For lidt over fyrre år siden, da den kolde krig var på sit højeste, skrev Henrik Stangerup en kronik i Politiken under titlen Gulag-øhavet og de intellektuelle. Kronikken kom i anledning af Solsjenitsyns monumentale studie over systemet af fangelejre i Sovjetunionen. Her var han efter manges mening nået dybere ned i forståelse af menneskets fornedrelse end Dostojevskij. 

” Arbejdet med lejren var for forfatterne i lang tid højst problematisk. I efterkrigsårenes Tyskland var den nazistiske fortid stærkt tabuiseret, og i Sovjetunionen var straffelejrene ikke en del af den officielle diskurs, og tidligere fanger eller vidner havde på grund af censuren ringe mulighed for at ytre sig om eksistensen af disse lejre. Solsjenitsyn beskriver det i sit værk Gulag øhavet fra 1967 således:  “Flyvemaskiner flyver, skibe sejler, tog ruller tordnende dertil hver time – men ikke et eneste skilt angiver deres bestemmelsessted. Både billetekspedienter og agenter i Inturist- og Sov-turistrejsebureauer ville blive forbavset, hvis man beder om en billet dertil. De hverken kender eller har hørt om arkipelaget i sin helhed, så lidt som en af dets utallige småøer.”  skriver han i GULAG-Øhavet. 

Længe efter  Stalins død i 1953  ja  helt op til Sovjetunionens fald vedblev det enorme system af straffelejre at eksistere,  i alle de år man  moralsk  pegede fingre ad Israel vedblev  tusindvis af mennesker at dø en langsom død i Sibirien og andre steder i Sovjet. Solsjenitzyn havde selv været der, og der var brug for at disse erfaringer blev  formuleret og gjort til litteratur.

 Den russiske forfatter havde i 1970 fået Nobelprisen i litteratur for sine store romaner Den første kreds, Kræftafdelingen, sin gennembruds roman En dag i Ivan Denisovitjs liv og blev i 1974 udvist fra Sovjetunionen. Stangerup mindede os alle om, hvad prisen kan være, når man sætter en ide om det gode fællesskab for en politisk vogn og med tyranner som Lenin og Stalin omformer et helt samfund – Således sagde Nexø engang, at kommunisme, det betyder menneskelighed – Og Sartre kunne tilføje, at ”enhver antikommunist er en hund”   Og lignende ting har danske kommunister udtalt, altså  her er endnu  et eksempel på  de venstre-intellektuelles evige runddans med det totalitære.

Men de fleste meningsdannere på venstrefløjen mødte Henrik Stangerup og hans advarsler med knusende tavshed hvis ikke ligefrem foragt. For hvad var nemlig Solsjenitsyn? Det blev hævdet, at han ville tilbage til det gamle zarstyre? (som han sammenlignede med Sovjetunionen og ikke til sidstnævntes fordel), så han var reaktionær, noget af det værste man kunne være i 1970´erne og 80`erne, og desuden har alle revolutioner deres omkostninger. Og flertallet i de socialistiske lande havde jo fået brød på bordet. Så enten læste man Gulag-øhavet og blev bekræftet i nogle af sine antagelser om socialismen, eller også fortrængte man den, vi vil ikke høre om det. Ja vi tror ikke på det. Sådan tænkte mange, ikke mindst de kulturradikale, datidens bløde venstreorienterede,  og der lever vel stadig nogle af dem som fx Georg Metz og folkene bag Dagbladet Politiken.  Og bortset fra  Solsjenitzyn  og Sjalamov (Fortællinger fra Kolyma) og  enkelte andre,  var de sovjetiske fangelejre aldrig i mediernes søgelys. De var jo blot omkostningerne ved at virkeliggøre den universelle godhed, ikke, og  havde medierne ikke deres fokus på et land, eksistererede det så at sige ikke, (det man i dag betegner som Somalia-effekten).

Det var Amerika, der var hovedfjenden, tænk et øjeblik på Vietnam,  napalm og racisme, og racisme på hjemmefronten var nogle af de begreber, der blev sat på Amerika. Men der var ikke ret mange af de rabiate, de nyttige idioter altså ja-sigerne til de mange totalitære styreformer i socialistisk regi som fx Albanien og Zimbabwe –  der selv ønskede at bosætte sig der. Først med Bent Jensens bog fra 1985 om stalinismen og de intellektuelle begyndte man herhjemme modvilligt og med søvn i øjenkrogene at åbne øjnene og reflektere over den indbyggede flirt med totalitarismen, som marxismen har i sig. Dengang var det Cuba og Nordkorea, Kina og Nordvietnam, Nicaragua og Cambodja.   

Men de seneste tyve år er den gamle kærlighed til marxismens totalitære sider blusset op igen, denne gang forklædt som forståelse for og sympati med (udvalgte) etniske minoriteter og deres religion. Vi har hørt det før, muslimerne er ofre for Vestens evige arrogance, udnyttelse og racisme, og som tidligere kolonier har deres lande på forhånd en offerstatus og dermed ret til en ukritisk respekt og forståelse. Man kan næsten høre det gennem historiens vingesus fra det 19. århundrede: muslimer i alle lande, foren jer og kast jeres lænker til Vesten….. 

Der er flere paralleller til holdningen til Muhammed-konflikten, som stadig ligger et sted mellem linjerne og skaber frygt…og som i dag genopvækkes gennem den ulmende Korran-konflikt

For de fleste på venstrefløjen fra Enhedslisten, over Det Radikale Venstre til SF er Amerika stadig det store land, vi/de? alle elsker at hade eller kritisere. Læg hertil den trofaste allierede Israel, også et land der er genstand for idelig had og kritik (landet der en gang blev sammenlignet med Sydafrika og som stod som en permanent undertrykker af palæstinenserne, (et ”undertrykt folk der altid har ret”), og så har man nogle af hovedingredienserne til den fantastiske (og medfølende) forståelse, muslimer har været omgærdet af siden 1967. Var der nogen, der sagde München 1972? eller Jom Kippur i 1973, World Trade-center 1993 og  2001,  Bali  2002,  Madrid 2004, London 2005, Paris 2014, Nice 2016 Berlin 2016, Manchester 2017,  Stockholm 2017,  London 2019, Hanau  2020…plus det løse…  nej for ”et undertrykt folk har altid ret!”   Nogle kunne være frække og spørge til, hvornår dette vanvid stopper,  får det nogen sinde en ende? Hvorfor vægrer medierne sig vedvarende ved at adressere det?  Hvad skal der til…..Tjae, vi  ved det sikkert,  en handlekraftig regering der ikke skammer sig over hårde og brutale tiltag og får ændret tilhørsforholdet til EU og ændret lovgivning samt en mere selvkritisk medieelite.

Journalister på Politiken og Information har i årevis fremstillet muslimer som vor tids ”jøder” den evigt forfulgte minoritet, der som offer (for fremmedfjendsk racisme) på forhånd har ret til at tænke, handle, true og fordømme som det passer dem, de har den fulde forståelse, hos den politisk korrekte del af eliten i Vesten – og som antizionister, læs antisemitter får de et par ekstra point. – Hvis man hertil lægger den udbredte og celebrerede   kulturrelativisme hos den samme elite plus hadet til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, kan man begynde at ane, hvorfor den ”forbryderiske” omlægning af indvandrerpolitikken har været en torn i øjet på mange af de velmenende selvgode humanister, der stemmer til venstre for midten i dansk politik.   

Som jeg tidligere har formuleret det, så er kulturrelativismens første bud : Alle kulturer er lige gode!  Og hvis det er sandt,  har vi ingen grund til at fremhæve den vestlige civilisations fortrin frem for fx den arabiske verden. Godt nok er der efterhånden også skrevet en del om denne, men som krisen herhjemme har udviklet sig, er der langt fra enighed om, at Islam(ismen) er en snigende katastrofe for de vestlige demokratier. Tvært imod hævdes det i Politiken og Information, at Amerika er en (stor) del af problemet snarere end dets løsning. Det er muligt, men sådan som sharia og anden islamisk lov og sædvane praktiseres i de muslimske kulturer med ensretning og summariske henrettelser, er det så dette, vi skal bøje os for? er det, det man vil ha? –  ”skal vi tolerere kvindeundertrykkelse, »æresdrab«, hængning af homoseksuelle og stening af kvinder, der ikke er jomfruer ved ægteskabets indgåelse? Skal vi tolerere, at over fem millioner jøder blev gasset og brændt i Nazi-Tyskland med en kompendiøs bemærkning om, at sådan er tysk kultur jo? Vi kan lige nu være nødt til for verdensfredens skyld at tolerere, at man (DRV især) i henhold til den religionsbaserede sharia stener kvinder til døde. Men kan vi respektere det? Her må man ifølge oplysningsfilosofien svare NEJ!. Og det var netop med holocaust i erindring, at man udformede FNs charter om menneskerettighederne i 1948” skriver David Favrholdt i en artikel i Weekend-avisen.

Skal vi bøje os og sige undskyld, og lefle for en notorisk autoritær og sine steder teokratisk kultur,  fordi vi elsker selvkritik og ser USA (og DF og NB) som de største trusler mod verdensfreden? Som det før er blevet formuleret, ser det unægtelig ud til, at hele menneskerettighedsbegrebet nærmest er at opfatte som en mindre religion. Og udhulingen af menneskerettighederne er en forløber for dele af woke-bevægelsen, med ovennævnte slogan: ”et undertrykt folk har altid ret”

Det var naturligvis meget sympatisk, at Nasar Khader engang  stillede sig i spidsen for de moderate muslimer, og hvem ønskede ikke at tro, at de udgjorde flertallet, men det ved vi i dag, at de ikke gør, snarere er det mindre end en procent. Hvordan forklare, at der hver dag foregår mord og drab på civile med afsæt i Koranen og gerne ud fra en følelse af hellig og retfærdig vrede, der giver aktivister, religiøse ledere ret til at kaste verden i krig, og det er det, vi må forholde os til, intet mindre. Sidst kunne man under en demonstration i London på et skilt læse: ”Enhver der anklager Islam for at være en voldelig religion, skal halshugges” og ” ekstremisme er fjenden, ikke islam” er Obama kendt for at sige, og mange kulturradikale vil sikkert nikke her.

Se på dagbladet Politiken, eller lyt til DR, hvor så mange lødige? (politisk korrekte) journalister sidder og doserer den daglige mængde af ulykker for os. Jeg hører så godt som aldrig kritik af de islamiske bevægelser, hvor de end huserer. Jeg har nu set Deadline i flere år, og det var/er? ofte de samme eksperter, man inviterede ind i studiet. Og det var dybt forstemmende altid at høre typer som Steen Nørskov eller Annelise Marstrands forudsigelige men velformulerede bandbuller over højrefløjen. I forhold til muslimer er de hvad man i dag vil kalde Islamist-appeasere eller nyttige idioter.  Hvorfor ser man aldrig Ralf Pittelkow,  Lars Hedegård, Hans Hauge, Søren Krarup, David Gress, Karen Jespersen, Bruce Bawer,  Hege  Storhaug, eller nogen af de andre modløbere til den herskende gode tone, hvor man på det nærmeste fortrænger den afgrund, der er mellem de totalitære kræfter (i Mellemøsten) og demokratiets evige bevægelser mellem selvhad, tvivl og tonerance. 

Ordet totalitarisme hører jeg sjældent hvis nogen sinde i DR(deadline) eller i dokumentarprogrammer, selv om det er det, det handler om, hvorfor mon??? Med strålende undtagelser som Hans Magnus Enzensberger,  Hirsi Ali, Thilo Sarrazin,  og også Rushdie virker det som om, de (venstreintellektuelle) ikke kan deres Orwell. Er det stadig marxismen der spøger? Eller den selvfede anstændighedsfetichisme? Mao woke-bevægelsen.

Jeg husker endnu et inspirerende essay, Peter Wivel skrev i Information i 1984, hvor han aktualiserede Orwells  roman 1984 og relaterede den til mange af de øst-socialistiske regimer, der endnu eksisterede den gang.

I dag er der noget, der tyder på, at islam som politisk ideologi har overtaget den position, den kommunistiske tanke engang havde. Selv om borgerkrig synes at være en del af Mellemøsten, ser vi altså et stadigt knæfald for teokratisk diktatur, er det igen offergørelsen, en forvrænget form for rettighedstænkning, der er på spil?

Hvem siger det i dag: at demokratiet er trængt i forhold til totalitære kræfter fra politisk-religiøst hold, uanset hvad en hvilken som helst FN-sekretær siger. At de som benægter dette er at betragte som nyttige idioter, og at vi ikke kan lykkes med nogen form for integration nogen steder i Europa, hvis vi ikke tør fastholde vore egne værdier, traditioner og historie, og hvis vi tillader undtagelser i forhold til ytringsfriheden, kommer der flere, og at enhver  demokratisk tankegang er uforenelig med det totalitære. . (hvem siger i øvrigt Fredens Apostle er kommet for at lade sig integrere? (Tænk på hvad Ghadaffi en gang sagde om tanks og barnevogne) Kort og godt: Det er blevet nævnt her på dette site før: Fredens religion har visse lighedstræk med nazismen, og hvem ønsker at undskylde eller krybe for den? 

Skal vi nu for fremtiden lade os binde  på mund og hånd?