeneste kastet sig ind i en indenrigspolitisk strid, der dækkede over en åbenlys løgn opdigtet af administrationen. Det gjorde han formentlig, fordi han troede, at udenrigsminister Clinton ville blive den næste præsident, og at han ville blive udnævnt til en højtstående post i hendes administration. Interessant nok, da Clinton tabte i 2016, fik Morell en stilling med en sekscifret årsløn i en Washington-tænketank på linje med Det Demokratiske Parti.”

Næste gang var under valgkampen i 2016, da Det Demokratiske Parti afslørede Trump for de falske rygter om, at han samarbejdede med russerne. Da Trump stadig vandt, fortsatte de, med FBI’s hjælp, anklagerne om at destabilisere Trump-administrationen eller endda få Trump fjernet som præsident. FBI’s involvering er kendt under kodenavnet ‘Crossfire Hurricane’. Mindre kendt er, at CIA også var involveret.

Den omfattende efterforskning af, hvad der foregik under Crossfire Hurricane, har afsløret, at amerikanske efterretningstjenester involverede flere udenlandske efterretningstjenester, primært de britiske. Det er også kommet frem, at briterne blev mindre og mindre begejstrede, efterhånden som det stod klart for dem, at plottet mod den siddende præsident var både upassende og ulovligt, og at det nemt kunne give bagslag på dem selv.

Et sådant samarbejde med udenlandske efterretningstjenester sker naturligvis ikke uden CIA’s involvering. Det ved enhver, der ved, hvordan USA og andre landes udenrigstjenester fungerer. Ifølge Faddis er det sket med samtykke fra både CIA’s stationschef i London, Gina Haspel, og John Brennan, CIA’s daværende direktør. Da Brennan trådte tilbage som direktør for CIA, blev han erstattet af Gina Haspell, som havde været stationschef i London under Crossfire Hurricane.

Angående politiseringen af CIA og de andre efterretningsorganisationer fremhæver Faddis også det berømte brev, som 51 højtstående embedsmænd og kvinder, der tidligere havde arbejdet i amerikansk efterretningstjeneste, stod bag, og som hævdede, at Hunter Bidens ‘laptop from hell’ var resultatet af en russisk desinformationskampagne. Han har selv set indholdet af pc’en og har stadig en kopi af den. Han udtaler;

«Jeg har set indholdet af den bærbare computer og beholder en kopi den dag i dag. Jeg kan forsikre jer, at det umiddelbart var tydeligt, da man så på den bærbare computers indhold, at det var ægte, og at det kraftigt antydede, at Joe Biden selv var blevet kompromitteret af en række udenlandske aktører – først og fremmest det kinesiske kommunist parti.”

Fem tidligere CIA-direktører var blandt de 51, der underskrev brevet. Formålet var indlysende. Det var for at begrave sagen og få Joe Biden valgt til præsident. Både Mike Morell og John Brennan var blandt de fem.

Parallellen med FBI’s bagatellisering af Hillary Clintons 33.000 slettede e-mails og misbrug af hendes private computerserver virker indlysende. Det repræsenterede et alvorligt brud på sikkerheden med potentiale til at ødelægge hendes valgkamp.

I stedet har Demokraterne ved hjælp af bl.a. CIA og FBI, gjort hvad de kunne for at ødelægge valgkampen og Donald Trumps præsidentskab.

Politiseringen af den amerikanske administration med politisk valgte embedsmænd og kvinder, fra de højeste føderale ledere til den lokale sherif, medfører tætte netværk og loyalitetsbånd mellem politikerne og administrationen.

Dette kombineret med stort set donor drevne politikere slører skjulte magtforhold, vildleder vælgerne og underminerer det amerikanske demokrati, som vi har set i de falske hadkampagner mod Donald Trump.

Vi er heller ikke ukendte med fænomenet i Norge, hvor fremkomsten af netværkspartier og et stigende antal karriere politikere har gjort partibogen, hvad enten den er rød eller blå, stadig vigtigere som billet til ydelser og lukrative stillinger i offentlig administration. Det ved norske politikere også at udnytte.

Hvis du vil forstå, hvad der foregår i amerikansk politik, er det tid til at vågne op fra TDS.

Og hvis man vil forstå de mange integritets krænkelser i norsk politik, er det på tide at sætte fokus på de tætte bånd mellem politikerne og embedsværket i den norske forvaltning, ikke kun centralt, men også på amts- og kommuneplan.

Demokratiet er under pres, i Norge som i USA.

Øystein Steiro Sr.,

Vejler

Køb “How the Authority bluffed us” af Robert Malone her!”