Bag den danske regerings nye blasfemilov ligger en forestilling om, at politikerne udviser ansvar, når de tackler “problemerne”, som på overfladen er, at den muslimske verden bliver rasende på Danmark, når Paludan & Co brænder Koranen af.

Men regeringen skubber reaktionen foran sig og vil ikke tage stilling til kulturkonflikten. Den mener, at den kan definere problemets natur og begrænse konsekvenserne af sin egen indgriben ved at sige, at satiriske karrikaturer stadig vil være tilladt.

Det er en naivitet, der ikke er troværdig. Illustreret af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der selv var statsminister, da blasfemiloven blev ophævet i 2017. Han blev advaret om konsekvenserne af sikkerhedspolitiet PET dengang. Nu har han ændret kurs 180 grader og lader, som om han er konsekvent og har sin integritet intakt.

Regeringen bruger argumentet om, at Europa er i krig og ikke kan tillade ballademagere at ødelægge internationale forbindelser.

Det skader Danmarks sikkerhed og interesser.

Men argumenterne falder fra hinanden ved nærmere eftersyn.

Politikere er blevet eksperter i at bruge en reel konflikt – krigen i Ukraine – som et påskud for at eliminere et problem, de helst vil af med – koranbrænderne. Danmark er langt fremme i våbenhjælp til Ukraine, på trods af at landet næsten ikke har noget forsvar tilbage. Den bruger behovet for ro i rækkerne som en undskyldning for at smide Paludan og andre under bussen.

Der er således også et element af intimidering i regeringens adfærd over for dele af befolkningen, der sætter ytringsfriheden over hensynet til muslimernes følelser.

Denne del af befolkningen er naturligvis klar over, at det at give afkald på friheden herhjemme er noget helt andet end kompromiser i udlandet.

Konflikten mellem Vesten og islam forsvinder ikke gennem indrømmelser. Det modsatte sker: Den skærpes.

Regeringen Frederiksen gik ind på en farlig vej. De har gjort koranbrænderne til syndebukke. Dermed har de opfyldt den muslimske verdens krav om straf. Næste skridt er udlevering af afbrænderne.

Politikerne kan skubbe anstændighed og landets sikkerhedsinteresser foran sig selv, men i virkeligheden har de kun købt sig tid/fred ved at ofre folks sikkerhed og ytringsfrihed. Truslerne mod Paludan bliver ikke mindre, han skal leve med livvagter i en uforudsigelig fremtid. Vi ved, hvordan det går med islamkritikere. Islam glemmer aldrig.

Det er derfor opmuntrende, at medierne i Danmark og Norge er imod den nye blasfemilov og er en fare for regeringen: Ved at forbinde krænkelse med en symbolsk handling, der er ikke-voldelig, har Frederiksen-regeringen overtaget islams definition af hellighed, og hvad der er krænkelse.

Her er medier som NTB og NRK gået forrest ved frivilligt at indføre begreberne om Koranens hellighed i redaktionsteksten, et smuglergods, der går den intetanende læserskare forbi.

Accepten af ​​islam er noget langt mere end respekt for andres tro. Det er overgivelse til en religion og et politisk system, der forsvarer vold.

En lektor ved den farmaceutiske afdeling ved Universitetet i Oslo blev stukket ned af en mandlig studerende, der var dumpet til sin eksamen torsdag. Læreren var en kvinde og 63 år gammel. På baggrund af mediernes tilbageholdenhed i sådanne situationer, har vi stærke mistanker om elevens baggrund: Han fandt sig ikke i at blive dumpet, og da slet ikke af kvinder. Den anden lærer, der kom til skade, var også lærer.

Hændelsen har tydeligvis rystet medierne, som ellers er gode til at lægge låg på sager, der kan gå i brand.

Men det er kun en del af et større billede af vold, der rammer civilsamfundet i Vesteuropa.

Hvis du virkelig vil have et indblik i fremtiden, så læs Raymond Ibrahims månedlige oversigter over forfølgelsen af ​​kristne i den muslimske verden. Den nylige pogrom i Pakistan er en advarsel om, hvad vores egne myndigheder har gang i:

Enhver, der nu krænker Koranen, kan opfattes som vildt uden fredning.

Den danske regering har arrogant ignoreret, at den muligvis skal arrestere og dømme flygtninge fra islamisk terror, der demonstrerer uden for den iranske ambassade i København, som Firoozeh Bazrafkani gjorde, da hun rejste sig og flænsede sider af Koranen på et rivejern.

#Iranian artist Firoozeh Bazrafkan shreds #Islam‘s holy book #Quran in front of #Iran‘s embassy in Copenhagen, #Denmark. pic.twitter.com/xOHGkJYiIA

— Tarm News (@TarmNews) August 18, 2023

Dette stunt gik verden rundt. Er det muligt at forestille sig, et dansk politi, der anholder hende, og en domstol, der dømmer hende? Det er, hvad regeringen planlægger at gøre.

Iran er et teokrati, det vil sige, at statsforfatningen er baseret på Koranen. Bazrafkans handling var en politisk protest.

Men i Frederiksens Danmark kan hun blive idømt to års fængsel for at krænke bogen, der fastholder det iranske folk i et diktatur.

Hvis den danske regering mener at kunne leve med en sådan frihedsovergivelse til tyranni uden alvorlige konsekvenser for danskernes frihed, tager den fejl.

Skaderne er allerede store.

Regeringen opgiver friheden for at støtte et regime, der brutalt torturerer, voldtager og dræber kvinder og har dødsstraf for en lov “kaldet ‘forbrydelser mod Allah'”.

Det er den vej, den socialdemokratiske regering har taget, og det vil få konsekvenser for os alle i Norden.

Tidligere talte vi om den voldsmandens veto. Nu taler vi om vores egne myndigheders samarbejde med voldelige regimer.