Kommentar
Derfor vender de svenske medier det blinde øje til kravene om et nyt holocaust
Enhver, der ønsker at vide, hvordan fremtiden vil se ud, kan nemt starte med at se på nutiden. Der er også en hel faggruppe, hvis opgave er at gøre netop det, og så rapportere til andre om, hvad der sker i samfundet, og den faggruppe kaldes “journalister”.
Søndag den 22. oktober fandt den formentlig største antisemitiske demonstration i moderne tid, og sandsynligvis nogensinde, sted i Sverige ved Sergels torg i Stockholm. Hvor mange mennesker der deltog, gider ingen at estimere, men hele pladsen var fuld, ligesom sidegaderne. Vi taler derfor om mange tusinde mennesker, i praksis udelukkende folk fra Mellemøsten, der var samlet for at udtrykke deres støtte til terrorgruppen Hamas’ nedslagtning af 1400 jødiske mænd, kvinder og børn.
Alligevel er stilheden fra nyhedsredaktionerne kompakt. For dem, der følger public service og andre etablerede medier, fandt denne demonstration aldrig sted.
Hvordan kan det være? Terroristsympatisørerne var ikke diskrete med deres budskab, vel? Kravene om, at Sverige skulle underkaste sig islam, blev gentaget med råbene “Knus zionismen!” og “Fra floden til havet vil Palæstina være frit!” – det vil sige, at hele Israel skal ophøre med at eksistere, og jøderne skal udryddes. Alligevel synes kun få tilstedeværende journalister, at have forholdt sig til disse rapporter, på trods af, at de i et årti rapporterede om en truende nazistisk Machtübernahme, så snart nogen kritiserede svensk migrationspolitik eller skrev “Sverige spiste svenskarna” ved et busstoppested i Koppom eller Blentarp.
Medierne, herunder den skattefinansierede offentlige tjeneste, har brugt et årti på at lede efter racister med scanning af elektronmikroskoper. Men nu, hvor de har titusinder af ægte racister, der marcherer uden for nyhedsrummets vinduer, er de fuldstændig tavse. Man kan spørge: Hvorfor?
For det første fordi hadet er rettet mod jøder og staten Israel. Reaktionen på terrorangrebet den 7. oktober har bevist, at antisemitisme og had til Israel er normen i Sverige, hvilket ikke er overraskende efter halvtreds års pro-palæstinensisk propaganda fra politiske partier, offentlig service og skoleartikler. Konsekvensen er, at Israel er det eneste land, der ikke anses for at have lov til at forsvare sig, og at der altid er et “men”, når det kommer til jøders ret til liv og sikkerhed. Havde søndagens had været rettet mod muslimer, somaliere eller transseksuelle, ville reaktionerne have været anderledes.
For det andet er det, fordi de, der offentliggjorde deres antisemitiske had på Sergels plads, havde den forkerte hudfarve. I årtier har svenske medier gentaget, at indvandrere ikke kan være racister, uanset om indvandrere har udtrykt eksplicitte racistiske synspunkter eller valgt ofre for forbrydelser baseret på etnicitet. Desuden kan racisme i henhold til gældende lovgivning kun eksistere i flertalsbefolkningen.
For det tredje har svenske politikere og svenske medier brugt et halvt århundrede på at gentage, at multikulturalisme udelukkende er positivt for Sverige, og at andre kulturer og religioner beriger samfundet. Alle negative synspunkter eller kritiske spørgsmål er blevet stemplet som racisme, islamofobi eller højreekstremisme.
For det fjerde har de svenske myndigheder investeret milliarder af svenske skattekroner for at finansiere størstedelen af de foreninger, hvis medlemmer søndag opfordrede til etnisk udrensning. I praksis har det vist sig næsten umuligt for foreninger at miste deres tilskud på trods af rapporter om antidemokratiske, homofobiske, kønsopdelte – eller antisemitiske – aktiviteter.
En femte faktor, der komplicerer situationen, er, at svenskerne har lært at betragte indvandrere som permanente ofre. Indvandrere betragtes automatisk altid som svage, undertrykte og har behov for støtte på alle områder. De kan derfor ikke holdes ansvarlige, da al negativ adfærd fra indvandrere er blevet forklaret med flertalssamfundets strukturelle racisme.
Men Hamas-støtter, der samledes på Sergels Plads søndag, var hverken svage eller hjælpeløse. I stedet kunne vi se, hvordan tusinder og atter tusinder af selvsikre og højrøstede indvandrere bragte deres voldsforherligende antisemitisme fra Mellemøsten til vores land, og nu viser de både det og deres urimelige had til Sverige uden den mindste skam eller tøven – og vi kan antage, at dem på pladsen var nogle få repræsentanter for en meget større gruppe.
Søndag den 22. oktober viste, at Sverige er nået til point of no return, hvor det kun kan gå i én retning. Det skyldes, at landets politikere og journalister har valgt at støtte og facilitere netop de grupper, der nu kræver nedslagtning af jøder og et islamisk Sverige. Derfor havde demonstranterne ret i én ting: Nu er det kun et spørgsmål om tid, før Sverige falder i islamismens hænder – og hvad der så sker, kan libaneserne, iranerne og de få overlevende jøder i Mellemøsten fortælle. Derfor lukker svenske medier øjnene.
