Trods vedholdende påstande om, at Ukraine er lige på nippet til at besejre Rusland, er der tydeligvis kræfter i det amerikanske establishment, der ser anderledes på sagen, og som nu kræver, at USA engagerer sig mere direkte i krigen.

En nylig artikel i det indflydelsesrige tidsskrift, Foreign Affairs (22.9.), bærer overskriften ”Derfor bør Amerika sende militærrådgivere til Ukraine: Hjælp på stedet vil styrke Kiyv uden at risikere eskalation”.

Der er åbenbart bekymring i den amerikanske ledelse, fordi begivenhederne på slagmarken ikke er så opløftende, som de vestlige befolkninger har fået at vide – hvorfor ellers sende ”rådgivere” til Ukraine?

Den demokratiske præsidentkandidat, Robert F. Kennedy Jr, har reageret med en kommentar på X: ”Foreign Affairs signalerer det næste skridt i optrapningen af Ukraine-krigen: stationeringen af amerikanske militærrådgivere på jorden. Har de glemt, hvordan vi blev rodet ind i Vietnam?”

Kennedy tænker tydeligvis på, at USA ved hans onkel, præsident John F. Kennedys død en 22. november 1963, havde stationeret 16.000 rådgivere i Sydvietnam. De skulle officielt ikke deltage i krigshandlinger, men blot give gode råd til den sydvietnamesiske hær.

Meget tyder på, at præsident Kennedy havde planer om at trække USA ud af Vietnam, fordi han fornemmede, at det amerikanske engagement ville føre til en optrapning. Der bliver i den forbindelse spekuleret på, om mordet på Kennedy netop skyldtes, at han havde lagt sig ud med det amerikanske krigsparti.

Som bekendt blev de 16.000 mand hurtigt til mange hundredtusinde, efter at Lyndon Johnson var blevet præsident, og resultatet blev en ti-år-lang og blodig krig, som USA endte med at tabe.

Foreign Affairs-artiklens forfattere, Alexandra Chinchilla, professor ved The Bush School of Government and Public Service ved Texas A&M University, og Sam Rosenberg, der er Ph.D.-kandidat ved The Lyndon Baines Johnson School of Public Affairs ved University of Texas, og oberstløjtnant i den amerikanske hær, skriver, at det overvældende flertal af de ukrainske tropper ikke har fået fuldt udbytte af den vestlige træning, fordi trænerne har opholdt sig uden for Ukraine. Washington bør derfor ophæve begrænsningerne på, hvor meget amerikansk ”regeringspersonale”, der må være i Ukraine.

En sådan beslutning ville, bemærker forfatterne, medføre en psykologisk styrkelse af det ukrainske militær og gøre det lettere for Washington at støtte de ”helt afgørende forsvarsreformer”, der kunne bane vej for Ukraines medlemskab af NATO og EU.

Chinchilla og Rosenberg mener, at amerikansk militærtræning på jorden vil sende et kraftigt signal til Kyiv, og give den ukrainske ledelse vished for, at Washington virkelig vil hjælpe Ukraine med at vinde udmattelseskrigen.

Det er en interessant vurdering af krigens gang. Der er ikke længere tale om ukrainske offensiver beregnet på at løbe russerne over ende. Ifølge Foreign Affairs’s skribenter er krigen nu en udmattelseskrig, hvor dets gælder om at køre Putin træt.

Ukraine-krigen begynder mest af alt at minde om 1. Verdenskrig med stivnede fronter og ”materielslag”, der indebar, at de krigsførende håbede at kunne udmatte fjenden ved at kaste stadigt flere soldater ind i kampen i forventning om, at fjendens tab vil blive større end deres egne.

Ukraine har formentlig allerede mistet hundredtusinder på slagmarken, og hvis landet ikke kan skrabe mere mandskab sammen, kan det hurtigt komme på tale at indsætte regulære amerikanske styrker.

Det vil naturligvis medføre en storkrig, der kan brede sig til Polen og Vesteuropa. Men med den nuværende amerikanske ledelse og krigsbegejstringen i flere europæiske lande skal man ikke forsværge noget.