Der er et geopolitisk magtskifte i verden, og Vesten er tabeen. Forestillingen om Vestens overlegenhed er netop det – en forestilling, der hviler på en fremskreden narcissisme, der gør os blinde. BRICS-topmødet i Sydafrika kan blive afgørende. Hvis det lykkes dem at blive enige om en alternativ international valuta til dollaren, vil dollaren blive detroniseret. Det kommer Olie- Norge, men også Danmark til at mærke.

Der er en blandet koalition bag BRICS: Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Tilføjer vi Saudi-Arabien og Indonesien, taler vi om en magtfaktor, der kan udfordre Vesten.

Man skal have skarpe ører i indkrøjede NATO-lande som Norge og Danmark for at opfatte, at krigen i Ukraine slet ikke opfattes på samme måde i Syd og Øst. Talen, som Fiona Hill holdt ved Lennart Mere Symposium i Estland i slutningen af ​​maj, var sigende. Men sådanne udtalelser fra en person indenfor det amerikanske magtapparat bliver, hvis de overhovedet bliver opfanget, ikke udsendt i Norge eller resten af Norden.

Ukraine er blevet et symbol på et oprør mod Vesten

På den nuværende geopolitiske arena er krigen nu reelt omvendt – en proxy-krig for et oprør fra Rusland og “Resten” mod USA. Krigen i Ukraine er måske den begivenhed, der gør, at pax Americana åbenlyst for alle er på retur.

Dette oprør, som den nordiske venstrefløj historisk konstant har råbt på, har de nu lukket døren for til fordel for Krigspartiet.

Tidligere har Norge og Danmark været opmærksom på yderfløjenes oprør mod centrumpartierne. Nu identificerer vi os med centrumpartierne. Har det i Norge noget at gøre med Oliefondens portefølje?

i 2023 hører vi et rungende nej til amerikansk dominans og ser en markant appetit på en verden uden nogen hegemon.

Tidligere havde norsk og dansk udenrigspolitik et idealistisk tilsnit. Nu handler det om våben, overskud og magt. Det er et skifte, der burde have stor opmærksomhed. Hvad med vores selvbillede? Tror vi, at andre ikke kan se, hvad der er sket med os?

Hvorfor er der ingen protester?

Magtens arrogance gør sig ikke kun gældende herhjemme i Norden. Vi projicerer de samme idealer og værdier på samfund, som vi ved ikke ønsker dem. Det kom tydeligt til udtryk under FIFA World Cup i Qatar, hvor vesteuropæere var mere optaget af LGBTQ-symboler end fodbold.

Saudi-Arabiens engagement i elitefodbold er et tegn i tiden. Kongeriget Saudi-Arabien udfordrer Vesten på deres egen hjemmebane.

Man skal have meget rent mel i sin pose for at køre sådan en boykotlinje mod Rusland i sport, som Norge og EU gør.

“Verden” opfatter os forskelligt. De mener ikke, at LGBTQ repræsenterer det mest avancerede civilisationsniveau.

Vesten lider af hybris, overmod. Vi troede, at vi kunne integrere islam og transpersoner. Bruge såkaldt Equity og slå sin egen befolkning ned til fordel for de nytilkomne. I Vesten mente man, at kunne forbyde ordet befolkningsudskiftning, endda blot at tale om udskiftning.

Vesten formår at skubbe alle andre fra sig og fremmedgøre sin egen befolkning.

Det er tydeligere for os efter halvandet års krig i Ukraine: De er ligeglade med menneskeliv. De ofrer ukrainere og russere.

De kører et spil, og vi ønsker ikke at være en del af det.

Vi er tilbage, hvor Bob Dylan skrev Masters of War:

Masters of War