Samfundstjeneste dag 23 (24082023). Jeg er tidligt oppe, så jeg laver kaffe derhjemme. Lysten til at komme af sted er minimal. Men der er ingen farbar vej udenom.

Jeg går ud på badeværelset for at få lidt vand i hovedet. Der kommer kun koldt vand ud af hanen. Jeg forbander kommunen, der har været i gang med kloakarbejde i årevis. Det er ikke kommunen, der har skylden. Det er mig, der har åbnet for den kolde hane.

På vej over Kulturbroen lader jeg en ældre herre køre først på det stykke af broen, hvor det er næsten umuligt for to cyklister at passere hinanden. Han kvitterer ved at køre meget adstadigt. Jeg har lyst til at råbe: Få dog lidt fart på, bedstefar.

Jeg tager mig selv i det. Han er ikke meget ældre end mig (10 år?). Desuden bliver jeg selv bedstefar om mindre end to måneder (SUK / JUHU).

Ved broen sidder et ungt kærestepar og drikker en øl. De har tydeligvis ikke en bekymring i livet. De har ikke et clue om, at livet er smerte, sorger, tragedier, konflikt osv. Og så videre. Deres utilslørede kærlighed er provokerende.

Få dog et arbejde, tænker jeg. Selvom guderne skal vide, at min egen tilknytning til arbejdsmarkedet har været sporadisk.

Jeg når frem til pladsen. Der har været en konflikt mellem to fleksjobbere i går. Jeg spørger, hvad det handler om. Ikke af interesse – udover den antropologiske.

Den ene har ondt i ryggen, og den anden har åbenbart ikke udvist det rette empatiske sindelag overfor fyren med rygsmerter. Det er ikke en konflikt, jeg kan løse eller gider at gå ind i. For 10 år siden havde jeg i nogle uger ondt i ryggen, siden har jeg haft enorm respekt for lige det. Jeg fyldte mig med smertestillende i en grad, så jeg samtidig fik ondt i maven.

Jeg går hen på den lille plads, hvor jeg har været de seneste uger, og fortsætter, hvor jeg slap tirsdag. Der er en enerverende tryghed ved dette langtidsprojekt.

Lidt over 11 dukker der en yngre mand op på pladsen. Det viser sig at være en kontrollant fra kriminalforsorgen. Fyren, der er klædt i skriggule sneakers, går målrettet hen mod mig.

Jeg sidder på knæ med min skruetrækker. Men rejser mig, da han kommer nærmere. Jeg skynder mig at vende spidsen af skruetrækkeren væk fra kontrollanten. Jeg vil gerne virke imødekommende.

Han konstaterer, at jeg både er mødt, og at jeg arbejder, så alt er fint. Han krydser af i sit skema og spørger, hvordan det går.

Jo, det går da fint, svarer jeg. Det er ikke løgn. Vejret er godt. Og jeg skal snart hjem.

(Jeg har nu aftjent 46 ud af 80 timers samfundstjeneste)