Jeg blev for en stund siden ringet op af en yngre københavner, som var opskræmt efter at have overværet dagens massedemonstration mod Israel og til støtte for Hamas. Så vidt han kunne se, var 98 pct. af deltagerne af ”anden etnisk herkomst” isprængt enkelte danskere.

Hvordan ville jeg forklare dette fænomen? Hvorfor har vi nu en massiv befolkning af 400.000 utilfredse fremmede, som er landets politisk mest aktive segment?

For det første, svarede jeg, må vi forstå, at det store flertal af de herboende muslimer ikke opfatter sig som danskere og ikke har noget tilovers for landet. Selvom de geografisk har flyttet sig, lever de mentalt stadig i Mellemøsten, hvis konflikter og hele tankesæt, de har medbragt til de grønne lunde, som de hader, fordi vi endnu ikke lever under islamisk lov. ”Integrationen” er et svindelnummer beregnet på at få småt begavede danskere til at stemme for mere indvandring. Uheldigvis svømmer Danmark over med dumrianer, der ved valg efter valg støtter de politikere, der vil have mere af det samme. Vi lever nu under en ny normalitet og betragter det som ukontroversielt at se masseoptog af fremmede, der vil slå jøder ihjel. De få, der kan tænke sig om og har læst en historiebog, ved, hvordan det vil ende.

Spørger man, hvordan vi er endt i denne situation, må man huske, at venstrefløjen, der har fuld kontrol med medierne, og hvis ideologi har bredt sig langt ind i de såkaldt borgerlige partier, siden Israel vandt Seksdageskrigen i 1967 har næret et brændende had til den jødiske stat. Hadet udspringer bl.a. af, at venstrefløjen har måttet opgive planerne om at få arbejderne med på en samfundsomvæltning – en forhåbning, som venstrefløjens ideologiske inderkreds aldrig har opgivet. Man da proletariatet ikke er til at drive til revolution, er der nok andre, der vil være med til at virkeliggøre den socialistiske utopi. Hvem er mere egnede end muslimer, som pr. definition afskyr den vestlige samfundsorden med dens kapitalisme, demokrati og frihed?

Og da de fleste muslimer hader det faktum, at der findes en jødisk stat i deres midte, forstår man den antisemitisme, hvis hæslige ansigt gang på gang skæmmer billedet af venstrefløjens humanistiske idyl.

Som August Bebel, der var blandt stifterne af det tyske socialdemokrati, sagde: Antisemitisme er den dumme karls socialisme. Bebel døde for over hundrede år siden, men hans betragtning er stadig træffende.