www.asgeraamund.dk

Sultan Ahmed Al-Jaber er en glad og stolt mand. Det er lykkedes ham at mobilisere denne klodes 70 000 førende klimariddere om det grønne bord. Denne udsøgte skare er i hundredvis af private og offentlige fly hastet til Dubai i De Forenede Arabiske Emirater til den årlige COP- konference i FN-regi for at drøfte veje til det fælles mål: den globale afkøling, der skal opnås gennem en dramatisk omlægning af verdens energiforbrug. Fra olie, kul og gas til vindmøller og solpaneler kombineret med fangst og deponering af CO2, der officielt er udpeget som den bestemmende faktor for klimaets udvikling her på Jorden.

Sultanen ved godt, at dette ikke kommer til at ske. Heller ikke denne gang. Konferencen hedder COP 28, fordi det er 28. gang, man mødes for at nedbringe CO2-udledningen og derved dæmpe den forventede globale opvarmning. Det er også 28. gang, at det bliver ved snakken og de svulstige skåltaler. Ahmed Al-Jaber er udnævnt til formand for konferencen, som vel egentlig burde være afholdt i den grønne revolutions tempel hos World Economic Forum i Schweiz med Greta Thunberg for bordenden. Men hun har for en stund taget orlov fra klimakampen for at jage jøder. Og skiløjperne i Davos er i slutningen af november endnu ikke prepareret til sjov i sneen for de mange betydningsfulde beslutningstagere fra alle FN’s medlemsstater. Så sultanen løb med konferencen og har efter eget udsagn hermed en enestående mulighed for at gøre store forretninger, nu da han har samlet 70 000 ministre, statschefer, konger og prinser på ét sted. Sultanen er nemlig koncernchef for en af verdens største producenter af fossil energi, Abu Dhabi Oil Company, som agter at øge produktionen af olie og gas i de kommende årtier, da sultanen belært af erfaring udmærket ved, at når COP-konferencens svulstigheder, tomme løfter og hule forsikringer er klinget af, stiller deltagerne pænt op i kø for at tegne olie- og gaskontrakter.

Virkeligheden viser da også, at der er en gabende kløft mellem de klimamål, man på de mange COP-møder er blevet enige om og de faktiske resultater. Igen, igen har nationerne i enighed fastlagt en temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader, men en nylig FN-rapport fra klimapanelet IPCC konkluderer, at vi er på vej mod en temperaturstigning på 2,9 grader. FN’s generalsekretær Antonio Guterres, der altid er klar til en udtalelse om ting, han ikke har forstand på, slår til igen: ”Det er de politiske lederes skyld. En afgrund beklædt med knuste løfter, knuste liv og knuste rekorder. Verden koger!”

CO2-udledningen skulle efter alle aftaler være på vej ned, men IPCC-rapporten viser tværtimod, at produktionen af kul, olie og gas er på vej op og vil fortsætte med at stige gennem det meste af dette århundrede. Alle rapporter viser, at efterspørgslen efter energi tordner i vejret især i Afrika og Asien, og selv om FN og alverdens grønne klimariddere maser på for at plastre Afrika til med vindmøller og solpaneler, vil afrikanerne hellere have kul, olie og gas, fordi de ved udmærket, at man ikke kan skabe en vækstøkonomi på svigefulde og upålidelige energikilder som sol og vind.

Kineserne har rapporteret til IPCC, at man begynder at udfase kulproduktionen omkring år 2050, hvad ingen mennesker dog tror på. Der bygges i øjeblikket over 600 nye kulkraftværker globalt. Flertallet er i Kina, men også Indien, Japan og Vietnam er godt med. Olie- og gasproduktionen vil bestemt ikke blive reduceret efter 2050, hvis der er efterspørgsel, og det vil der være, da den ’grønne omstilling’ til vind og sol halter langt bagefter de aftalte mål.

Vi kan konkludere, at hverken målene om 1,5 eller 2 graders stigning kan nås. Det var også en forudsætning, at vi inden 2050 kunne opsamle og deponere 5 milliarder tons CO2. Der er bare ingen, der ved hvordan man teknisk kan realisere denne luftige antagelse, og der er heller ikke noget, der tyder på, at vi udvikler teknologien i den nærmeste fremtid.

Det går i øvrigt rigtigt skidt med den grønne omstilling mange steder. Ifølge Bloomberg forventes halvdelen af de planlagte vindmølleprojekter i USA at blive nedlagt, fordi de er urentable. Det er allerede gået ud over danske Ørsted og tyske Siemens- Gamesa. Salget af e-biler er stagneret i USA, og producenterne fyrer folk og nedbringer produktionen. Ford Motor Company meddeler, at de kommer til at tabe 4,5 milliarder USD på e-biler i år. Også Honda og General Motors har skrottet deres produktionsplaner. Herz vil ikke udleje e-biler mere på grund af de høje reparationsomkostninger. Autoforhandlerne må sælge lagrene af e-biler ud med enorme tab.

Investorerne i USA flygter fra den grønne omstilling med katastrofale kurstab til følge for den grønne industri: Ørsted er faldet med 67 %, Power Inc. (solpaneler) 71%, Charge Point Holdings Inc (ladestandere) 70 %, og Nikla Corp (e-lastbiler) er i dag helt uden værdi. Man kan således ikke tvinge hverken forbrugere eller regeringer til at foretage sig handlinger, der strider mod sund økonomi og sund fornuft. Den grønne revolution fungerer simpelthen ikke, fordi almindelige, fornuftige mennesker køber ikke rædselsfortællingerne fra IPCC og fra næsten samtlige medier om Jordens snarlige undergang, hvis ikke vi stopper udledningerne af CO2.

Det norske Statistics Norway, som er statens statistiske bureau svarende til Danmarks Statistik, har netop publiceret en rapport, der konkluderer ”at effekten af menneskeskabte CO-2 udledninger synes ikke at have forårsaget systematiske fluktuationer i klodens temperaturer gennem de seneste 200 år”. Sultan Ahmed Al-Jaber smiler bag rattet i sin Rolls Royce Silver Ghost.