Der er nu gået 16 dage, siden Hamas massakrerede 1400 mennesker i det sydlige Israel og kidnappede mange – hvor mange, vides ikke med sikkerhed. Og dagligt får vi at vide, at Israel står lige på spring for at rykke ind i Gaza i den hensigt at eliminere Hamas og forhindre, at terrorister fra Gaza igen vil kunne angribe den jødiske stat. Men det bliver ikke rigtigt til noget, og som dagene går, er flere begyndt at spekulere på, om invasionen overhovedet vil finde sted.

Det er evident, at den amerikanske regering bag kulisserne prøver at overtale premierminister Benjamin Netanyahu til at udsætte og udsætte. Men Israel kan ikke i længden holde en styrke på over 300.000 soldater mobiliseret, og beordre den til at vente i det uendelige, uden at mandskabets moral begynder at krakelere. Og det ved den amerikanske regering naturligvis udmærket.

De vestlige lederes opmærksomhed retter sig i stigende grad mod Gazas civile, hvis beskyttelse de prioriterer over hensynet til Israels sikkerhed. Der bliver talt mere og mere om nødvendigheden af at tage humanitære hensyn og sikre forsyningen af nødhjælp. Det siger de aldrig, når Hamas affyrer sine raketter mod Israel, hvilket har stået på i adskillige år. Der er åbenbart forskel på palæstinensiske og jødiske liv, idet de sidstnævnte ikke står i høj kurs.

Hamas har for længst foruddiskonteret Vestens reaktion. Der går tre dage med fordømmelser af Hamas, og derefter vender de vestlige ledere tilbage i den gamle gænge med kritik af Israel.

Her har vi også årsagen til Hamas’s gidseltagninger. Terrororganisationen er nu begyndt at løslade dem i små dryp for at skaffe sig sympati i USA og Europa. Samtidig regner Hamas med, at så længe de beholder de fleste bortførte, vil Biden-administrationen øge presset på Israel for at undlade at handle.

Hvis Israel mener det alvorligt med erklæringerne om at ville knuse Hamas én gang for alle, må den israelske regering træffe sine egne beslutninger uden at lade sig presse af landets falske venner i USA og Europa.