Som den loyale og pligttro officer (Jeg har jo været udsendt) han er, tog Jakob Ellemann den ultimative kugle for sit parti og oplæste sin egen politiske dødsannonce den 23. oktober foran et stort opbud af medier og snurrende kameraer. ” Min Person skygger for Venstre” tilstod han og påtog sig hermed ansvaret for partiets deroute fra 23,4 procent af stemmerne ved folketingsvalget i 2019 til kun 8,7 procent i dag ifølge en frisk meningsmåling fra Gallup. Det er naturligvis en ædel gerning, at den anstændige gentleman Jakob Ellemann påtager sig al skyld og soner sin brøde ved at bringe det højeste offer. Men det er bare ikke sandheden.

Gennem de sidste 25 år har Venstre gradvist, men målrettet forladt sine borgerlige bastioner og liberale mærkesager og fremstår i dag som en tom lyserød skal, der er villig til at samarbejde med hvem som helst om hvad som helst, bare det er grønt, klimabevidst og velfærdsorienteret. Inden Anders Fogh Rasmussen overtog regeringsmagten i 2001, var Venstres politiske grundlag sammenfattet i Anders Foghs bog, ’Fra Socialstat Til Minimalstat’. Det er et velskrevet politisk manifest med klare liberale politiske budskaber om en slank stat, beskedent skattetryk og størst mulige frihed til borgerne. Venstres politiske ledelse var dog klar over, at da mere end 50 procent af vælgerne var på overførselsindkomst, kunne man ikke blive statsminister i Danmark på en liberal politik. Fogh indgik derfor en alliance med Dansk Folkeparti, der dengang som nu er et socialdemokratisk parti med en konservativ udlændingepolitik. Tilsammen eksproprierede de to partier socialdemokratiets velfærdspolitik, som helt frem til i dag blev regeringsgrundlaget for alle borgerligt ledede regeringer, der så bare ikke mere er borgerlige.

Venstres mærkesager blev likvideret en efter en, så partiet nu fremstår som en blævrende konsensussøgende gople, hvor det politiske kompromis er blevet et mål i sig selv. Det oprindelig krav om en skattereform blev opgivet og vekslet til et tandløst skattestop. Med Venstre i statsministeriet indførtes den berygtede iværksætterskat – verdens eneste -, der har kostet titusindvis af arbejdspladser og massiv indtjening til samfundet. Jakob Ellemann og Venstre elsker forsvaret. Den, man elsker, tugter man, og det danske forsvar blev med Venstres kærlige stemmer tugtet til den ruin, det er i dag. Venstres partiprogram lover en hensigtsmæssig og stram udlændingepolitik, men i praksis lukkede Venstreregeringerne tusindvis af klienter fra især islamiske kultursamfund ind i landet uden, at der blev stillet krav om integration på arbejdsmarkedet og i den demokratiske retsstat.

Med Lars Løkke som statsminister godkendte Danmark den katastrofale Marrakesh-aftale, der sidestiller alle vandrende mennesker med flygtninge. Partiet Venstre lagde sig op ad Merkels ” Wir schaffen das!”-strategi, og foretager sig intet i europolitisk henseende, der kunne provokere EU-kommissionen. ”Tomme tønder buldrer mest”, mente Lars Løkke og hyrede Inger Støjberg som integrationsminister til at buldre om stram udlændingepolitik; men hun blev kørt i stram snor og måtte nøjes med at buldre og fik ikke lov til at vise resultater, hvor gerne hun end ville. Til gengæld kastede Danmarks Liberale Parti Støjberg under bussen til en ydmygende fængselsdom for en mindre forseelse, der kunne være klaret med en påtale fra Folketinget, en såkaldt ’næse’. Med bitterhed kunne Venstres vælgerkorps kort tid senere bevidne, hvordan venstrefløjen på Christiansborg dannede en beskyttende jernring omkring Mette Frederiksen, der i modsætning til Støjberg så slap for en tur i Rigsretten.

Venstre som parti og regeringspartner har kritikløst underkastet sig CO2-hysteriet og myten om de forestående klimarædsler uden et sekund at mobilisere borgerlig sund fornuft og kritisk eftertanke. Da Ellemann blev udnævnt til miljø-og fødevareminister i 2015, erklærede han helt i overensstemmelse med sit partis nyfundne værdier, at han var mere minister for miljø end for fødevarer. Herefter begyndte landmændene at se sig om efter et andet parti at stemme på. Og efter at Venstre med grønt lys for CO2-afgiften på landbruget har kastet sig i støvet for klimasjakalerne, er Danmarks bønder endeligt færdige med det gamle landbrugsparti.

Venstres politiske død som liberalt og borgerligt parti indtraf ved folketingsvalget i 2019, hvor Lars Løkke udtalte ønsket om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet og udtalte – med Jakob Ellemanns fulde støtte -, at hele det beregnede økonomiske råderum på 70 milliarder kroner burde gå til en videreudvikling af velfærdsstaten. Dette var Venstres endelige farvel til sit liberale værdigrundlag, en skattereform, en slankere stat, et troværdigt forsvar og mere frihed til borgerne. I stedet påtog partiet sig en forpligtelse til realiseringen af formynderstaten under socialdemokratisk ledelse.

Det var således 25 års bevidst afvikling af Venstres borgerlige og liberale værdier, der afsluttede Jakob Ellemanns politiske liv. Han var kaptajn på en skude uden ror, uden last, uden ballast. Han forsøgte fortvivlet i sine få år som formand at sælge billetter til en forestilling, der var taget af plakaten. Troels Lund Poulsen arver nu ansvaret for Venstres liberale konkursbo, som han kommer til at føre det sidste stykke ned under spærregrænsen, hvis han fortsætter som hidtil. Venstre er nødt til at genopfinde sine liberale og borgerlige værdier, hvis partiet atter skal genvinde sin plads i den politiske sol. Måske ikke som et bredt favnende folkeparti, men dog som et parti med karakter og identitet.

Troels Lund Poulsen må som ny partileder først og fremmest forstå, at for fremtidens Venstre er det bedre at være lille og levende end stor og død.