Som chefredaktør af det satiriske ugemagasin Charlie Hebdo ved Gérard Biard om nogen, hvad det kan koste at kritisere islam. Alligevel – eller måske netop fordi han har erfaret, hvilken ulykke Muhameds ideologi udgør for menneskeheden – vender han sig stærkt mod den påtænkte blasfemilov, som skal blive en del af straffelovens Kapitel 12, der omhandler forbrydelser mod statens sikkerhed.

I en kommentar i Altinget (4. sept.) – som jeg af hensyn til sagens vigtighed tillader mig at bringe i sin helhed – skriver Gérard Biard kort og godt, at ”med denne lov bliver den danske regering både allieret og tjener for det iranske regime og Taliban-styret”.

”Denne beslutning”, skriver han, ”vil få alvorlige konsekvenser, da den legitimerer blasfemibegrebet og åbner døren for alle former for censur.

”Det står i modsætning til 200 års kamp fra europæiske intellektuelle, kunstnere og politiske ledere for at adskille det offentlige liv fra religionerne og deres doktriner for at frigøre den enkeltes tanke- og ytringsfrihed.

Danmarks justitsminister, Peter Hummelgaard (S), beskriver afbrændingen af koranen som “grundlæggende foragtelig og usympatisk”.

Denne opfattelse, der er baseret på subjektive opfattelser (foragtelig og usympatisk), baner vejen for hele spektret af censur.

Hvilken lov vil de danske myndigheder nu vedtage, når andre grupper af enkeltpersoner kræver et forbud mod udtalelser, som de finder “foragtelige og usympatiske”?

I virkeligheden er denne særlov beregnet til at undgå det grundlæggende spørgsmål bag bogafbrændingerne: Hvorfor føler folk behov for offentligt at brænde religiøse tekster som koranen?

Den danske regering er fej

Den danske regering udviser stor fejhed ved at foregive, at den ikke forstår betydningen af disse handlinger.

Når folk brænder koranen, kan det være af dårlige grunde, men det kan også være af gode grunde: for at protestere mod totalitære regimer i lande som Iran og Afghanistan, hvor denne religiøse bog bruges til at terrorisere hele befolkninger og til at slå al modstand ned. Iranske kvinder, der nægter at bære slør, er skyldige i blasfemi. Afghanske kvinder forfølges af Taliban, blot fordi de ønsker at gå i skole.

Ved at vedtage denne lov bliver den danske regering medskyldig i disse tyranniske, morderiske regimer, hvis magt udelukkende hviler på total underkastelse under koranen.

Med vedtagelsen af denne lov bliver den danske regering både allieret og tjener for det iranske regime og Taliban-styret.

I et demokrati er folket den eneste legitime magt.

I et demokrati kan alle former for magt udfordres, hånes og latterliggøres gennem den offentlige debat.

Med denne lov accepterer den danske regering at dele sin legitimitet med Allah og hans selvudråbte repræsentanter.

Med denne lov sættes der spørgsmålstegn ved selve hjørnestenen i vores moderne demokratier.”

…

Så vidt Gérard Biard.

Andre kritikere han bemærket, at hvis blasfemiloven bliver vedtaget – som det nu ser ud til – kommer vi aldrig af med den, fordi islams stærke mænd vil betragte det som en krigserklæring mod profeten og derfor opmuntre alle verdens muslimer – heriblandt i Danmark – til hellig krig. Og en regering og et folketing, der var for bange til at sætte fremmede barbarer stolen for døren, da Rasmus Paludan brændte en Koran, og Firoozeh Bazrafkan brugte et rivejern, vil få nervesammenbrud og love bod og bedring, næste gang de langskæggede vifter med krumsablen.

I Islams Hus, som Danmark med Koran-loven officielt er indtrådt i – har man for vane at hænge homoseksuelle fra kraner eller kaste dem ud fra høje bygninger, og opsætsige kvinder, der nægter at gå med muhamedansk uniform, bliver tæsket ihjel – efter at være blevet voldtaget.

Islam har altså hårdt brug for at blive beskyttet mod kritik, for tænk hvis det kom frem, hvad Muhameds planer gik ud på.

Til glæde for de blodtørstige svende i Muhamedanien kan Danmark bryste sig af Mette Frederiksen, Lars Løkke og Peter Hummelgaard, der altid sidder klar ved telefonen for at modtage nye ordrer fra Teheran eller en imam fra Nørrebro.

Og for denne tjenstvillighed vil de blive husket af kommende slægter.