Politikere i flere vestlige lande , bl.a. i Danmark, er begyndt at jamre over, at vi nu igen skal opleve åben antisemitisme – blot et par generationer efter Hitlers Holocaust. I Sydney i Australien optræder en menneskemængde med slagordet ”Gas jøderne”. I Polen demonstrerer en skandinavisk studerende med et krav om at ”rense verden” for jøder. I København og andre danske byer ser vi sammenrend af muhamedanere og venstreorienterede, som forlanger, at Israel bliver udslettet – det land, der skulle være tilflugtssted for jøder, som ikke kunne leve i fred i Europa, og som ingen ville have. I flere vestlige lande siger jøder nu, at de oplever antisemitiske chikanerier og overfald, og at de ikke længere føler sig sikre, men må skjule deres jødiske identitet.

Men hvad havde politikerne troet? I flere årtier har de med glæde importeret muslimer, hvis religion/ideologi går ud på at udrydde jøder. Det kan man læse om i Koranen, Hadithen og Siraen.

Politikerne har selvfølgelig aldrig læst en linje, men det burde de have gjort, før de slog portene op for de fremmede barbarer og årti efter årti fordømte enhver, der protesterede mod at udlevere landet til tilvandrede, der ikke ville os noget godt. Og det fortsætter. Folketinget har netop givet dansk indfødsret til godt 600 muslimer, og SF udtaler, at det er en glædens dag for Danmark.

Journalisterne, som engang påstod at være magtens kritikere og dårlige samvittighed, deltog også med iver i heksejagten på indvandringsmodstandere og islamkritikere, der blev stemplet som højreekstremister, som skulle forfølges med alle tænkelige midler. De stod nemlig i vejen for den ”integrationsindsats”, der aldrig lykkedes, og som de fleste nu er holdt op med at tale om.

På universiteterne, hvor man skulle forvente at finde rigtige eksperter, som havde sat sig ind i islamisk ideologi og virkningshistorie, holdt man for det meste sin mund. Når eksperterne endelig udtalte sig, var det for at hænge islamkritikere ud. Og det var fuldt forståeligt, for der var gode avancementsmuligheder i at fedte for profeten.

Herboende jødiske intellektuelle og skribenter valgte enten at gemme sig eller overfalde islamkritikere, og flere overrabbinere udtrykte deres fortrøstning til imamernes og de islamiske aktivisters gode hensigter.

Der var med andre ord ingen plads til dem, der advarede mod konsekvenserne af den muhamedanske masseindvandring. Og nu står vi med konsekvenserne – alt mens politikerne er holdt op med at tale om dem og i stedet prøver at mobilisere befolkningen bag planer om vindmølleparker, lønforhøjelser til sygeplejersker og øget støtte til Ukraine.

Et land, der ikke vil lytte til sine kritikere, kan selvfølgelig ikke bestå – som vi i historiens løb har set den ene gang efter den anden. Det plejer at ende med samfundsomvæltninger.