Man skal nok være glad for at få et par hundrede reaktioner på et længere opslag om Bidens seneste manøvre for at komme af med Donald Trump. Ikke mindst i lyset af, at jeg er blandt de meget få, der prøver at præsentere en anden historie end den trommeild af Trump-had, der dagligt udspyes af næsten alle de traditionelle medier. Så i et forgæves håb om at ødelægge Jesper Steinmetz’s humør – nu da han er begyndt at ligne en, der vandt marcipangrisen til jul – fortsætter jeg.

Et af Trump-jagtens interessante aspekter er, hvem der tog initiativet til den byge af anklager, der de seneste måneder har regnet ned over den tidligere præsident. Det mysterium er nu blevet opklaret af New York Times – danske journalisters højeste autoritet – der kan meddele, at Joe Biden har lagt pres justitsminister Merrick Garland for at få ham til at gå til angreb.

Det er nok derfor, Merrick Garland har fået anklageren, Jack Smith, til at forfatte et anklageskrift, som er så tyndt, at det næppe ville kunne overleve i en retssal med en upartisk jury og dommer. Heldigvis for Garland og Smith skal January 6-retssagen foregå i Washington D.C., hvor det er lige så usædvanligt at møde en republikaner, som det er at støde på et forstandigt menneske på Christiansborg. Hertil kommer, at dommeren er kendt for sine hævngerrige domme over Trump-tilhængere.

Trump vil blive dømt, så spørgsmålet er, hvor hård straffen bliver. Det bliver givetvis fængsel i resten af Trumps levetid, og der kan tilmed udmåles dødsstraf.

Og for hvad egentlig?

Juraprofessor Jonathan Turley koger sagen ned til et spørgsmål om påstået ”misinformation”. Anklageren påstår, at Trump udmærket vidste, at han havde tabt præsidentvalget i 2020, men offentligt påstod, at han havde vundet. Trumps justitsminister, Bill Barr, der har opdyrket et intenst had til sin tidligere chef, bekræfter denne udlægning. Men hvis Barr skulle have ret, har Trump så begået noget strafbart? Hvis det skal være en forbrydelse at sige en ting i en lukket kreds og noget andet til offentligheden, kunne man arrestere adskillige danske ministre og topembedsmænd. Hertil kommer, at anklageren under en ordentlig rettergang må kunne bevise, hvad Trump tænkte i sit stille sind – hvis man altså som i Orwells Nittenfireogfirs vil kriminalisere tanker. Et sådant bevis behøver man dog ikke at føre i Washington D.C., hvor dommen er faldet, inden retssagen begynder.

Et andet element i anklageskriftet er, at Trump rejste indvendinger mod certificeringen af de valgmænd, der skulle udpege præsidentvalgets vinder. Hvilket jo ikke er overraskende i lyset af, at han betragtede valget som stjålet. Men hvis protester mod certificeringen af valgmænd skulle være en kriminel handling, er det mærkeligt, at der ikke er rejst sag mod de demokrater, der har gjort det samme adskillige gange.

Selvom Trump må være på det rene med, at han står over for et nederlag i Washington, D.C., lyder hans advokat, John Mauro, forbavsende optimistisk. Som han beretter til Fox News, vil den kommende rettergang give Trump lejlighed til at præsentere sine grunde til at betragte 2020-valget som illegitimt – lige præcis hvad han hele tiden har ønsket, men som domstolene har nægtet ham. Selv i Washington D.C. vil dommeren ikke kunne forhindre hans advokater i at indkalde vidner.

Det er meget muligt, at Trump sidder i fængsel, når præsidentvalget i 2024 bliver afholdt, men det forhindrer ham sandsynligvis ikke i at være på stemmesedlen. Og skulle han gå hen og vinde, har han et langt regnskab at gøre op med sine demokratiske plageånder, der har været villige til at undergrave hele retsstaten for at få ram på ham.

Vi kan således komme ind i en cyklus af retsopgør mod politiske modstandere, der får USA til at ligne Pakistan og Venezuela, men det bekymrer ikke demokraternes Dybe Stat eller dens venner i de danske medier.