Samfundstjeneste dag 39 (19102023). Det er fem grader, da jeg cykler over Kulturbroen. Det føles koldere, for der er en strid blæst. Jeg fryser fingrene, selvom jeg allerede har taget arbejdshandskerne på.

Jeg er fremme klokken ni. Der er næsten fyldt i personalstuen. Formanden, to fleksjobbere, fleksjobberen (der har en praktikant fra kontanthjælpssystemet), praktikanten og en fyr, der begynder i samfundstjeneste.

Der er kaffe på kanden. Knap har jeg fyldt koppen, før der er kontrol fra kriminalforsorgen. Den er ikke engang ti minutter over ni, og der er allerede kontrol. Det er godt nok en skærpelse af normalen.

Det er en ikke helt ung kvinde (dog noget yngre end mig), der står for kontrollen. Hun konstaterer, at jeg og fyren, der netop er begyndt i samfundstjeneste – han er i mellemtiden gået ud for at ryge – er mødt. Så siger hun, at jeg har meldt afbud tirsdag, og at jeg derfor ikke er færdig næste torsdag alligevel.

Det forstår jeg ingenting af, svarer jeg. Jeg mødte præcis klokken ni tirsdag morgen, da jeg var panisk angst for at komme for sent efter det pålæg, som kriminalforsorgen havde givet mig i forhold til at overholde betingelserne for min betingede dom og at møde til tiden. Og jeg var her til klokken 12, fortsætter jeg.

Hun har sandsynligvis lagt ører til mange søforklaringer i tidens løb, og en usund skepsis nærmest stråler ud af hende.

Jeg har ringet til kontoret og meldt mig syg, påstår hun.

Det giver jo ingen mening, siger jeg. Jeg var netop inde på kontoret for at hente en kop kaffe tirsdag formiddag, hvor jeg hilste på den selvsamme kvinde, der nu påstår, at jeg meldte afbud i tirsdags.

Heldigvis kommer fleksjobberen ind fra rygepause, og han bekræfter, at jeg var der tirsdag og mødte til tiden. Lidt senere kommer formanden ind, han bekræfter mit fremmøde, og at jeg blev til klokken 12.

Kvinden fra kriminalforsorgen synes at være overbevist. Men jeg påpeger, at det er utrygt, hvis jeg kan blive registreret som syg, når jeg rent faktisk er mødt. Det gør ikke det store indtryk på hende.

Jeg gentager min pointe for at få hende til at forstå, at det er en kedelig situation for den, der aftjener samfundstjeneste, hvis systemet er fejlbehæftet, når det selvsamme system har så stor magt, at det de facto kan være med til at sende én i fængsel.

Jeg siger også, at jeg tvivler på kriminalforsorgens oplysninger om, at jeg skulle have meldt afbud engang i august og derfor har fået lagt to timer oveni min samfundstjeneste.

Jeg kan ikke trænge igennem til hende med disse principielle overvejelser. Hun tror tydeligvis ikke på mig. Det provokerer mig en anelse. Jeg er snart færdig med samfundstjeneste og vil have forløbet lukket i mindelighed. Men jeg gad da godt se samfundet stjæle to eller fire timer fra en offentligt ansat, hvor vedkommende måtte arbejde gratis.

Jeg er tilbage på stien. Den er groet godt til. Det er business as usual. Jeg får ukrudt op med skruetrækkeren. I perioder arbejder jeg så hurtigt, at der springer gnister fra skruetrækkeren, når jeg kommer til at trække den henover fliserne. Mit arbejdsraseri synes at stige i takt med, at jeg kommer tættere på målet.

Jeg fejer og kaster sand på. Får ukrudtet op i trillebøren.

På toilettet er der kommet nyt håndklæde. Et sort håndklæde har afløst det lyseblå. Jeg vasker hænderne. Cykler hjem.

(Jeg har nu aftjent 80 ud af 80 timers samfundstjeneste. Jeg mangler en “reststraf” på fire timer og 45 minutter.)

Se også
Banksy får målning av Muhammed till sitt hotell i Palestina