www.asgeraamund.dk

Over hele landet raser socialdemokratiske topfolk mod regeringens planlagte justeringer af skattebyrden: ”Hvordan kan I få jer selv til konstant at presse hospitaler, omsorgssektoren og kommuner til nye besparelser og så gennemføre skattelettelser, som vi jo ikke har råd til?” Dette synspunkt har bred opbakning i befolkningen, der i samtlige nyere opinionsundersøgelser vender sig mod en reduktion af skattetrykket. Sådan har det ikke altid været, men samfundet ændrer sig og vi med det. I 1950erne og tresserne var næsten hele Danmark i arbejde. Det blev anset for skamfuldt ikke at kunne forsørge sig selv og sin familie. ”Pengene har det bedst i borgernes lommer”, lød det fra det borgerlige Danmark. Men også arbejderbevægelsen frygtede en voksende stats udplyndring af lønmodtagerne. ” Vi knuges under stat og love. Vi flås af skattens skarpe klo!”, synger sultens slavehær i ’Internationale’.

Så begyndte billedet at vende i 1970erne, hvor velfærdsstaten gjorde sin entré. Det blev gradvist socialt acceptabelt at være på støtten, fordi der kom flere og flere vælgere på overførselsindkomst. Ved årtusindeskiftet blev velfærdssamfundet afløst af socialstaten, der var et resultat af et systemskifte, det den offentlige sektor nu havde besejret den private. Nu var det et mindretal, der arbejdede i det private erhvervsliv, idet tre fjerdedele af befolkningen enten arbejdede i den offentlige sektor eller var på overførselsindkomst. Socialstaten har nu udviklet sig til formynderstaten, hvor folkestyre ikke betyder at folket styrer, men tværtimod bliver styret. Danskernes liv detailreguleres og overvåges af et kvælende netværk af ministerier, departementer, styrelser, sagsbehandlere og konsulenter, der tilsammen udgør den dybe stat, som reelt ligger uden for parlamentarisk kontrol, men lever sit eget liv i konstant vækst.

Det ses i jobskabelsen, hvor et enigt folketing satte sig for at reducere de gældende 29 000 formularer og cirkulærer, der forpester livet for borgerne og de ansatte i A-kasserne, men som giver nye jobs og tomgangsarbejde i jobcentrene. Intet er sket i den sag. Bureaukratiet vinder hver gang. Eller vi kan se på indvandringen, hvor et stort flertal i Folketinget nu bekender sig til ’en stram indvandringspolitik’. Det er dog forgæves, for det danske flygtningeindustrielle kompleks, der omfatter tusindvis af medarbejdere, jurister, konsulenter og sagsbehandlere i et netværk af kommuner, styrelser, og humanitære organisationer samt NGO’er, sørger for at illegale migranter fortsat siver ind i landet uden at der stilles krav om integration. Titusindvis af migranter står uden for arbejdsmarkedet, men er rundhåndet beskyttet mod ærligt arbejde af en førtidspension, som burde omdøbes til ’borgerløn for arbejdssky klienter’. For det er jo, hvad det er.

Den ophidsede diskussion, der udspiller sig i øjeblikket som følge af regeringens skatteplaner, har rod i den socialdemokratiske samfundsopfattelse, som ser landets økonomi som et nulsumsspil. Altså en lagkage, hvor det stykke, der udskæres og gives til Berit betyder, at så bliver der mindre til Preben og de andre, der også gerne vil have et stykke. Gevinsten for den ene medfører således et tab for den anden. Derfor ses en lettelse i skattetrykket som et tab af velfærd til de værdigt trængende. Socialdemokratiet og fagbevægelsen råder naturligvis over kompetente økonomer, der udmærket ved, at sådan forholder tingene sig ikke i virkeligheden, men det er ikke desto mindre socialistisk betonpolitik, at den enes død er den andens brød. Dette er også holdningen hos flertallet af befolkningen, der er afhængig af enten arbejdsindtægter eller overførselsindkomster fra det offentlige. Ingen var bedre til at banke dette budskab ind i hovedet på vælgerne end Helle Thorning-Schmidt, der som statsminister aldrig forsømte en lejlighed til at prædike: ” I må vælge mellem skattelettelser til de rige eller mere velfærd til os alle sammen!” De hjernevaskede ledere i partiet og fagbevægelsen er nu over hele landet oppe i det røde felt, fordi regeringen har valgt skattelettelser til de rige og raske finansieret af de fattige og syge.

I virkelighedens verden ligger der et enormt vækstpotentiale for den danske samfundsøkonomi, hvis man kunne tage sig sammen til at gennemføre en skattereform, der sænker indkomstskatten, ejendomsskatterne, aktiebeskatningen og frem for alt den store vækstdræber, iværksætterskatten, der bør fjernes helt. Det danske iværksættererhverv består i dag af tøjbutikker, neglesaloner og cafélatte-vogne. De nye videns-virksomheder, der kunne skabe jobs, vækst og velstand, er for længst ude af vagten på flugt for det dansk skattehelvede.

Schweiz bliver konsekvent af vores politikere og medier omtalt som et skattely, hvad landet ikke er. Schweizerne har bare valgt et andet og mere dynamisk beskatningssystem end det danske. Her er skattesystemet lagt an på at tiltrække kompetente mennesker og virksomheder, der med know how og jobskabelse producerer værdi for hele det schweiziske samfund. Det samlede schweiziske skatteprovenu er større end det danske, selv om indkomstskatten er lav og beskatningen af arv, aktieindkomst, virksomheder og fast ejendom enten er væk eller kun marginal. Mange bække små har i Schweiz skabt en stor å. Ingen ventetider på hospitalerne, ingen skandaler på plejehjemmene, ingen mangel på sygeplejersker og læger. Det kan vi i Danmark dog ikke bruge til noget. Schweiz er jo et skattely.

Et flertal af danskerne tror fuldt og fast på, at den offentlige sektor er god, den private ond. Der er ingen forståelse for, at en skattereform kunne være en dynamisk investering i nationens fremtid til glæde for hele folket og ikke et røveri ved højlys dag, hvor de rige forgyldes og de fattige kastes under bussen. Det danske beskatningsgrundlag er nu så udpint, at der kun er fast ejendom og pensionerne tilbage, som kan udplyndres. Det er også på vej, som vi kan se i disse dage. Men ingen kan hjælpe et folk, der ikke vil hjælpe sig selv. Det var vores eget valg.