Jeg har muligvis misforstået noget, men det var min opfattelse, at Nye Borgerlige indtil nu ville nægte at pege på en regeringsleder, der ikke støttede partiets tre ”ufravigelige” krav til en indvandringspolitik, som løste problemet fra ”bunden”. Mange politiske kommentatorer har kritiseret denne indstilling som aldeles urealistisk, og nu har Pernille Vermund da også opgivet den.

Men på hvilken måde var den urealistisk? Bortset fra muligvis Dansk Folkeparti ville intet andet parti bøje sig for Nye Borgerliges krav. Altså havde Pernille Vermund intet andet valg end at pege på sig selv som statsminister, og da det ikke kunne lade sig gøre, måtte hun ifølge NB’s gamle logik undlade at pege på nogen anden.

Mange skaredes om Nye Borgerlige, fordi de syntes, at det var en fornuftig indstilling. Hvis man har valget mellem ti uduelige politikere, der har vist, at de ikke vil røre en finger for at stoppe islams overtagelse af Danmark, undlader man selvfølgelig at pege på nogen af dem.

Men, er der nogen, der siger: Nogle politikere er bedre end andre, og politik er ”det muliges kunst”, og det er bedst at få indflydelse. Men indflydelse på hvad?

Kendsgerningen er, at Folketinget for over 90 pct.s vedkommende er sammensat af indspiste levebrødspolitikere, der gerne taler om ”stramninger”, når der skal være valg, men som udmærket ved, at de har solgt deres sjæl til EU og den globale storkapital, hvis primære mål er at opløse nationalstaterne. Og det skal bl.a. ske ved masseimport af kulturfremmede.

Pernille Vermunds nye realisme er realistisk i den forstand, at hun nu ligner alle de andre politikere – og de har det jo glimrende.

Danmark går det ikke så godt med, men det er en anden sag.