10. samtale hos kriminalforsorgen (18092023). Jeg har ikke gidet at gå ned til cykelhandleren med min punkterede cykel. Det er ris til egen røv. Jeg må af sted på juniorcyklen.

Selvom det blæser kraftigt, er det påfaldende varmt, og allerede halvvejs på turen til kriminalforsorgen sveder jeg kraftigt under armene. Måske skulle jeg have skiftet T-shirt inden samtalen, for jeg kan lugte mig selv, da min tilsynsførende henter mig i forhallen.

Det hele bliver ikke bedre, da hun lukker døren til sit kontor – kriminalforsorgens mindste som hun tidligere har forklaret – og luften hurtigt slipper op. Her sidder jeg så og lugter af sved, mens jeg græmmer mig ved tanken om, at jeg er fanget her den næste time.

Jeg konstaterer hurtigt, at jeg ikke er den eneste svedende klient hos kriminalforsorgen. Gutten før mig – ja, det har med stor sandsynlighed været en mand (her er kun mænd som klienter og – bortset fra en enkelt mand – ene kvindelige tilsynsførende) – har svedt voldsomt på skrivebordspladen og efterladt sig både fugtige fingeraftryk, et håndaftryk og adskillige ubestemmelige våde pletter på bordet. Jeg håber ved gud ikke, at manden er indbrudstyv. I så fald synes han at være overdrevet uforsigtig med hensyn til at efterlade sig spor.

Min tilsynsførende konstaterer mit ubehag og henter noget sprit. Mens hun pumper sprit ud på bordpladen, tørrer jeg pladen over med en serviet, hun har givet mig. Der er noget næsten komisk over denne forbrødring omkring udslettelsen af den forrige klients fysiske spor.

Bordpladen fremstår igen imødekommende. Men jeg holder armene på stolens armlæn resten af mødet, så jeg undgå at efterlade mig noget.

Samtalen handler om min mulighed for tilbagefald til kriminalitet. Det har været fokus et par gange tidligere. Jeg bliver konfronteret med et stykke papir, hvor jeg har vurderet min risiko for tilbagefald som høj. Jeg bliver spurgt om, jeg holder fast i den vurdering. Det gør jeg.

Jeg mener grundlæggende, at det bliver svært at være mig og samtidig holde mig fri af kriminalitet især på baggrund af, at det synes at blive mere og mere omfattende, hvad der er kriminelt.

Den tilsynsførende spørger, hvad jeg selv har gjort for at holde mig ude af kriminalitet. Jeg svarer, at jeg ikke længere skriver for Frihedens Stemme, og at der derfor er færre, der melder mig til politiet.

At jeg stort set ikke deltager i demoer, og at jeg derfor ikke risikerer at komme i situationer, hvor jeg kan blive anklaget for noget.

At jeg bruger et penisfutteral, når jeg laver performancekunst, så politiet ikke kan sigte mig for blufærdighedskrænkelse. Det får jeg stor ros for af min tilsynsførende. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det. Jeg vælger at opfatte hele situationen som en slags satire.

Og som fjerde og sidste punkt nævner jeg, at jeg prøver at tænke mig om to gange, inden jeg foretager mig noget. Hvordan det går? Jo, det er da lidt stressende, svarer jeg.

Til sidst bliver jeg spurgt, hvor meget arbejde jeg selv er villig til at lægge for dagen for at undgå ny kriminalitet. Jeg svarer, at jeg er lidt i tvivl. At jeg kæmper med, hvorvidt jeg overhovedet finder det rimeligt at overholde nogle af de lovgivningstiltag, der bliver indført i den kommende tid. At jeg nok i bund og grund finder dem illegitime.

Samtidig er der noget i mig, der gerne vil holde mig ude af problemer. Jeg orker egentlig ikke at sidde her, udfører samfundstjeneste, blive slæbt igennem retssystemet og skulle betale for det. Kald det magelighed, opportunisme eller sund fornuft. Der er noget i mig, der vil undgå bøvl.

Jeg lander på et femtal på en skala, der går fra nul til ti.

Jeg spørger om, jeg snart er færdig med samtalerne hos kriminalforsorgen. Nej, der er mindst tre-fire samtaler tilbage, siger min tilsynsførende med noget, der minder om begejstring, i stemmen.

Jeg får en ny tid fredag 6. oktober.

Da jeg kommer ud på cyklen, lyder der et tordenskrald, og regnen begynder at sile ned.

Se også
Var journalist Adam Dyrvig Tatts anholdelse iscenesat?