Jeg har muligvis overset noget, men det er ikke meget, man har hørt til ”integrationsindsatsen” på det seneste. Det har naturligvis den oplagte forklaring, at politikerne får stadigt sværere ved at bilde befolkningen ind, at der overhovedet er kommet nogen integration ud af den tidligere indsats. Og hvis nogen skulle have troet det, må de være bragt ud af vildfarelsen ved at betragte de muhamedanske kæmpedemonstrationer, der viser, at vi har importeret en hundredtusind-tallig fremmed befolkning, der ikke lever i Danmark, men i Mellemøsten, hvis sæder og skikke, de har medbragt på skatteydernes regning. Det står også klart, at med den muhamedanske ummahs voksende talmæssige og kulturelle styrke, bliver Danmark stykke for stykke omdannet til en aflægger af Mellemøsten. Så hvis man vil vide, hvordan Danmark kommer til at se ud om 30, 40 eller 50 år, kan man med fordel tage til Libanon, Syrien, Afghanistan eller Gaza og se, hvor godt det går. Eller man kan rejse til Egypten, hvor den tidligere kristne flertalsbefolkning er reduceret til et lille mindretal, der bliver tålt, hvis de adlyder muslimerne – bortset fra, at kristne fra tid til anden bliver myrdet, og at kristne piger bliver kidnappet, tvangskonverteret og tvangsgiftet med muhamedanske mænd.

Danmarks oprindelige befolkning, der har stolet på politikernes og mediernes forsikringer om, at det hele nok skulle gå, og at islam blot var en religion på linje med så mange andre, må nu hjælpeløst erkende, at de er blevet fyldt med løgn, men at de ikke kan gøre noget ved den situation, som den magthavende overklasse har bragt os i. Løbet er kørt, og Danmark bliver aldrig det homogene og fredelige land, der fandtes for blot 50 år siden.

Kan vi overhovedet gøre noget, hvis vi ønsker at bevare en stump af Danmark?

Det kunne vi godt, hvis vi kunne stemme på partier, der går ind for repatriering af muslimer, som ikke har noget at gøre i Danmark, men hvis mål er at påtvinge os et muhamedansk sharia-regime. En meningsmåling viser, at det vil 77 pct. af de herboende muslimer.

En effektiv forsvarskamp indebærer, at Danmark udtræder af landsskadelige konventioner og internationale organisation som EU og FN, der gennem årtier har gået profetens ærinde og bombarderet befolkningen med globalistisk og kulturrelativistisk propaganda.

Har vi et parti, der vil kæmpe for en sådan politik? Vil Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige?

En genrejsning af Danmark vil medføre larmende fordømmelser fra udlandet, men dem må vi se stort på. Lokale erhvervsinteresser vil jamre over de økonomiske konsekvenser af at sætte sig op mod ”det internationale samfund”, og de har givetvis ret i, at en national politik kan koste på velfærden – i det mindste midlertidigt.

Men hvis vi ikke gør noget, vil vi om 50 år kunne nyde en velfærd på niveau med den, de har i Syrien. Og den bliver permanent.