I 1999 kommer en mand ved navn Larry Sinclair til Chicago for at have ‘a good time’, og med det mener han at møde andre mænd. Limousinechaufføren forstår ønsket og sætter ham i forbindelse med en ung sort mand. De begynder at drikke, og Sinclair sniffer kokain, mens den unge mand ryger marihuana. Sinclair stryger ham op ad låret uden modstand.

På hotellet udfører han oralsex, en blow job, på den unge mand. Dagen efter ringer det på døren til, hvor han bor, uden for byen, og der står den unge mand, og nu er rollerne byttet om. Først flere år senere opdager Sinclair, hvem det var, han mødte. Da ser han den unge mand på TV. Han er medlem af delstatsforsamlingen, som senator, i Michigan, og hedder Barack Obama, og i 2004 holder han en tale til Demokraternes konvent, hvor han fremstår som en kommende stjerne. Fire år senere er han præsidentkandidat.

Det er Dinesh d’Souza, der har interviewet Sinclair, som har mere på lager: Sinclair stod frem på en pressekonference og fortalte om sine oplevelser med Obama. Kort efter bliver han anholdt af politiet i Washington. Det er statsadvokaten i Delaware, der har udstedt en arrestordre på ham for tyveri. Beau Biden er Joe Bidens søn, manden der skulle blive Obamas vicepræsident.

Anklagen var en ren hævnaktion. Før pressekonferencen blev Sinclair kontaktet af en tredje person, Donald Young, som var leder af koret i Obamas kirke i Chicago, hvor Jeremiah Wright var pastor. Wright skulle sætte Obama i forlegenhed under valgkampen, da flere prædikener dukkede op, hvor han bad Gud om at straffe Amerika. Wright tilhører yderste venstre og er rabiat. Obama må tage afstand fra sin ven. Donald Young fortæller Sinclair, at han også har haft forhold til Obama, og det over flere år. Young advarer Sinclair og siger, at ‘de’ kommer til at ‘komme efter dig’.

En stund senere bryder nogen ind i Youngs lejlighed og dræber ham. Drabet bliver aldrig opklaret. Hans mor spørger offentligt, hvorfor sønnen måtte dø for at beskytte Obama. Dette kunne have været en historie om Obamas mørke fortid, men det implicerer også det liberale establishment, som ophøjede Obama til en gud, ikke mindst medierne.

Medierne mørklagde bevidst alle sider af Obama, der kunne ødelægge hans chancer hos Middle America. Hans universitetsopgave var så radikal, at han aldrig ville være blevet valgt, hvis den var blevet offentligt kendt i valgkampen. USA er et så racistisk samfund, at selv de sorte er racister – mod deres egne, mente Obama. Dinesh d’Souza er blevet Obamas nemesis. Det er ham, der har sporet op og lavet interviewet med Sinclair. Men d’Souza er smart. Han sammenligner med mediernes frådsen med Stormy Daniels. Stillet op mod deres glorificering af pornostjernen bliver mørklægningen af Obamas fortid meget mørkere.

Trump kom efter Obama. Han var den diametralt modsatte. Hvorfor stemte amerikanerne på ham, når arvtageren Hillary stod klar? Det var en afvisning af Obamas arv og testamente, som var en oprørsk handling. For det skulle vælgerne straffes. Det første, de gjorde, var at forsøge at ødelægge Trump. En pornostjerne blev omfavnet, som om hendes erhverv var lige så respektabelt som noget andet.

Hendes advokat var Michael Avenatti, som ikke gjorde andet end at tale om porno. Avenatti havde klippekort til CNN, som foreslog ham som præsidentkandidat. Indtil det kom for dagen, at han underslog penge fra Daniels og forsøgte at presse penge af Nike og klienter, der sad i kørestol. Avenatti afsoner en flere år lang dom.

Da stoppede medierne, herunder NTB (ritzau9, med at skrive om ham.

Det er, når du ser disse to sider af det liberale USA, at du forstår, at medierne ikke længere ved, hvad moral er.

Folk, der er i nærheden af disse mennesker, har en kedelig tendens til at blive udsat for en brat død. De har dannet et kartel, hvor de går ind for at ødelægge modstanderen – Donald J. Trump – med alle midler. Men jo mere, der bliver kendt, jo lavere synker de i folks agtelse.

Det har for længst gået op for amerikanerne, at Obama slet ikke var, hvad han blev solgt som. Han ville transformere Amerika til noget andet end Amerika.

Det har aldrig før sket, at en vicepræsidentkandidat sidder på TV og udtrykker støtte til plyndrere og brandstiftere, som Kamala Harris gjorde efteråret 2020.

Medierne er fortsat på hendes og Joes side. De kæmper for 68’er-kulturens hegemoni og historiefortælling, som er skrøbelig.