Det ville være synd at sige, at den prominente britiske historiker, Niall Ferguson (det er ham, der er gift med Ayaan Hirsi Ali), demonstrerer nogen stor optimisme om verdens fremtid under sit nylige interview med Australiens tidligere vicestatsminister, John Anderson.

Faktisk er han stærkt bekymret, idet han påpeger, at vi de seneste år har befundet os i en ny kold krig, som bliver farligere end den første, der endte med Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Vesten var dengang så overbevist om sin globale styrke, at få kunne forestille sig de trusler, som har omgivet os, siden Joe Biden blev amerikansk præsident. Vesten slappede af, og i stedet for at vise styrke, hengav USA og Vesteuropa sig til drømmesyner om klima, multikultur, sexfantasier og forestillinger om, at den lille procentdel af verdens befolkning, der bor i Vesten, ikke bare kan, men har pligt til at rette op på forholdene overalt i verden. Når man går fra hård til blød politik, kan det imidlertid ikke undre, at verdens banditter begynder at opfatte Vesten som kvindagtig og moden til at blive overtaget af mere realpolitiske kulturer.

Men her står vi. Verdens slyngelstater er holdt op med at frygte USA, som under Joe Bidens vaklende regime er gået fra det ene nederlag til det andet. Ikke fordi det nødvendigvis måtte ende sådan, men fordi derouten var planlagt.

Der gik kun nogle måneder, fra Biden havde saboteret USA’s energiproduktion, til Putin begyndte at vise tænder, og da præsidenten erklærede, at han ikke ville modsætte sig et mindre militært angreb på Ukraine, så Kremls stærke mand ingen grund til ikke at gå i gang.

Derefter så Iran sit snit. De såkaldte Abraham-aftaler mellem Israel og en række arabiske stater, som Trump havde fået i hus, brød sammen som følge af Bidens demonstrerede svaghed. De arabiske lande begyndte at tvivle på USA’s sikkerhedsgarantier, og Saudi-Arabien indledte tilnærmelser til Kina. Da det alligevel så ud til, at forståelsen mellem Israel og arabstaterne kunne genskabes, slog det iranske præstestyre til i form af Hamas’s angreb på Israel. Det blev så den anden krig, som USA er blevet rodet ind i på mindre end tre år.

Den tredje Biden-krig bliver formentlig et kinesisk angreb på Taiwan. Og hvorfor skulle de kinesiske kommunister tøve med at indlemme den ø, som de hele tiden har hævdet var en umistelig del af Kina? Som Ferguson og andre har påpeget, er det stærkt tvivlsomt, om USA kan engagere sig på tre fronter samtidig.

Hvis Kina viser yderligere aggressivitet, er der grund til at frygte, at flere asiatiske lande vil orientere sig efter Beijing. Måske tilmed Indien.

Alt dette har den i Europa stærkt beundrede Biden-administration udrettet på mindre end tre år. Intet under, at flere er begyndt at spekulere på, om Joe er bestukket af Kina og i realiteten er kommunistisk agent.

Også på den indre front har de vestlige lande kastet håndklædet i ringen. Særligt bekymrende er udviklingen på de amerikanske universiteter, der er blevet arnesteder for islamisk, antisemitisk og marxistisk-leninistisk indoktrinering, uden at hverken demokrater eller republikanere har rørt en finger for at modvirke disse ideologier. Resultatet ser vi i det faktum, at de fleste unge amerikanere holder med Hamas mod Israel.

Niall Ferguson mener, at der skal sættes ind mod det yderste venstres de facto monopol på de højere uddannelser.

Det er også svært at se, hvordan en civilisation skal kunne overleve, når ungdommen opdrages til at hade den.